Ot.prp. nr. 48 (2002-2003)

Om lov om hundehold (hundeloven)

Til innholdsfortegnelse

10 Ro, orden og renslighet. Antall hunder i en husholdning eller på en eiendom. Merking av hunder

10.1 Gjeldende rett

Etter lov 4. august 1995 nr. 53 om politiet (politiloven) § 14 første ledd nr. 1 kan det i «vedtekter som fastsettes av kommunen og godkjennes av departementet eller den instans departementet fastsetter», bl.a. gis bestemmelser «om å opprettholde ro og orden, sikre ferdselen og for å hindre tilgrising, ... , på steder som er alminnelig beferdet eller bestemt for alminnelig ferdsel.» Når det gjelder å opprettholde ro og orden i naboforhold gjelder også den privatrettslige regelen i granneloven § 2, som håndheves ved privat saksanlegg for domstolene, jf. under punkt 8.1.

I høringsnotatet punkt 2.3 var følgende sagt om bestemmelser om hunder i politivedtektene:

«Politivedtekter fastsettes lokalt for hver enkelt kommune med hjemmel i politiloven 4. august 1995 nr. 53 § 14. Vedtektene stadfestes av Justisdepartementet. Bestemmelser om hund er ikke nevnt uttrykkelig i loven § 14. Det er vanlig at vedtektene har bestemmelser om hunder, bl.a. om båndtvang. Justisdepartementet har utarbeidet en normalpolitivedtekt, men det er ikke krav om at kommunene benytter denne. I normalvedtekten er hunder omhandlet i §§ 23 til 25.

Etter vedtekten § 23 om farlige hunder kan politiet bestemme at hund som kan forulempe mennesker eller dyr på offentlig sted, skal holdes i bånd eller være forsynt med munnkurv. Bestemmelsen retter seg særlig mot hunder som har farlige tilbøyeligheter, konstatert farlig gemytt eller er av spesielle raser, slik at de skremmer barn m.v.

I vedtekten § 24 er det regler om forbud mot å la tispe gå løs i løpetiden, om påbud om at hunden skal merkes med navnet til eieren og påbud om at eieren fjerner ekskrementer etter hunden på offentlig sted.

I den tidligere standardpolitivedtekten var det ytterligere regler om båndtvang, men disse ble ikke videreført under henvisning til at viltlovens bestemmelser om båndtvang går videre enn politivedtektens. Båndtvangsregler motivert ut fra hensynet til orden og renslighet kan likevel fastsettes lokalt.

I vedtekten § 25 er det bestemt at politiet kan ta i forvaring hund som går løs i strid med bestemmelsene i §§ 23 og 24. Unnlater eier eller besitter av hunden å hente hunden innen en uke etter at han eller hun er varslet personlig eller ved kunngjøring i pressen, kan politiet selge eller avlive hunden. I Justisdepartementets kommentar til denne bestemmelsen heter det at politiet ikke har noen umiddelbar plikt til å selge eller avlive hunden ved utløpet av fristen, men bør forsøke andre løsninger, f.eks. omplassering gjennom en organisasjon.

Noen lokale politivedtekter har regler om båndtvang som gjelder for hele året på steder som er alminnelig beferdet eller beregnet på allmenn ferdsel, herunder på stier i skog, fjell og utmark m.m. Flere politivedtekter har bestemmelser om at politiet kan ta i forvaring og selge eller avlive hunder som går løs i strid med båndtvangsbestemmelsene, dersom ikke eieren innen en viss tid etter at han er varslet, henter hunden og dekker omkostningene. Det er også vanlig med bestemmelser om at ingen må unnlate å holde tilbake hunden dersom den anfaller noen.»

Politivedtekter med hjemmel i § 14 nr. 1 er stedlig begrenset, jf. formuleringen om at regler kan gis for så vidt det gjelder «steder som er alminnelig beferdet eller bestemt for alminnelig ferdsel», som svarer til tidligere rett. Dette omfatter uten videre f.eks. ferdsel på en kommunal vei, jf. Høyesteretts kjennelse i Rt. 1982 s. 514. Kjennelsen tok derimot ikke standpunkt til om en slik bestemmelse i politivedtekter kan gjelde for innmark eller for utmark hvor allmennheten bare ferdes sporadisk.

Den stedlige begrensningen må antas å utelukke at politivedtektene kan fastsette begrensninger som gjelder antall hunder i husholdninger eller på private eiendommer. Politiets generalklausul i politiloven § 7, jf. § 6, må derimot antas å gi en viss, men begrenset, hjemmel for i konkrete tilfeller å pålegge og effektuere bl.a. begrensninger når det gjelder antall hunder på en eiendom eller antall hunder holdt av en person. F.eks. kan slikt komme på tale der store hunder utgjør en tilstrekkelig alvorlig sikkerhetsrisiko, fordi det er så mange hunder at den aktuelle eieren ikke klarer å mestre dem på forsvarlig vis. Se nærmere om dette hjemmelsgrunnlaget under punkt 11.1 nedenfor.

Om merking av hunder finnes også en snever spesialregel i forskrift 15. januar 2001 nr. 28 om forbud mot innførsel, hold og avl av farlige hunder § 3 første ledd. En generell landsomfattende regel som krever merking av hunder, finnes ikke i norsk rett.

10.2 Dansk og svensk rett. Kjæledyrkonvensjonen

Departementet vil her gi en oversikt over landenes lovgivning som spesifikt gjelder hunder.

Dansk rett.For så vidt gjelder ro og orden viser departementet til det som allerede er sagt om båndtvang m.v. og om forbud mot å holde hunder på steder der det ikke er beboelse, slik som i kolonihager, jf. punkt 9.2 foran. Etter lov 26. juni 1969 nr. 380 om hunde § 4 gjelder også følgende:

«§ 4. Forstyrrer en hund de omboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden, og der indgives klage derover til politiet, giver dette besidderen pålæg om at holde hunden indelukket eller, hvis denne foranstaltning ikke hjælper, eller hunden allerede holdes indelukket, at lade den fjærne. Justitsministeren kan, for så vidt det drejer sig om hunde, der af erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, dispensere fra denne bestemmelse i tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene.»

Pålegg om fjerning av hund er aktuelt når det er konstatert at ulempene ikke kan avhjelpes på annen måte, f.eks. ved å straffe hundeholderen. Etter bekendtgørelse 1992 nr. 366 § 7 kan kommunalbestyrelsen for ikke-ervervsmessig dyrehold påby avhjelpende foranstaltninger mot støysjenanse, eller påby hundeholdet fjernet hvis ikke støyen kan avhjelpes. Bekendtgørelse 1994 nr. 1159 med senere endringer § 5 stiller for ervervsmessig hundehold krav til avstanden mellom hundeholdet og eventuelle naboer.

Bekendtgørelse 1967 nr. 430 Politivedtægt for København fastsetter i § 33 stk. 3 at det påhviler hundens ledsager «at drage omsorg for, at den ikke forurener fortov, gangsti, butiksindgang eller husfacade mod gaden, og at den ikke på gader eller i offentlige anlæg forurener eller forvolder skade på beplantningen.»

Kommunene kan etter bekendtgørelse 1983 nr. 292 om badevand og badestrande § 14, jf. lov 22. september 1998 nr. 698 om miljøbeskyttelse, nedlegge forbud mot hunders tilstedeværelse i vannet og på stranden.

Lov om hunde § 7 fastsetter videre følgende:

«§ 7. Det er forbudt uden politiets tilladelse at drive ervervsmæssig handel med eller erhvervsmæssig opdræt af hunde.»

Så vidt forstås praktiseres regelen med vekt på dyrevernmessige hensyn, og har derfor begrenset interesse i forhold til norske regler for å sikre ro og orden. Regelen synes å måtte settes mer i kategori med den norske forskrift 10. januar 1985 nr. 17 om ervervsmessig omsetning av dyr § 2, som krever tillatelse fra distriktsveterinæren for å drive ervervsmessig omsetning av dyr, som etter § 1 verken gjelder for omsetning av dyr som er en naturlig del av eget dyrehold eller valpeformidling som hundeklubbene driver. Videre kan regelen sammenliknes med den norske forskrift 15. juli 1978 nr. 1 om dyrepensjonat o.l. § 2 som krever tillatelse fra distriktsveterinæren for å drive dyrepensjonat, samt reglene i dyrevernloven §§ 16-18.

Den danske lov om hunde sier ikke noe om antall hunder i en husholdning eller på en eiendom.

Om merking av hunder sier loven § 1 dette:

«§ 1. Besidderen af en hund skal sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret samt bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse.

Stk 2. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om mærkning, registrering og gebyr og om udformningen af skiltet, jf stk 1. Justitsministeren kan herunder bestemme, at mærknings- og registreringsordningen skal administreres af en eller flere private organisationer, og at besidderen af en hund skal give de nødvendige oplysninger samt indbetale gebyr til disse organisationer.»

Bekendtgørelse 1969 nr. 496 om skilte til hunde fastsetter detaljer om hvordan hundeskiltet skal se ut. Bekendtgørelse 1992 nr. 1197 om mærkning og registrering av hunde med senere endringer gir detaljerte regler om merking, registrering og gebyrbetaling. Etter § 5 skal merking skje ved «øre- eller lysketatovering eller elektronisk ved injektion af en chip efter et system, der er godkendt af Dansk Hunderegister.» Dansk Hunderegister er en forening stiftet av Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark, Dansk Kennel Klub, Dyrenes Dags Komite og Den Danske Dyrlægeforening, jf. § 2 stk 2. Hundeholderen betaler 150 kroner ved registreringen for å dekke kostnadene, jf. § 3 og § 9 stk 1.

Svensk rett.For så vidt gjelder ro og orden, viser departementet til det som allerede er sagt om restriksjoner etter lag (1943:459) om tillsyn över hundar och katter 2 § og 3 § första stycket, overfor hunder «som visat benägenhet att bita människor eller hemdjur» og om polititiltak der hundeholderen forsømmer tilsynet med hunden, jf. punkt 9.2 foran. For så vidt gjelder ytterligere svenske regler om å ta slike hunder fra eieren, om avliving, om løshunder etc. vises det til punktene 11.2 og 12.2. Den svenske lag om tillsyn över hundar och katter sier ikke noe om antall hunder i en husholdning eller på en eiendom.

I mandatet til den svenske enmannsutredning om hunder igangsatt 14. februar 2002 er for øvrig «störningar i form av att hundar tillåts förorena eller skälla oupphörligt i bostadområden» nevnt som et aktuelt problemområde.

Sverige har en egen lag (2000:537) om märkning och registrering av hundar, som utfylles av förordning (2000:538) om märkning och registrering av hundar. Etter lovens 1 § skal en hundeeier «låta märka sin hund sa att den kan identifieras. Märkningen skall vara bestående». For formålet er det opprettet et sentralt register, og hundeeieren betaler en avgift for registreringen m.m. Etter lovens 5 § og förordningen 6 § er Statens jordbruksverk «personuppgiftsansvarigt» for registeret og «får överlåta driften av registret till en annan myndighet eller en organisation». Förordningen 2 § fastsetter som den danske loven at hund skal registreres innen den er fire måneder gammel, og har også detaljerte krav til registrering der eldre hunder innføres eller skifter eier. Etter 3 § skal merking skje «med mikrochips eller tatuering».

Nevnte lov har i 7 § en bestemmelse av ordensmessig karakter:

«7 § Påträffas en omärkt hund eller en hund utan någon ägare antecknad i det centrala registret, får polismyndigheten omhänderta hunden om den utgör eller kan komma att utgöra en fara för människor eller andra djur eller om det annars finns särskilda skäl.

Inom sju dagar från omhändertagandet skall hundens ägare låta märka hunden och anmäla ägarskapet til det centrala registret. I annat fall får polismyndigheten besluta att hunden skall säljas, skänkas bort eller avlivas. Innan ett beslut om avlivning fattas skall yttrande inhämtas från en veterinär, om det inte finns särskilda skäl att avliva hunden omedelbart.

...

Om det finns särskilda skäl, skall polismyndigheten avvakta med en åtgard enligt andra stycket.»

Den europeiske konvensjon 13. november 1987 om beskyttelse av kjæledyrfastsetter i kapittel III med tilleggsbestemmelser om herreløse dyr, artikkel 12 «Desimering av bestand», at landene «forplikter seg til å vurdere ... å sørge for at hunder og katter blir permanent merket på en hensiktsmessig måte som gir liten eller ingen vedvarende smerte eller lidelse, slik som tatovering, og oppføring av numrene i et register sammen med eierens navn og adresse».

10.3 Forslaget i Justisdepartementets høringsnotat oktober 2000

I høringsnotatet var det tatt inn følgende bestemmelse om «ro og orden m.v.» i lovutkastet § 4:

«Kommunen kan gi forskrifter om hundehold av hensyn til ro og orden, for å motvirke forsøpling og om merking av hund. Regler som nevnt i § 2 tredje ledd kan likevel bare bli gitt på de vilkår som der er satt.»

I siste punktum ble det henvist til reglene som ga kommunen kompetanse til å «gi forskrift om at hunder skal holdes i bånd eller forsvarlig innestengt eller inngjerdet» på nærmere oppstilte vilkår.

I lov 4. august 1995 nr. 53 om politiet (politiloven) § 14 første ledd nr. 1 ble følgende nytt annet punktum foreslått:

«Bestemmelser om hunder og hundehold fastsettes etter lov om hunder og hundehold.»

Høringsnotatet tok ikke spesifikt opp problemstillingen om begrensninger av antall hunder i en husholdning eller på en eiendom. Etter utkastets ordlyd ville det imidlertid ligge innenfor kommunens kompetanse å gi slike regler, men bare ut fra hensynet til «ro og orden» eller «for å motvirke forsøpling».

10.4 Høringsinstansenes syn

Namdal politidistriktpåpeker at det ut fra erfaring er ønskelig med påbud i loven om at eier eller innehaver av hund skal plukke opp avføring fra egen hund ved bebyggelse og på stier i umiddelbar tilknytning til bebyggelse. Også Kristiansand kommuneog Sandnes kommuneer opptatt av at loven bør innrettes slik at man sikrer at folk plukker opp ekskrementer etter hundene sine. Også uttalelser fra privatpersoner trekker frem dette. Enkelte uttalelser fra privatpersoner peker også på at støy fra hunder i naboforhold bør motvirkes ved lovgivning.

En rekke uttalelser går inn på spørsmålet om merking av hunder. Namdal politidistrikt, fylkesmennene i Buskerud og Hedmark, Selbu og Tydal lensmannsdistrikt, Den norske veterinærforening, fylkesveterinæren for Møre og Romsdal, Norsk Kennel Klub, Norsk Atferdsgruppe for Selskapsdyr, Norges Jeger- og Fiskerforbund, Fuglehundklubbenes Forbund, Jakthundrådet i Norge, Dyrebeskyttelsen Norge, Oslo Hundeskole/Geir Marringog Foreldregruppen Roger Åsheim, Tormod Tørstad og Kjell Rønningsbakkgår inn for eller stiller seg positive til at det innføres regler om merking av hund. Flere tar til orde for at slike regler bør gjelde generelt og for hele landet. Bl.a. uttales følgende:

Selbu og Tydal lensmannsdistrikt:

«Identitet på hunder er viktig. Politiet mottar mye henvendelser om hunder, og det brukes mye tid og ressurser for å finne eier. Det må være et generelt krav i loven at hunder skal være merket, og ikke opp til hver kommune. I dette distrikt kommer det folk fra mange kommuner som mister hunder eller eier hunder som blir opptatt. Hvis det blir ulike vedtak i kommunene om krav til merking av hund, vil loven ikke ha forventet funksjon.»

Den norske veterinærforening:

«Det finnes i dag gode internasjonale standardiserte systemer for elektronisk merking av dyr. I forbindelse med innførsel av hund til Norge er det allerede i dag krav om identifisering ... I Norge registreres allerede i dag all elektronisk merking av hund i en database i regi av Den norske veterinærforening. ... Ved å gi kommunene hjemmel til å innføre krav om merking av hund, oppnår en ikke en landsomfattende enhetlig og generell bestemmelse om merking ...»

I fellesuttalelse 20. mars 2002 fra Norsk Kennel Klub, Norges Jeger- og Fiskerforbund, Norges Hundekjørerforbund og Fuglehundklubbenes Forbund sies følgende:

«Det er viktig å fokusere på hundeeieren som den egentlige ansvarlige og at tiltak først og fremst settes inn mot denne - straff og erstatning for skadeforvoldelse. For å sikre at man enkelt kan finne frem til eier anser vi ID merking av alle hunder som et viktig tiltak. Det må være et sentralt register, ikke et kommunalt. Dette er helt avgjørende for at registeret skal fungere effektivt.

Det organiserte hundehold ved Norsk Kennel Klub har allerede et slikt register etablert og vil uten særlige vanskeligheter kunne påta seg å drive et slikt register på det offentliges vegne på samme måte som NKK i dag gjør (og har gjort siden registeret ble opprettet) for ettersøkshunder både mht registrering så vel som godkjenning av ekvipasjer. NKKs samarbeidspartner her er Direktoratet for naturforvaltning.»

I et vedlegg til et brev til en del sentrale instanser 10. juni 2002 bemerket Justisdepartementetat man i tilfelle etablering av en slik ordning ser for seg «privat organisering og finansiering, jf. etablerte gebyrfinansierte ordninger av denne type i Danmark og Sverige».

I uttalelse fra Norsk Kennel Klub og Norges Jeger- og Fiskerforbund3. juli 2002 tilføyes dette:

«Norsk Kennel Klub kan på kort varsel etablere ID-register for alle hunder.

Når det gjelder hunder som meldes til Kennelklubbens Hunderegister (stambok) altså raserene hunder, er dette problemfritt.

Hvorledes man skal løse spørsmålet for merking av blandingshunder, bør man se nærmere på. Såvidt man oppfattet følges den tilsvarende merking av hunder i Danmark. Man bør se nærmere på hvorledes man der har løst dette spørsmål.»

Imidlertid avga Norges Hundekjørerforbunden egen uttalelse 16. juli 2002 der man uttalte at «tiltaket med lovpålagt ID-merking [er ikke] et målrettet tiltak med tanke på hva som i gitte sammenhenger anses å være problematisk hundehold/atferd hos hund», og presiserte altså at man «ikke deler synet til de øvrige hundeorgansiasjonene som har uttalt seg i saken». Begrunnelsen for å gå bort fra det tidligere standpunktet var følgende:

«ID-merking av hund er unødvendig og dette tiltaket er etter vår oppfatning lite målrettet med hensyn til å sikre ansvarlig hundehold. Videre vil et slikt tiltak ... være svært vanskelig å følge opp. Hundeeier må selv aktivt gjennomføre ID-merkingen. Hundeeiere som er tjent med ID-merking, vil gjennomføre dette uten pålegg, slik det i stor grad gjøres i dag, mens de hundeeierne man ønsker å nå gjennom tiltaket, lett vil kunne unnlate å følge opp pålegget. Dersom tiltaket først og fremst går ut på å finne rett eier til en hund (noe som ikke er noen kjent problemstilling i forhold til de alvorlige hendelsene vi har opplevd), vil et pålegg om å merke hundens halsbånd med navn og telefonnummer være like effektivt og kreve langt mindre ressurser. Tiltaket med ID-merking vil være svært krevende og dermed kostbart å administrere. Vi er klar over at Norsk Kennelklub sier de kan ta på seg dette arbeidet, men vi går ut i fra at de vil ta seg betalt for tjenesten.

Dersom tiltaket hadde vært av en slik karakter at det ville løst problemer med uansvarlig hundehold, ser vi helt klart at det ville latt seg forsvare på tross av et stort byråkrati og ekstra kostnader. Men dette mener vi ikke er tilfelle, og derfor bør tiltaket med ID-merking ikke lovpålegges. Vi mener det samme argumentet som NKK fremmer i forbindelse med forslaget om hundesertifikat, er relevant når det gjelder lovpålagt ID-merking. NKK uttaler om hundesertifikat:

«De aller fleste hundeeiere er ansvarsbevisst sitt hundehold. En ordning med sertifikat etter avlagt prøve vil neppe bli fulgt av det uansvarlige hundehold, som for eksempel utøves innen kamphundmiljøene». Krav om ID-merking bør derfor overlates til hundeorganisasjonene.

Dersom departementet allikevel finner gode argumenter for å innføre lovpålagt ID-merking, bør det ikke være monopol for en organisasjon. Norges Hundekjørerforbund har ikke noe ønske om å administrere et slikt register. Men vi ser det som viktig at ID-merking, dersom det blir pålagt, ikke gir inntektsmuligheter for en enkelt hundeorganisasjon.»

I sin ordinære høringsuttalelse opplyser Norsk Kennel Klubat de fleste registrerte hundene enten er merket ved tatovering i øret eller med mikrochip operert inn under huden. For øvrig opplyser Norges Jeger- og Fiskerforbundat ID-merking av hunder blir gjort for mange hunder i forbindelse med HD-fotografering. Jakthundrådet i Norge taler også for landsdekkende generelt merkekrav, og uttaler dessuten:

«Jakthundrådet vil videre se det som positivt at jakthundeiere/-førere merker sine jakthunder spesielt med synlig merking når hundene nyttes i forbindelse med jakt. Tilsvarende gjelder for hunder som nyttes i forbindelse med ettersøk av skadet vilt.»

Jakthundrådet peker også på at bestemmelser om merking har den positive virkning at hundene raskest mulig finner tilbake til sine eiere dersom de kommer bort.

Sogn og Fjordane ettersøksråd har denne merknaden i forhold til jakthunder, ettersøkshunder, politihunder eller andre tjenestehunder som lovlig kan tenkes å være løs i skogen:

«Halsband eller dekken kan hekte seg fast i tett skog og anna og i verste fall strupe hunden. Det bør derfor av sikkerheitsmessige omsyn til hunden, ikkje kome krav om merking ved halsband eller dekken.»

Kristiansand kommune reiser spørsmål om innføring av begrensninger for antall hunder i en husholdning i et boligområde:

«I utkastet til lov om hunder og hundehold står det ikke noe om antallet hunder som det skal være tillatt å holde i en husholdning i tettbygd eller bymessig bebygd strøk. Når det har innkommet klager til miljørettet helsevern fra naboer over hundehold hvor det er flere hunder, har miljørettet helsevern til nå vurdert slike klager i forhold til den aktuelle ulempe som naboer mener seg påført fra hundeholdet. Det er de kommunale helseforskriftene det er henvist til som lovgrunnlag i slike saker. Miljørettet helsevern vil anbefale at forskrifter om hundehold styrkes, enten i loven, eller i de kommunale forskriftene som skal utarbeides, spesielt når det gjelder antallet hunder som bør være tillatt i en vanlig husholdning i et boligområde.»

I en tilleggsuttalelse 20. mars 2002 går Foreningen for Hundeomplassering inn for at det innføres et

«tak på antall privat eide hunder, for eksempel maksimalt 10-15 voksne hunder. Høyere antall i private hjem vil utløse samme krav som for kennel/hundepensjonat».

I uttalelse til dette forslaget 11. juli 2002 uttaler Fuglehundklubbenes Forbund:

«Vi støtter forslaget om at det oppstilles strengere krav til de personer som har særlig mange hunder, enn til andre hundeeiere. Oppfølgning av mange hunder krever mye både av tid og egnede faciliteter. 10-15 hunder er nevnt som en mulig grense. Vi er av den oppfatning at tallet muligens bør ligge noe lavere, men bemerker at bosted i Norge og bostedstypen trolig vil ha betydning for vurderingen.»

I en uttalelse til forslaget 3. juli 2002 uttaler Norsk Kennel Klub og Norges Jeger- og Fiskerforbund dette:

«NKK og NJ&FF er av den oppfatning at dyrevernloven regulerer dette forhold. Hundehold i likhet med annet dyrehold må ikke være av slik art at dyrene lider overlast.»

Ved brev 16. juli 2002 går Norges Hundekjørerforbundimot at det blir innført tak på antall privateide hunder:

«Dersom de andre tiltakene [diverse forslag til departementet] følges opp, så vil tak på antall hunder være unødvendig. Det kan heller ikke sies å være noen sammenheng mellom det å eie mange hunder og det å være en uansvarlig hundeeier. ...»

10.5 Departementets vurderinger

Justisdepartementet viderefører forslaget i høringsnotatet om at kommunen kan gi forskrifter om hundehold av hensyn til ro og ordenog for å motvirke forsøpling.Få høringsinstanser har hatt særlige merknader til dette. I forhold til gjeldende rett bortfaller kravet om at forskriftene skal stadfestes av statlig organ, jf. om dette i punkt 6 foran. Departementet vil nevne at både grannelovens regler og den alminnelige aktsomhetsregel som er drøftet foran under punkt 8, gir privatrettslige virkemidler som den enkelte kan sette inn mot forstyrrende hundehold over en viss, skjønnsmessig terskel. Når det gjelder problemet med forurensning av ekskrementer fra hunder som enkelte instanser trekker frem, kan det reises spørsmål om ikke de generelt formede reglene i forurensningsloven § 7 jf. § 6 og § 28 forbyr både å etterlate ekskrementer i tettbebyggelse og på veier, og å kaste poser med ekskrementer rundt i naturen. Departementet er imidlertid ikke kjent med at forurensningsloven har vært brukt mot hundeholdere som har latt avføring fra hunden ligge. Iallfall kan et konkret forbud i kommunale forskrifter bidra til å motvirke eventuelle problemer. På områder der ekskrementer vil oppleves som særlig uhygienisk eller støtende som barnehager og kirkegårder, kan kommunene gi forskrifter om at hund ikke har adgang i det hele tatt. I kommunale forskrifter kan man videre bestemme f.eks. at gjøende hunder skal tas inn om kvelden etter et bestemt klokkeslett, eller sette generelle støygrenser. Håndhevingen av kommunale forskrifter gjennom bøtlegging, se punkt 19 nedenfor, vil kunne være mer effektiv enn de nevnte privatrettslige virkemidler, og trolig mer praktisk enn oppfølging gjennom forurensingslovens system. Som et ytterste virkemiddel for å verne ro og orden eller motvirke forsøpling foreslår departementet av politiet skal ha adgang til å fjerne hunden, jf. ordningen i Danmark. Det bør da være et absolutt krav at hundeholderen først er bøtelagt eller har fått en skriftlig advarsel, jf. utk. § 24 annet ledd.

Under høringen har det vært et utbredt syn at loven bør legge til rette for obligatorisk merking av hunder,og at det vil være lite gunstig med kommunale merkeordninger. Departementet er enig i at en merkeordning kan ha positive virkninger. Men skal staten etablere en slik ordning, bør beslutningen bygge på et bredere grunnlag enn høringen har gitt.

Departementet foreslår i stedet å åpne for å etablere en privat organisert og finansiert merkeordning, fortrinnsvis i regi av hundeorganisasjoner. Loven bør samtidig gjøre det mulig å innføre en plikt for hundeholderne til å merke og registrere hunden etter en slik merkeordning. Skal tilslutning til en privat merke- og registreringsordning være obligatorisk, bør det skje ved forskrift fastsatt av Kongen, jf. utk. § 13.

Departementet vil peke på at organisasjonene uten statlig medvirkning eller tilrettelegging kan drive en frivillig ordning. Noen høringsinstanser har pekt på at merking gjør at hunder som har stukket av, raskere og lettere kan bli bragt tilbake til eieren. Hundeholdere som legger vekt på dette, kan få det oppfylt ved en frivillig merkeordning uten statlig tilrettelegging ved forskrift. Også på grunn av dokumentasjonskravet som legges på hundeholdere som har hunder som kan forveksles med farlige hunder, se punkt 15.5.5, vil en god del hundeholdere ha egeninteresse i å merke og registrere hunden m.v.

På bakgrunn av høringsuttalelsene går departementet inn for at kommunene bør kunne gi forskrift om nærmere vilkår for at noen skal kunne holde mer enn et bestemt antall voksne hunder i en husholdning eller på en eiendom.Kommunen bør også kunne settes en grense for hvor mange voksne hunder som kan holdes, jf. utk. § 12. Departementet legger til grunn at det alltid vil kreve atskillig mer å holde et større antall hunder enn å ha en hund eller to. Så vidt departementet forstår, er det naturlig og påreknelig at hunder i flokk - i alle fall fra fire hunder og opp - kan utvikle en atferd som skiller seg fra hunder som holdes enkeltvis i en familie. Dette - ikke bare det større antall hunder - kan gjøre hundeholdet mer krevende enn vanlig hold av en hund eller to i en familie. Det er også observert at hold av større antall hunder har gitt konflikter og problemer i nabolag som myndighetene kan ha hatt vanskelig for å håndtere på en praktisk måte. Forskriftshjemmelen i utk. § 12 og presiseringen av politiets generalfullmakt, jf. utk. § 17 og punkt 11 nedenfor, vil gi virkemidler mot problemer ved hundehold med mange hunder. Regler om antall hunder bør kunne bli satt både ut fra sikkerhetshensyn og ut fra hensynet til ro og orden. Slike forskrifter må på vanlig måte sendes på høring, bl.a. til det lokale politiet og organisasjoner eller lag som representerer f.eks. lokale hundekjørermiljøer, for å sikre at de blir hørt i prosessen. Dersom formålet med slike forskrifter er generelt å motvirke farlig eller skadelig hundehold, kan det settes tak for antall hunder som innebærer at også eksisterende hundehold må redusere antallet hunder, uten at dette utløser erstatningskrav på forfatningsrettslig grunnlag.

Ved overtredelser av de forskjellige reglene som er foreslått her,synes bøtlegging å være et naturlig virkemiddel for å korrigere hundeholderens atferd. Unntaksvis kan det bli nødvendig å gripe direkte inn i hundeholdet fordi hundeholderen ikke bøyer seg for kravene som er satt. I forhold til krav om ro og orden, antall hunder og om merking av hunder, foreslår departementet derfor at politiet skal ha adgang til å gripe direkte inn i hundeholdet ved å ta hånd om og selge, omplassere eller avlive hunden. Forutsetningen må være at overtredelser fortsetter etter at bøtlegging er skjedd eller skriftlig advarsel gitt. For en eventuell merkeordning bør også registerføreren kunne gi varsel med slik virkning. Politiets vedtak om å selge, omplassere eller avlive en hund vil være et enkeltvedtak. Her foreligger ikke slike tidshensyn som ved anvendelse av politiets generalfullmakt tilsier både unntak fra politiets plikt til å begrunne enkeltvedtak og unntak fra de alminnelige klagereglene, se nærmere om disse unntakene under punkt 11.5. Derfor foreslår departementet presisert i lovteksten at politiets vedtak om å selge, omplassere eller avlive hund skal begrunnes og kan påklages. Etter forvaltningsloven vil klageinstansen være nærmeste overordnede instans, dvs. Politidirektoratet. Avgjørelser om å ikke selge, omplassere eller avlive en hund blir ikke ansett som enkeltvedtak etter departementets forslag.

Hvis det foreligger en nærliggende sikkerhetsrisiko ut fra den situasjon et stort antall hunder i et hundehold kan skape, vil reglene som drøftes og foreslås under punkt 11.5 dekke behovet for å vareta slike sikkerhetshensyn raskt.

Til forsiden