NOU 2008: 9

Med barnet i fokus— – en gjennomgang av barnelovens regler om foreldreansvar, bosted og samvær

Til innholdsfortegnelse

8 Bostedskompetansen

8.1 Innledning

Etter barneloven § 37 kan den av foreldrene som har barnet boende fast hos seg treffe avgjørelser som gjelder «vesentlege sider» av omsorgen for barnet, herunder «spørsmålet om barnet skal vere i barnehage, kor i landet barnet skal bu og andre større avgjerder om dagleglivet.» Utvalget er bedt om å vurdere om det bør gjøres endringer i hvilke enkeltbeføyelser som ligger inn under bostedskompetansen, særlig bostedsforelderens rett til å flytte innenlands med barnet uten den andre forelderens samtykke.

Der barnet bor fast ett sted er det i utgangspunktet naturlig og praktisk at den som til enhver tid har barnet hos seg treffer de daglige avgjørelser. Selv om det foreligger felles foreldreansvar, ville det være urimelig og ugjennomførlig om den andre forelderen skulle kunne kreve å ta del i avgjørelser som gjelder klær, mat, døgnrytme osv.

Det er imidlertid en glidende overgang fra de mer trivielle og dagligdagse beslutninger til beslutninger som i større grad har slik betydning for barnet at det kan reises spørsmål om den andre forelder bør trekkes inn før beslutningen tas. Generelle kostholdsvaner, mer omfattende fritidsspørsmål, valg av vennekrets etc. kan alle reise viktige prinsipielle spørsmål om oppdragelsen og sosialiseringen av barnet. Praktiske hensyn og hensynet til at barnet opplever en forutsigbar hverdag uten for mye diskusjoner mellom foreldrene kan imidlertid tilsi at en forelders adgang til å motsette seg beslutningen må vike. Også departementet la i sin tid betydelig vekt på hensynet til å unngå tvister da ordlyden i barneloven § 37 ble formulert:

«Det vesentlige ved forslaget er at den ene av foreldrene gis bestemmelsesrett, dersom foreldrene ikke kan komme til enighet om disse spørsmålene. Dette kan for eksempel være spørsmål om fritidssysler som valg av type aktiviteter i et idrettslag, skolefritidsordning og lignende. Beslutningstaker i disse spørsmålene må være forelderen som barnet bor fast sammen med. Den som barnet bor fast sammen med, kan bestemme om barnet skal gå i barnehage, flytting innen landets grenser og annet som gjelder vesentlige sider av omsorgen. Barnet vil være registrert som bosatt på denne adressen. Barnets adresse vil ha betydning for hvorvidt forelderen vil bli ansett som enslig forsørger i relasjon til enkelte offentlige ytelser, som barnetrygd og skatteklasse. Eventuelle konflikter som ikke faller inn under foreldreansvaret eller den direkte omsorgen, vil kunne løses nettopp ved at bostedsforelderen har det avgjørende ordet.» 1

I lovteksten er «vesentlige sider» av omsorgen eksemplifisert ved å angi tre typetilfeller: Spørsmålet om barnet skal gå i barnehage, hvor i landet barnet skal bo og «større avgjørelser om dagliglivet». Sistnevnte eksempel er i og for seg en sekke-kategori som åpner for ulike tolkingsspørsmål.

8.2 Innenlands flytting

Selv om spørsmålet om barnet skal gå i barnehage i visse tilfelle kan by på utfordringer, fremstår det for utvalget som klart at avgjørelsen om lokalisering i landet står i en særstilling. Til tross for at bostedsforelderen ikke har adgang til å foreta flytting som hindrer den andre forelder i å utøve avtalt eller pålagt samvær, vil det i praksis kunne oppstå vansker og begrensninger i kontakten mellom barnet og forelderen dersom foreldrene bor langt fra hverandre. Med utgangspunkt i barnets beste, kan det oppstå spørsmål om det bør være fritt fram for den av forelderen som har barnet fast boende hos seg å flytte til en annen del av landet, med de konsekvenser dette kan ha for barnets rett til samvær med den andre forelderen. For forelderen med samværsrett, kan en slik flytting medføre at denne kan se seg nødt til å flytte etter dersom samværet i rimelig utstrekning skal kunne opprettholdes. Å flytte etter vil imidlertid kunne være problematisk dersom det på det aktuelle stedet for eksempel er lite relevante jobber eller vedkommende forelder også har samværsforpliktelser eller bor sammen med andre barn på det sted vedkommende allerede er bosatt.

Spørsmålet om innenlands flytting har nylig blitt drøftet i Danmark. I Betænkning nr. 2006/1475 ble man stående ved at bostedsforelderen alene kan treffe beslutning om innenlands flytting, noe som ble fulgt opp i forældreansvarsloven § 3:

«Udvalget er opmærksomt på, at en af de vigtigste forældremyndighedsbeføjelser er adgangen til at bestemme, hvor barnet skal bo. Således vil navnlig spørgsmålet vedrørende barnets flytning indenlands udgøre et potentielt konfliktfelt mellem forældrene og have ganske indgribende betydning for spørgsmålet om den fortsatte kontakt med barnet. Alligevel er udvalget af den opfattelse, at en bopælsforælder bør have mulighed for at træffe bestemmelse om barnets flytning indenlands. Hensynet til denne forælders mulighed for fleksibilitet i forhold til sin livssituation i øvrigt – f.eks. jobskifte, nyt samlivsforhold og den øvrige families opholdssted – bør medføre, at der ikke kan kræves samtykke fra den anden forælder til en påtænkt flytning.» 2

I samme utredning ble det vurdert å innføre en varslingsplikt for den forelderen som ønsker å flytte med barnet. Et flertall i utvalget gikk i mot dette:

«Da en bopælsforælders flytning indenlands kan have store konsekvenser for samværet, har udvalget imidlertid overvejet, om der bør stilles særlige krav til bopælsforælderen i sådanne tilfælde. Udvalget har således overvejet en varslingsregel, hvorefter bopælsforælderen er forpligtet til i god tid inden flytningen at underrette den anden forælder herom. Samværsforælderen kunne på denne måde få mulighed for at forholde sig til den nye situation og træffe eventuelle foranstaltninger – f.eks. selv vælge at flytte eller anlægge sag om en ændret bopælsafgørelse – i god tid forinden flytningen. (...)

Et flertal i udvalget finder ikke, at der bør indføres en sådan regulering og skal navnlig pege på, at en sådan bestemmelse er forbundet med betydelige vanskeligheder i forhold til eventuelle formkrav, sanktionsmuligheder mv. Det kan endvidere diskuteres, om det i alle tilfælde er hensigtsmæssigt at pålægge bopælsforælderen en sådan varslingsfrist. I yderste tilfælde kan det således medføre, at en bopælsforælder ikke vil kunne takke ja til ønskejobbet med kort varsel, ikke vil kunne flytte i nærheden af syge familiemedlemmer for at varetage pasningen af disse mv.» 3

Mindretallet mente at en varslingsregel var påkrevet av hensynet til barnets beste:

«Det foreslås derfor, at den forælder, der vil flytte, skal informere den anden om indenlands flytning med mindst 1½ måneds varsel. Det påhviler den forælder, der flytter, at dokumentere, at varslingsfristen er overholdt.

Varslingsfristen har til formål at sikre en mulighed for i god tid at kunne indgå nye aftaler om bopæl og samvær og indrette sig i overensstemmelse hermed. Den har samtidig til formål at give den forælder, der ikke flytter, en mulighed for at anmode statsforvaltningen om en afgørelse, herunder evt. en midlertidig afgørelse, om barnets bopæl, eller om samvær, hvis det ud fra en samlet vurdering må antages, at en flytning ikke er til barnets bedste.

Overflytning af barnets bopæl til samværsforælderen forventes særligt at kunne blive aktuel, hvor forældrene indtil da har boet tæt på hinanden, og der samtidigt har været et udvidet samvær. Det er uden betydning for varslingsbestemmelsen, om der er fælles forældremyndighed eller ej.» 4

Om konsekvensene ved manglende overholdelse av varslingsplikten uttalte mindretallet:

«Selv om en tilsidesættelse af varslingspligten ikke har nogen umiddelbar retsvirkning, kan en sådan handlemåde vise en manglende respekt for barnets fortsatte kontakt med den anden forælder. Dette kan tillægges vægt ved en eventuel efterfølgende sag om overførsel af barnets bopæl eller forældremyndighed.» 5

Folketinget valgte å følge mindretallets anbefaling og vedtok en varslingsplikt. Etter forældreansvarsloven § 18 må den forelderen som ønsker å flytte nå varsle den andre forelderen senest seks uker før flyttingen. Bestemmelsen lyder:

«En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen.»

8.3 Utvalgets vurdering og konklusjon

Også for dette spørsmålets vedkommende er det klart at barnets beste må være avgjørende. Utvalget legger til grunn at det i de fleste tilfeller vil være til barnets beste at det har regelmessig kontakt og en forutsigbar samværsordning med den av foreldrene som det ikke bor fast hos. Dersom en av foreldrenes flytting medfører at barnet i praksis mister viktig foreldrekontakt og omsorg, kan skadevirkningene bli betydelige. Ikke minst kan dette være tilfelle dersom flyttingen skjer i kjølvannet av et samlivsbrudd hvor barnet gjerne er i en ekstra sårbar situasjon.

En forelder kan ha mange grunner til å flytte. Det kan for eksempel være at vedkommende har fått jobb eller kjæreste et annet sted i landet. Etter utvalgets oppfatning verken kan eller bør hensynet til forelderen være avgjørende for om flytting bør skje, dersom dette ikke er i samsvar med barnets beste. Utvalget er således ikke enig i standpunktet i den danske utredningen om at «[h]ensynet til denne forælders mulighed for fleksibilitet i forhold til sin livssituasjon» 6 bør tillegges utslagsgivende vekt når regelverket skal utformes. Å ha barn medfører at man må legge forholdene til rette for barnet også etter et samlivsbrudd. I de fleste tilfelle vil det være til barnets beste at foreldrene bor i rimelig nærhet av hverandre slik at barnet kan ha god kontakt med dem begge. I dag har adgangen til å flytte med barnet nærmest karakter av å være en rettighet for bostedsforelderen.

Utvalget er imidlertid klar over at det i noen situasjoner ikke nødvendigvis er til barnets beste at foreldrene bor nær hverandre. Det kan for eksempel være tale om barn eller forelder som utsettes for fysisk eller psykisk vold også etter et samlivsbrudd. Dette må man også ta høyde for ved vurderingen av hvordan flyttereglene skal utformes.

Det er ellers utvalgets inntrykk at spørsmålet om innenlands flytting forekommer ofte og ikke sjeldent er en problemstilling som er kime til konflikt mellom foreldrene etter et samlivsbrudd. Man ser også problemstillingen ofte i rettsapparatet, særlig hvor en flytting allerede er gjennomført og den andre forelder har tatt til motmæle og hevder flyttingen var rettsstridig. At sistnevnte forelder overhodet ikke har fått noe forvarsel om flyttingen, er ikke uvanlig.

Det er utvilsomt et problem at barneloven i dag ikke har regler som hindrer at en forelder kan flytte med barnet uten verken å informere eller innhente samtykke fra den andre. En flytting vil ofte medføre at samværsretten til den andre blir vanskelig eller umulig å gjennomføre. Barneloven § 46 gir riktignok den samværsberettigede en rett til å bli hørt før den andre forelderen tar avgjørelser som «vil gjere det umogeleg eller vesentleg vanskelagere å utøve samværsretten.» Utvalget er imidlertid i tvil om denne bestemmelsen har virket etter sin hensikt. Manglende overholdelse av informasjonsplikten etter denne bestemmelsen er heller ikke sanksjonert.

Utvalgets medlemmer, alle med unntak av Rusten, er kommet til at reglene om innenlands flytting bør endres slik at de i større grad sikrer at flytting ikke kan skje uten den andre forelders kunnskap. Dagens regler kan skape en unødig usikkerhet og redsel for at en av foreldrene uten forvarsel flytter med barnet til en annen del av landet. Denne usikkerheten kan igjen virke konfliktopptrappende og hindre at fornuftige samværsavtaler inngås i minnelighet. Ettersom barnets beste skal legges til grunn ved vurderingen av hvor barnet skal bo, er det heller ikke åpenbart at en forelders handlinger i forbindelse med selve flyttingen medfører at den andre forelderen vil nå fram i etterfølgende søksmål om endring av avgjørelsen om hvor barnet skal bo fast. Tvert imot kan innrettelseshensyn og ønsket om å unngå ytterligere miljøendringer tale for at barnet blir boende.

Utvalget vil også peke på at ved flytting til utlandet må begge foreldrene samtykke dersom de har felles foreldreansvar, jf. barneloven § 40 første ledd andre punktum. Selv om flytting til utlandet kan reise særskilte spørsmål knyttet til statsborgerskap, språk etc., vil det i mange tilfelle være vanskelig å se noen grunn til å behandle innenlands og utenlands flytting ulikt. Norge er et langstrakt land med store avstander, og en flytting fra for eksempel Oslo til Kirkenes vil kunne være minst like problematisk som en flytting fra Oslo til Stockholm eller København.

Slik utvalget vurderer det, er det særlig to alternativer til dagens rettslige situasjon som er aktuelle: Man kan gjøre kompetansen til å kunne foreta innenlands flytting til en del av foreldreansvaret, slik at det må foreligge samtykke fra den som ikke har barnet fast boende hos seg. CEFLs anbefaling er at spørsmålet om bopel hører inn under foreldreansvaret, se principle 3:1 jf. principle 3:12. 7 Alternativt kan flyttekompetansen bli liggende hos bostedsforelderen, men slik at det oppstilles en varslingsplikt før flyttingen. Sistnevnte modell er valgt i Danmark, jf. forældreansvarsloven § 18.

Utvalget ser fordeler og ulemper ved begge alternativer. Dersom innenlands flytting blir en del av foreldreansvaret, innebærer dette i praksis at en forelder gis vetorett og på ethvert tidspunkt kan hindre den andre å flytte med barnet inntil annen avgjørelse foreligger. Det kan være ulike grunner til at man ønsker å flytte, og det er åpenbart at en slik regel må suppleres med unntak. Enhver flytting skal ikke kunne trenge et samtykke fra den andre forelder, og enhver begrunnelse for å nekte flytting bør heller ikke kunne godtas. Lovteknisk kan det imidlertid by på utfordringer å utforme en unntaksregel som fanger opp de ulike situasjonene.

På det prosessuelle plan blir det dessuten spørsmål om hvordan man skal regulere tvisteløsningen der foreldrene ikke klarer å bli enige om flyttingen. Det er ikke ønskelig med en økning av saker der et felles foreldreansvar begjæres oppløst fordi man ikke oppnår enighet om innenlands flytting. Utvalget mener derfor at det i så fall må være adgang til å bringe spørsmålet om flytting – etter forutgående mekling – inn for retten, uten at man av den grunn behøver å oppheve det felles foreldreansvar. En positiv sidevirkning av at flyttekompetanse legges inn under foreldreansvaret vil antagelig være at muligheten for å oppnå en avtale gjennom dialog eller mekling blir større. Dette kan ha en viss prosessbesparende effekt. Videre vil det kunne ha en viktig symbolfunksjon når foreldrene også på dette punkt sidestilles etter loven.

Den danske modellen med en varslingsplikt senest seks uker før flytting, innebærer i utgangspunktet ikke noen begrensning for bostedsforelderens adgang til å flytte. Spørsmålet er om man uten videre kan innføre en tilsvarende bestemmelse i den norske loven. Det fremstår for utvalget som klart at varslingsplikten må innebære en realitet, i den forstand at det ikke bør være uten konsekvenser å bryte denne. Dersom varslingsfristen kun blir en ordensforskift, løper man risikoen for at den kan bli ignorert slik som barneloven § 46 i mange tilfeller blir i dag. Å finne en hensiktsmessig sanksjon ved overtredelse av varslingsplikten er imidlertid ikke uten videre enkelt. Man kunne tenke seg at overtredelse av varslingsplikten kunne tillegges vekt i en etterfølgende sak om endring av avgjørelsen om hvor barnet skal bo fast eller – som det meste ekstreme alternativ – medføre en automatisk plikt for forelderen til å sørge for at barnet flytter tilbake. En slik reaksjon vil imidlertid kunne medføre et utfall av saken som er i strid med barnets beste. Barnets beste må alltid være det avgjørende kriterium, uavhengig av foreldrenes handlinger og oppførsel, og det er ikke sikkert at en reversering av flyttingen og et nytt miljøskifte er til beste for barnet. Økonomiske sanksjoner, for eksempel i form av bortfall av barnetrygd, vil også kunne ramme barnet.

På samme måte som en eventuell overføring av flyttekompetanse til foreldreansvaret krever at det etableres en tvisteløsningsmekanisme hvis foreldrene ikke blir enige, medfører en varslingsfrist at man må ha regler om hvordan man skal gå fram der den som varsles motsetter seg flyttingen. En suspensjon av adgangen til å flytte når den andre forelderen nekter å samtykke, innebærer at man legger seg tett opp til en løsning med å legge flyttekompetanse inn under foreldreansvaret. Et alternativ kan være at nektelse medfører plikt for foreldrene til å foreta mekling – men uten at man avskjærer en forelders rett til å flytte selv om meklingen ikke fører fram. Et ytterligere alternativ er at den som motsetter seg flytting innen flyttefristen må ta rettslig skritt for å få spørsmålet prøvet for retten, enten gjennom vanlig søksmål eller gjennom midlertidig avgjørelse.

Utvalget har delt seg i synet på hvilket alternativ som er å foretrekke.

Utvalgets flertall – Cassidy, Ellingsæter, Lorentzen, Musæus, Strandbakken, Thuen og Unneberg – mener at en forelders beslutning om å flytte innenlands med barnet bør ligge under foreldreansvaret. Ved felles foreldreansvar må derfor begge foreldre samtykke dersom flytting med barnet skal kunne skje. Forutsetningen er imidlertid at flyttingen i vesentlig grad vanskeliggjør samværet mellom barnet og den forelderen som ikke flytter. Flytting over kortere avstander vil derfor som regel ikke kreve samtykke. Flertallet legger til grunn at praksis knyttet til bestemmelsen i barneloven § 46 her kan være relevant. Det forutsettes dessuten at det er tale om vanskeliggjøring av et samvær som allerede er etablert når spørsmålet om flytting blir aktualisert. Det må imidlertid kunne tas hensyn til planlagte, men ikke igangsatte samvær. Dersom samvær ikke er etablert, må den forelder som vil motsette seg flytting kunne sannsynliggjøre at samvær vil bli igangsatt i nær fremtid dersom flytting ikke skjer. Hvis partene ikke blir enige om flyttespørsmålet, bør dette kunne prøves av en domstol, jf. nærmere om dette nedenfor i kapittel 8.4.

Flertallet kan ikke se at en slik regulering kommer i strid med retten til fritt å kunne bevege seg på en stats territorium og fritt å velge bosted som er nedfelt i artikkel 2 nr. 2 i 4. tilleggsprotokoll til EMK. For det første er det ikke tale om å innføre noe forbud mot å flytte. Realiteten i forslaget er at man ikke uten videre kan ta med seg barn dersom man velger å benytte seg av sin rett til fri bevegelse. For det andre er ikke rettigheten etter artikkel 2 i 4. tilleggsprotokoll ubetinget. Etter artikkel 2 nr. 3 kan begrensninger finne sted for å beskytte andres rettigheter og friheter. Dersom man finner at den løsningen flertallet har valgt er et inngrep etter artikkel 2 nr. 2, vil inngrepet kunne forsvares ut fra hensynet til barnets beste. Så lenge det gis adgang til å bringe spørsmålet inn for domstolene, legger flertallet til grunn at det ikke vil bli truffet avgjørelser som vil representere en krenkelse av 4. tilleggsprotokoll. 8 Flertallet vil for øvrig også fremheve at den løsning som er valgt, er i samsvar med anbefalingen fra CEFL, principle 3:21. Av denne anbefalingen fremgår det også hvilke momenter domstolene kan ta i betraktning ved avgjørelsen, for eksempel barnets alder og mening, foreldrenes evne til samarbeid og geografisk avstand mv. 9

Flertallet er imidlertid enig i at det i spesielle tilfelle bør være en åpning for flytting uten den andre forelders samtykke selv om vedkommendes samværsrett dermed blir vesentlig vanskeliggjort. Det foreslås derfor et generelt unntak fra hovedregelen der flytting er til barnets beste. Utvalget forutsetter at de nærmere retningslinjer omkring dette unntaket vil bli utviklet i rettspraksis.

For foreldre med samværsrett, men som ikke har del i foreldreansvaret, bør det innføres en regel om at den som har foreldreansvaret for barnet, varsler forelderen med samværsrett dersom flyttingen vil gripe inn i barnets rett til samvær med vedkommende forelder. En slik regel bør også gjelde for det tilfellet at det er forelderen med samværsrett som flytter til en annen del av landet.

Ellers vil det være adgang til å treffe midlertidig avgjørelse om flyttespørsmålet, jf. barneloven § 60 som foreslås endret til også å omfatte avgjørelse om flytting.

Utvalgets første mindretall – Haavind, Kristensen og Ribe-Anderssen – mener at en beslutning om innenlands flytting som beføyelse fremdeles bør ligge under bostedskompetansen, men at den må suppleres med en varslingsplikt. Varslingsplikten bør utformes etter mønster av den danske bestemmelse i forældreansvarsloven § 18, slik at den som ønsker å flytte gir den andre varsel på seks uker før flyttingen skal finne sted. Dette vil gi den andre forelderen mulighet til å ta opp spørsmålet om flytting i mekling, og bringe det inn for retten før flyttingen er gjennomført. Varselet bør inneholde en konkret begrunnelse for flyttingen. Bringes saken inn for domstolen, må retten ta stilling til om flytting vil være til beste for barnet. Dersom retten finner at flytting ikke tjener barnets interesse, skal det treffes avgjørelse om at flytting ikke skal kunne skje. En slik avgjørelse kan medføre at partene blir enige om at avgjørelsen om hvor barnet skal bo fast endres slik at barnet blir boende på det sted hvor vedkommende har sitt nærmiljø etc.

Mindretallet antar at det ikke vil være i samsvar med barnets beste å innføre en sanksjonsregel for det tilfellet at en forelder ikke oppfyller sin varslingsplikt, for eksempel at barnet i slike situasjoner automatisk skal få fast bosted hos den andre forelder. At en forelder opptrer i strid med varslingsplikten og dermed setter sine egne interesser foran barnets, vil imidlertid være et forhold som er relevant ved vurderingen av hvor barnet skal ha fast bosted.

Dersom kompetansen til å beslutte innenlands flytting legges inn under foreldreansvaret, er det sannsynlig at det vil bli flere rettssaker om felles foreldreansvar. Det kan bli vanskelig for partene å bli enige, og flere saker vil ende med dom. Det må også påregnes at foreldre som ønsker å flytte vil anlegge sak for å oppheve felles foreldreansvar og ikke bare bringe flyttespørsmålet inn for retten. En slik prosessdrivende effekt er ikke til barnets beste.

Utvalgets andre mindretall – Rusten – mener at lovverket knyttet til flytting innenlands ikke bør ligge under foreldreansvaret. Bestemmelsen bør være som i dagens lovverk. Etter dagens lovverk står foreldrene fritt til å kalle inn til mekling eller domstolsbehandling dersom man er uenig om hvem barnet skal bo hos, eller om omfanget av samvær. Et flytteforbud for barnet i aleneforeldrefamilier, slik flertallet foreslår, vil i praksis innebære at også foreldrene får flytteforbud, fordi man vanskelig kan tenke seg foreldre som flytter og overlater barnet til seg selv. Flertallets forslag innebærer dermed at det er samværsforeldrene som bestemmer hvorvidt den andre skal kunne flytte. Så vidt man vet er ikke tilsvarende flytteforbud for aleneforeldre praksis i noe annet land.

Siden det store flertall av bostedsforeldre er kvinner, vil mange kvinner få innskrenket handlefrihet dersom et flytteforbud for bostedsforeldre innføres. At mannen i mange år etter et samlivsbrudd skal kunne bestemme hvor kvinnen kan bo, er å sette likestillingsarbeidet langt tilbake. Ekstra alvorlig blir det for barn og foreldre som vil få begrensete muligheter til å beskytte seg mot vold og overgrep. Videre vil det få en rekke konsekvenser for barn og foreldre som:

  • Økt konfliktnivå

  • Flere foreldrekonflikter for retten

  • Begrensede muligheter til å kunne ta seg utdanning

  • Begrensede karrieremuligheter

  • Redusert inntekt

  • Begrensede muligheter til kunne stifte nye familier

  • Begrensede muligheter til å eie egen bolig

  • Økt risiko for vold og overgrep

  • Redusert livskvalitet

  • Reduserte muligheter til å skaffe seg nye sosiale nettverk etter samlivsbrudd

  • Den enkeltes plikt til å flytte for å ta tilbudt arbeid/kvalifisering for å ha rett til offentlige ytelser

Retten til å flytte er også en menneskerett som blant annet reguleres av EMK. Konvensjonen sier at en person har rett til fritt å bevege seg innenfor sitt lands territorium og står fritt til å velge sitt bosted.

Dette mindretallet mener videre at det ikke bør innføres seks ukers varslingsfrist fordi det setter urimelige begrensninger i forhold til retten til fritt å kunne flytte innenlands. Her nevnes spesielt barn og foreldres rett til å beskytte seg mot vold og overgrep, mulighetene til å få seg nødvendig og ønsket utdanning/arbeid, da dette tilbys med korte frister. Mange familier må også i dagens samfunn flytte raskt fra bopel på grunn av nye samboerforhold som brytes, eller boliger som de mister. For disse foreldrene vil en seks ukers varslingsfrist skape store problemer.

Flytteforbud legger restriksjoner på den ene part, som i hovedsak er kvinner, mens den andre part, i hovedsak menn, står fritt til å flytte.

8.4 Rettslig prøving av flytte­spørsmålet

Utvalgets flertall foreslår altså at adgangen til å beslutte innenlands flytting med barnet overføres fra bostedskompetansen til foreldreansvaret. Flytting med barnet til utlandet ligger allerede under foreldreansvaret, jf. barneloven § 40. Dette nødvendiggjør en drøftelse av hvordan foreldre med felles foreldreansvar skal gå fram dersom de ikke klarer å bli enige om flyttespørsmålet, herunder om det skal være adgang til å få dette spørsmålet prøvet av domstolene.

Utvalget har ovenfor i kapittel 7.3 foreslått at domstolene i visse tilfeller skal gis anledning til å prøve en begrenset del av foreldreansvaret – spørsmålet om samtykke til helsehjelp for barnet. I motsetning til det som må antas ved helsespørsmål, oppstår imidlertid flyttespørsmål ofte i praksis. Ikke sjelden er dette spørsmålet gjenstand for konflikt mellom foreldrene etter et samlivsbrudd, og mange barnefordelingssaker i rettsapparatet har sitt utspring i en uenighet mellom foreldrene på dette punkt.

Høyesterett kom i Rt. 2000 side 185 under dissens 3-2 at det ikke var rettslig grunnlag for å tolke barnelovens regler slik at foreldreansvaret kunne splittes opp – i den forstand at én av beføyelsene kunne reguleres særskilt av domstolene. I denne saken hadde lagmannsretten besluttet felles foreldreansvar, men slik at den ene forelderen ikke kunne motsette seg at den andre flyttet med barna til Tyskland. Høyesteretts flertall fant at lagmannsrettens avgjørelse måtte oppheves på dette punkt:

«Det er ikke holdepunkter i barneloven eller i lovforarbeidene, verken til loven slik den lød i 1981 eller til lovendringen i 1997, for at domstolene kan velge andre løsningsalternativer enn de som loven oppstiller. Både ordningen med delt foreldreansvar og foreldreansvarets innhold er utførlig drøftet i forarbeidene til endringen i 1997, men disse forarbeidene inneholder ingen indikasjon på at domstolene har adgang til å fastsette mellomløsninger hvor de funksjoner som foreldreansvaret består av, splittes opp. Adgangen til å flytte barnet utenlands står etter mitt syn i denne henseende i samme stilling som de øvrige funksjoner foreldreansvaret består av.»

Utvalget er enig i at det ikke bør åpnes for at domstolene får en generell adgang til å kunne regulere eller begrense foreldreansvaret for så vidt gjelder flyttespørsmålet. Derimot har utvalget – alle med unntak av Rusten – kommet til at domstolene, etter forutgående mekling jf. barneloven § 56 andre ledd, bør gis kompetanse til å avgjøre konkrete tvister knyttet til flytting med barnet. Utvalgets løsningsmodell kan illustreres med følgende eksempel: Mor og far bor i Oslo, men far vil flytte med barnet til Bodø. Mor ønsker ikke dette og bringer saken inn for retten. Retten kan da enten frifinne far eller beslutte at far ikke kan flytte med barnet til Bodø. Rettens avgjørelse vil imidlertid ikke ha betydning utover den konkrete tvisten. Dersom det senere oppstår ny tvist om flytting, for eksempel fra Oslo til Drammen, kan det reises nytt søksmål. Det vil med andre ord ikke være adgang ved dom til å avskjære flytting generelt.

Forslaget medfører en endring av rettstilstanden slik den er beskrevet i Rt. 2000 side 185. Det kan ikke utelukkes at endringen vil medføre noen flere rettssaker for domstolene. Utvalget, med unntak av Rusten, mener imidlertid at en slik tvisteløsningsmekanisme vil være til barnets beste. Det vil ikke alltid være rimelig eller i barnets interesse at domstolen må oppheve det felles foreldreansvar bare fordi foreldrene på et gitt tidspunkt og i en gitt situasjon ikke makter å bli enige om flyttespørsmålet. Samtidig som et flertall i utvalget anser flyttekompetansen som så viktig at den bør ligge under foreldreansvaret, er et samlet utvalg – med unntak av Rusten – opptatt av at det åpnes for rettslige mekanismer og løsninger som kan ivareta behovet for løse tvister mellom foreldrene uten at foreldreansvaret som helhet må oppløses. 10

8.5 De øvrige beføyelsene under bostedskompetansen

Utvalget har også vurdert om det bør gjøres endringer for de øvrige beføyelsene under bostedskompetansen. Verken spørsmålet om barnehage eller alternativet «andre større avgjerder om dagleglivet» synes imidlertid i praksis å skape problemer. Utvalget legger til grunn at bostedskompetansen på dette punkt fungerer tilfredsstillende og vil ikke foreslå noen endringer.

Fotnoter

1.

Ot.prp. nr. 56 (1996-1997) s. 55.

2.

Betænkning nr. 2006/1475 s. 159.

3.

Betænkning nr. 2006/1475 s. 159-160.

4.

Betænkning nr. 2006/1475 s. 160.

5.

Betænkning nr. 2006/1475 s. 160.

6.

Betænkning nr. 2006/1475 s. 159.

7.

Se nærmere Boele-Woelki m.fl. 2007 s. 29 og s. 89-90.

8.

For en nærmere drøftelse av dette spørsmålet, se vedlegg 2 avsnitt 3.5.

9.

Se nærmere Boele-Woelki m.fl. 2007 s. 137-142.

10.

Også EMK forutsetter at det er adgang til å prøve spørsmålet for domstolene, se vedlegg 2 avsnitt 3.5.

Til forsiden