2 DIRECTIVE (EU) 2021/2167 OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL of 24 November 2021 on credit servicers and credit purchasers and amending Directives 2008/48/EC and 2014/17/EU (Text with EEA relevance)

THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL OF THE EUROPEAN UNION,

Having regard to the Treaty on the Functioning of the European Union, and in particular Article 53 and Article 114 thereof,

Having regard to the proposal from the European Commission,

After transmission of the draft legislative act to the national parliaments,

Having regard to the opinion of the European Central Bank1,

Having regard to the opinion of the European Economic and Social Committee2,

Acting in accordance with the ordinary legislative procedure,3

Whereas:

• (1) The establishment of a comprehensive strategy to address the issue of non-performing loans (NPLs) is a priority for the Union. While addressing NPLs is primarily the responsibility of credit institutions and Member States, there is also a clear Union dimension to the reduction of current stocks of NPLs, as well as to the prevention of any excessive build-up of NPLs in the future. Given the interconnectedness of the banking and financial systems across the Union, where credit institutions operate in multiple jurisdictions and Member States, there is significant potential for spill-over effects between Member States and the Union at large, both in terms of economic growth and financial stability.

• (2) An integrated financial system will enhance the resilience of the economic and monetary union to adverse shocks by facilitating private cross-border risk-sharing, while at the same time reducing the need for public risk-sharing. In order to achieve those objectives, the Union should complete the banking union and further develop a capital markets union (CMU). Addressing high stocks of NPLs and their possible future accumulation is essential to strengthening the banking union as it is indispensable for ensuring competition in the banking sector, preserving financial stability and encouraging lending so as to create jobs and growth within the Union.

• (3) The Council conclusions of 11 July 2017 on Action Plan to Tackle Non-Performing Loans in Europe (the ‘Action Plan’) called upon various institutions to take appropriate measures to further address the high number of NPLs in the Union and prevent their possible future accumulation. The Action Plan sets out a comprehensive approach that focuses on a mix of complementary policy actions in four areas: (i) bank supervision and regulation, (ii) reform of restructuring, insolvency and debt recovery frameworks, (iii) developing secondary markets for distressed assets, and (iv) fostering restructuring of the banking system. Action in those areas is to be taken at national level and at Union level where appropriate. The Commission announced a similar intention in its communication of 11 October 2017 on completing the banking union, which called for a comprehensive package on tackling NPLs within the Union.

• (4) This Directive, together with other measures which the Commission has put forward, as well as the action taken by the European Central Bank (ECB) in the context of banking supervision under the Single Supervisory Mechanism and by the European Supervisory Authority (European Banking Authority) (EBA), established by Regulation (EU) No 1093/2010 of the European Parliament and of the Council4, will create the appropriate environment for credit institutions to deal with NPLs on their balance sheets, and will reduce the risk of future NPL accumulation.

• (5) When developing macro-prudential approaches to prevent the emergence of system-wide risks associated with NPLs, the European Systemic Risk Board, established by Regulation (EU) No 1092/2010 of the European Parliament and of the Council5, is required to issue, where appropriate, macro-prudential warnings and recommendations relating to the secondary market for NPLs.

• (6) Regulation (EU) 2019/630 of the European Parliament and of the Council6 introduced new rules in Regulation (EU) No 575/2013 of the European Parliament and of the Council7 that require credit institutions to put aside sufficient resources when new loans become non-performing, which should create appropriate incentives to address NPLs at an early stage and should prevent an excessive accumulation of them. Where loans become non-performing, more efficient enforcement mechanisms for secured loans would allow credit institutions to implement a holistic strategy to enforce NPLs, subject to strong and effective safeguards for borrowers. Nevertheless, should NPL stocks become too high, credit institutions should be able to sell them in efficient, competitive and transparent secondary markets to other operators. Competent authorities of credit institutions guide them in doing so, based on their existing bank-specific, so-called Pillar 2, powers under Regulation (EU) No 575/2013. Where NPLs become a significant and broad-based problem, Member States are able to set up national asset management companies or other alternative measures within the framework of current state aid and bank resolution rules.

• (7) This Directive should enable credit institutions to better deal with loans that become non-performing by improving conditions for the sale of the credit to third parties. Moreover, when credit institutions face a large build-up of NPLs and lack the staff or expertise to properly service them, they should be able either to outsource the servicing of those loans to a specialised credit servicer or to transfer the credit agreement to a credit purchaser that has the necessary risk appetite and expertise to manage it.

• (8) While the terms ‘loans’ and ‘banks’ are commonly referred to in the public debate in some Member States, the terms ‘credit’ or ‘credit agreements’ and ‘credit institution’ are used hereafter. Moreover, this Directive covers both a creditor’s rights under a non-performing credit agreement and the non-performing credit agreement itself.

• (9) This Directive should foster the development of secondary markets for NPLs in the Union by removing impediments to, and laying down safeguards for, the transfer of NPLs by credit institutions to credit purchasers, while at the same time safeguarding borrowers’ rights. Any measures adopted should harmonise the authorisation requirements for credit servicers. This Directive should therefore establish a Union-wide framework for both purchasers and servicers of non-performing credit agreements issued by credit institutions, whereby credit servicers should obtain authorisation from, and be subject to the supervision of, Member States’ competent authorities.

• (10) Currently, credit purchasers and credit servicers cannot reap the benefits of the internal market due to barriers erected by divergent national regimes in the absence of a dedicated and coherent regulatory and supervisory regime. At present, there are no common Union standards for the regulation of credit servicers. In particular, no common standards have been set for the regulation of debt collection. Member States have very different rules for how credit purchasers are able to acquire credit agreements from credit institutions. Credit purchasers that purchase credit issued by credit institutions are not regulated in some Member States, while in others they are subject to various requirements, sometimes amounting to a requirement to obtain an authorisation as a credit institution. Those differences between regulatory requirements have resulted in considerable obstacles to legally purchasing credit cross-border in the Union, mainly by increasing the compliance costs faced when seeking to purchase credit portfolios. As a result, credit purchasers operate in a limited number of Member States, which has resulted in weak competition in the internal market as the number of interested credit purchasers remains low. That in turn has led to an inefficient secondary market for NPLs. In addition, the essentially national markets for NPLs tend to remain of a small volume.

• (11) The limited participation of credit purchasers has resulted in low demand, weak competition and low bid prices for portfolios of credit agreements on secondary markets, which is a disincentive for credit institutions to sell non-performing credit agreements. Therefore, there is a clear Union dimension to the development of markets for credits granted by credit institutions and sold to credit purchasers. On the one hand, it should be possible for credit institutions to sell non-performing credit agreements on a Union-wide scale in efficient, competitive and transparent secondary markets. On the other hand, completion of the banking union and the CMU make it necessary to act in order to prevent the accumulation of non-performing credit agreements on credit institutions’ balance sheets so that they can continue to perform their role of financing the economy. Therefore, this Directive covers credit purchasers acting in the course of their trade, business or profession when they acquire a credit agreement only where that credit agreement is a non-performing credit agreement.

• (12) Non-performing credit originally granted by a credit institution might become performing in the process of servicing the credit. In that case, credit servicers should be able to continue carrying out their activities, based on their authorisation as credit servicers in accordance with this Directive.

• (13) Certain Member States regulate credit servicing activities, but to varying degrees. Firstly, only some Member States regulate those activities, and, those that do, define them very differently. The increased regulatory compliance costs operate as a barrier to the development of expansion strategies by means of secondary establishment or cross- border provision of services. Secondly, a considerable number of Member States require authorisations for some of the activities that those credit servicers engage in. Those authorisations impose different requirements and do not provide for possibilities of cross-border scaling up. Again, that operates as a barrier to the provision of cross-border services. Finally, in some cases, local establishment is required by law, which hinders the exercise of the freedom to provide cross-border services.

• (14) While credit servicers can provide their services to credit institutions and to credit purchasers that are not credit institutions, a competitive and integrated market for credit servicers is linked to the development of a competitive and integrated market for credit purchasers. Credit purchasers often decide to outsource credit servicing activities to other entities, as they do not have the capacity to service credit themselves, and thus can be reluctant to purchase credit from credit institutions if they cannot outsource certain services.

• (15) The lack of competitive pressure on the market for purchasing credit and for credit servicing activities results in credit servicing firms charging credit purchasers high fees for their services and leads to low prices on secondary markets for credit. That reduces incentives for credit institutions to offload their stock of NPLs.

• (16) Therefore, action at Union level is necessary in order to address the position of credit purchasers and credit servicers in relation to non-performing credit originally granted by credit institutions. However, this Directive is without prejudice to the rules of Union and national law governing credit origination, including in cases when credit servicers can be considered to engage in credit intermediation. This Directive is also without prejudice to national rules imposing additional requirements in respect of a credit purchaser or a credit servicer as concerns the renegotiation of the terms and conditions of a credit agreement.

• (17) It is open to Member States to regulate credit servicing activities that do not fall within the scope of this Directive, such as services offered for credit agreements issued by non-credit institutions or credit servicing activities performed by natural persons, including by imposing requirements equivalent to those under this Directive. Those entities and natural persons, however, would not benefit from the possibility of passporting such services to other Member States.

• (18) This Directive should not affect restrictions under national law regarding the transfer of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or a transfer of the non-performing credit agreement itself, that is not terminated in accordance with national civil law with the effect that all amounts payable under the credit agreement become immediately due, where that is required for the transfer to an entity outside the banking system. Accordingly, there will be Member States where, taking into account the national rules, the acquisition of non-performing credit agreements that are not past due, or are less than 90 days past due, or are not terminated in accordance with national civil law by non-regulated creditors, will remain limited. It is open to Member States to regulate the transfer of performing credit agreements, including by imposing requirements equivalent to those under this Directive.

• (19) This Directive should not affect Union law concerning judicial cooperation in civil matters, notably the provisions on the law applicable to contractual obligations and on jurisdiction, including the application of those acts and provisions in individual cases under Regulations (EC) No 593/20088 and (EU) No 1215/20129 of the European Parliament and of the Council. All creditors and any persons representing them are bound to respect Union law in their dealings with the consumer and national authorities to ensure that consumer rights are protected.

• (20) Credit servicers and credit purchasers should always act in good faith, treat borrowers fairly and respect their privacy. They should not harass nor give misleading information to borrowers. In advance of the first debt collection and whenever requested by borrowers, they should provide information to borrowers on, among others, the transfer that took place, the identification and contact details of the credit purchaser and of the credit servicer, where one is appointed, as well as information on the amounts due by the borrower and a statement to the effect that all relevant Union and national law continues to apply.

• (21) In addition, this Directive does not reduce the scope of application of Union consumer protection rules and, to the extent that credit purchasers qualify as creditors under Directives 2008/48/EC10 and 2014/17/EU11 of the European Parliament and of the Council, they should be subject to the specific obligations set out in Article 20 of Directive 2008/48/EC and Article 35 of Directive 2014/17/EU, respectively. Moreover, this Directive is without prejudice to the protection of consumers guaranteed by Directive 2005/29/EC of the European Parliament and of the Council12, which prohibits unfair commercial practices including those carried out during the enforcement of a contract where a consumer is misled as to the consumer’s rights or obligations, or is subject to harassment, coercion or undue influence including in terms of the timing, location, nature or persistence of the enforcement actions, in terms of the use of threatening or abusive language or behaviour, or in terms of threats to take any action that cannot legally be taken.

• (22) Article 47 of the Charter of Fundamental Rights of the European Union ensures the right to a fair and public hearing by an independent and impartial tribunal and the possibility of being advised, defended and represented by a lawyer. That can be of particular relevance for the full and complete understanding of all the issues and legal arguments being addressed and to ensure comprehensive preparation of court representation for the case in dispute. Borrowers who lack sufficient resources should be able to resort to legal aid, where that is necessary to ensure effective access to justice and under the conditions laid down by the applicable national laws.

• (23) Union credit institutions undertake credit servicing activities as part of their normal business. They have the same obligations with regard to credit agreements that they have issued themselves as those purchased from another credit institution. Since they are already regulated and supervised, application of this Directive to their credit servicing or purchasing activities would mean unnecessary duplication of authorisation and compliance costs and therefore they are not covered by this Directive. The outsourcing by credit institutions of credit servicing activities, in relation to both performing and non-performing credit agreements, to credit servicers or to other third parties, is also outside the scope of this Directive because credit institutions are already required to observe the applicable outsourcing rules. Moreover, creditors that are non-credit institutions but are nevertheless supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU and undertake credit servicing activities for credits granted to consumers as part of their normal business are not covered by this Directive when performing credit servicing activities in that Member State. Furthermore, alternative investment fund managers, management companies and investment companies (provided that an investment company has not designated a management company) authorised or registered under Directive 2009/65/EC of the European Parliament and of the Council13 or Directive 2011/61/EU of the European Parliament and of the Council14 should also not fall within the scope of this Directive. Finally, there are some professions that undertake ancillary activities similar to credit servicing activities as part of their profession, namely public notaries, lawyers and bailiffs that pursue their professional activities under national law, and that implement the enforcement of binding measures and, therefore, Member States should be able to exempt those professions from the application of this Directive.

• (24) In order to allow existing credit purchasers and credit servicers to adapt to the requirements of the national provisions transposing this Directive and, in particular, to allow credit servicers to be authorised, this Directive allows entities that are currently providing credit servicing activities under national law to continue to do so in their home Member State for a period of 6 months after the transposition deadline of this Directive. After the expiry of that 6-month period, only credit servicers authorised under the national laws transposing this Directive should be permitted to operate on the market.

• (25) Member States that already have in place rules equivalent to, or stricter than, those established in this Directive for credit servicing activities should be able to recognise in their national law transposing this Directive the possibility for existing entities providing credit servicing activities to be automatically recognised as authorised credit servicers.

• (26) The authorisation of a credit servicer to provide credit servicing activities throughout the Union should be subject to a uniform and harmonised set of conditions that should be applied in a proportionate manner by the competent authorities.

• (27) To avoid a reduction in borrower protection and in order to promote trust, the conditions for granting and maintaining an authorisation as a credit servicer should ensure that credit servicers, persons who hold a qualifying holding in the credit servicer, and members of its management or administrative organ, have a clean police record in relation to relevant criminal offences linked to, among others, crimes against property, crimes related to financial activities, money laundering, fraud or crimes against physical integrity, and are not subject to an insolvency procedure nor have previously been declared bankrupt, unless they have been reinstated in accordance with national law. Compliance with the requirement for members of the management or administrative organ of credit servicers to have been transparent, open and cooperative in their past business dealings with supervisory and regulatory authorities should be assessed based on the information available to, or within the knowledge of, the competent authority at the time the authorisation is granted. If no information is available, or if there is no knowledge of any information, or if there is no past interaction with supervisory and regulatory authorities at that time, then the requirement is deemed fulfilled.

• (28) Member States should ensure that the management, as a whole, of a credit servicer has adequate knowledge and experience to conduct the business in a competent and responsible manner, according to the activity to be carried out. It is for each Member State to lay down the requirements regarding good repute, adequate knowledge and experience, but those should not impair the free movement of authorised credit servicers within the Union. For that purpose, the EBA should develop guidelines to reduce the risk of divergent interpretations of the requirements on adequate knowledge and experience. Further, to ensure compliance with the rules for debtor protection as well as with the rules for the protection of personal data, appropriate governance arrangements and internal control mechanisms, as well as appropriate procedures for the recording and handling of complaints, should be established and be subject to supervision. In addition, credit servicers should have in place adequate anti-money laundering and counter terrorist financing procedures where national provisions transposing Directive (EU) 2015/849 of the European Parliament and of the Council15 designate credit servicers as obliged entities for the purpose of preventing and combating money laundering and terrorist financing. Moreover, credit servicers should be obliged to act fairly and with due consideration for the financial situation of borrowers. Where debt advice services facilitating debt repayment are available at national level, credit servicers should consider referring borrowers to such services.

• (29) Member States should determine, in their national law transposing this Directive, whether or not credit servicers in their territory are permitted to receive and hold funds from borrowers while performing credit servicing activities. In cases where the receiving and holding of funds from borrowers is permitted in a Member State and credit servicers intend to do so as part of their business model, additional requirements should apply to those credit servicers, in order to deal with the risks that could arise in cases of insolvency, namely account and fund segregation, as well as in cases of the discharge of the borrower. Where a credit servicer’s home Member State prohibits credit servicers from receiving and holding funds from borrowers, a credit servicer cannot then do so, neither in its home Member State nor in any host Member State, even if a host Member State permits the receiving and holding of funds, precisely because the credit servicer was not authorised to that purpose by its home Member State. In contrast, where a home Member State does permit credit servicers to receive and hold funds from borrowers and includes in its national law the relevant requirements, a credit servicer should be able to receive and hold funds from borrowers in its home Member State as well as in any host Member State that also permits the receiving and holding of funds from borrowers.

• (30) To avoid lengthy procedures and uncertainty, it is necessary to establish requirements regarding the information that applicants for authorisation as a credit servicer are required to submit, as well as reasonable deadlines for the issue of an authorisation and the circumstances for its withdrawal. Where competent authorities withdraw an authorisation of a credit servicer that provides credit servicing activities in other Member States, competent authorities of the host Member State and also of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States, should be informed. Equally, an up-to-date public register or list should be established in the home and the host Member States and made publicly available on the website of the competent authorities to ensure transparency as regards the number and identity of authorised credit servicers.

• (31) The contractual relationship between the credit servicer and the credit purchaser and the obligations of the credit servicer towards the credit purchaser should not be altered by the outsourcing of credit servicing activities to credit service providers. Credit servicers should be responsible for making sure that the outsourcing of their credit servicing activities to credit service providers does not result in undue operational risk, nor in non-compliance by the credit service provider with any requirements of Union or national law, nor restrict the capacity of a regulatory supervisor to perform its duty and safeguard borrower rights.

• (32) When a credit purchaser entrusts to a credit servicer the management and enforcement of a credit agreement, the credit purchaser delegates its rights and duties and also its direct contact with the borrower to the credit servicer while still remaining ultimately responsible. Accordingly, the relationship between credit purchaser and credit servicer should be clearly established in a written credit servicing agreement and it should be possible for competent authorities to verify how such a relationship is determined. Moreover, credit servicers should act fairly and with due consideration for the financial situation of borrowers. To the extent that a credit purchaser does not itself perform the servicing of the credit agreements it acquires, Member States should be able to provide that the credit servicer and the credit purchaser are required to agree in the credit servicing agreement that the credit servicer notifies the credit purchaser prior to outsourcing credit servicing activities.

• (33) To ensure the right of a credit servicer to engage in cross-border activities and to provide for their supervision, this Directive sets up a procedure for the exercise of the right of an authorised credit servicer to engage in cross-border activities. Communication between competent authorities of the home and the host Member States as well as with a credit servicer should take place within reasonable deadlines. The competent authorities of the Member State where the credit was granted should also receive information on cross-border activities from the competent authorities of the home Member State.

• (34) A credit servicer carrying out activities in a host Member State should be subject to the restrictions and requirements established in the national law of that host Member State in accordance with this Directive, including, where applicable, the prohibition on receiving and holding funds from borrowers, that are not related to other authorisation requirements of credit servicers. If, under the national provisions of a host Member State transposing this Directive, additional requirements for authorisation as a credit servicer are imposed, such additional requirements should not apply to credit servicers performing cross-border credit servicing activities in that host Member State.

• (35) In order to ensure an effective and efficient supervision of cross-border credit servicers, a specific framework should be created for cooperation between the competent authorities of the home and of the host Member States and, where appropriate, the competent authorities of the Member State where the credit was granted. That framework should allow the exchange of information, while preserving its confidentiality, professional secrecy, protection of individual and business rights, on- and off-site inspections, the provision of assistance, and the notification of results of checks and inspections and of any measures taken.

• (36) An important prerequisite for the taking up of the role by credit purchasers and credit servicers should be that they have the possibility of accessing all relevant information and Member States should make that possible, while at the same time observing Union and national data protection rules. In that context, it is essential that credit institutions provide detailed information to prospective credit purchasers so as to enable them to conduct their own assessment of the value of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself. Credit institutions should provide that information only once during the process, either during the initial phase or the subsequent phases, but in any event prior to the conclusion of the contract of transfer. That obligation to provide information is necessary and justified in order for prospective credit purchasers to be able to make informed choices before entering into a transaction and, therefore, it is legitimate for credit institutions to share borrowers’ personal data with prospective credit purchasers. Such information should be strictly limited to what is necessary to enable prospective credit purchasers to assess the value of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, and the likelihood of recovery of the value of that agreement. Member States should ensure that the provision of information to prospective credit purchasers and its subsequent use complies with the relevant Union data protection framework.

• (37) Where a credit institution transfers non-performing credit agreements, it should be required to inform its competent authority and the competent authorities of the host Member State, on a biannual basis, of at least the aggregate outstanding balance of the transferred credit portfolios, as well as the number and size of the credits included and whether the transfer includes credit agreements concluded with consumers. For each credit portfolio transferred in a single transaction, the information provided should include the legal entity identifier (LEI) of the credit purchaser, or where applicable of its representative, or, where not available, the identity and address of the credit purchaser and, where applicable, of its representative in the Union. Competent authorities should be able to require that the information be provided on a quarterly basis instead, whenever they consider it necessary, including due to the high number of transactions during a crisis period. The competent authorities of the host Member State should be obliged to transmit that information to the authorities competent to supervise the credit purchaser. Such transparency requirements allow for a harmonised and effective monitoring of the transfer of credit agreements within the Union. In order to comply with the principle of proportionality, competent authorities should, in order to avoid duplication, take into account information that is already available to them by other means, in particular as regards credit institutions. Member States should ensure that notification requirements to competent authorities in respect of a credit portfolio once such portfolio has been transferred to a credit purchaser remain the responsibility of the credit servicer.

• (38) The Action Plan recognised that credit institutions’ data infrastructure would be strengthened by having uniform and standardised data for non-performing credit agreements. The EBA has developed data templates that provide information about credit exposures in the banking book and allow potential buyers to evaluate the value of the credit agreements and carry out their due diligence. On the one hand, applying such data templates to credit agreements would reduce information asymmetries between potential buyers and sellers of credit agreements and, thus, contribute to the development of a functioning secondary market in the Union. On the other hand, where such data templates are excessively detailed, they can generate an excessive burden for credit institutions without any appreciable gain in information terms. Therefore, the EBA should carry out a review of the data templates with a view to further developing them into implementing technical standards for credit institutions. Credit institutions should be required to use the data templates for transfers of non-performing credit agreements, including transfers to other credit institutions. That obligation should apply to transfers of non-performing credit agreements only, and does not encompass complex transactions where non-performing credit agreements are included as a part of such a transaction, including sales of branches, sales of business lines or sales of clients’ portfolios not limited to non- performing credit agreements and transfers as part of an ongoing restructuring operation of the selling credit institution within insolvency, resolution or liquidation proceedings. In order to comply with the principle of proportionality, those information requirements should be applied to credit institutions in a proportionate manner having regard to the nature and size of the credits. At the same time, the extent of the obligation of credit institutions to comply with data templates should take into account the date of conclusion of the non-performing credit agreements. Other sellers of credit agreements should be able to use those standards in order to facilitate the valuation of credit agreements for sale. In addition, in the case of securitisation transactions, where mandatory transparency templates are provided for, any double reporting as a result of this Directive should be avoided.

• (39) The Commission should be empowered to adopt implementing technical standards, developed by the EBA, in order to specify the templates to be used by credit institutions for the provision of information required under this Directive. The Commission should adopt those implementing technical standards by means of implementing acts pursuant to Article 291 of the Treaty on the Functioning of the European Union and in accordance with Article 15 of Regulation (EU) No 1093/2010.

• (40) As credit purchasers are not creating new credit but, instead, and as provided in this Directive, are buying only existing non-performing credit agreements at own risk, they do not cause prudential concerns and their potential contribution to systemic risk is negligible. It is therefore not justified to require credit purchasers to apply for an authorisation but it is however important that Union and national consumer protection rules continue to apply and the borrowers’ rights continue to be those arising from the initial credit agreement.

• (41) Third-country credit purchasers might make it harder for Union borrowers to rely on their rights under Union law and for national authorities to supervise the enforcement of non-performing credit agreements. Credit institutions might also be discouraged from transferring such non-performing credit agreements to third-country credit purchasers because of the reputational risk involved. To the extent that the representative of a third-country purchaser of credits granted to natural persons, including consumers and independent workers, or of credits granted to micro, small and medium-sized enterprises (SMEs) is not a credit institution, or a non-credit institution supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU, or a credit servicer authorised in the Union, that representative should appoint such an entity in order to ensure that the same standards of borrowers’ rights are preserved after the transfer of the non-performing credit agreement.

• (42) Moreover, in order to better ensure that the same standards of consumers’ rights are preserved after the transfer of a non-performing credit agreement, a credit purchaser domiciled in the Union, or that has its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office in the Union should also be required to appoint a credit institution, or a non-credit institution supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU, or a credit servicer, to perform credit servicing activities in respect of non-performing credit agreements concluded with consumers.

• (43) Host Member States should be able to extend the obligation to appoint a credit servicer in relation to other credit agreements. In cases where the transfer of a credit portfolio includes both credit agreements with consumers, other natural persons or SMEs for which the appointment of a credit institution, or of a non-credit institution supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU, or of a credit servicer, is required and simultaneously includes also other credit agreements for which no such appointment is required, the credit purchaser or, where applicable, its representative should comply with the appointment obligation in respect of credit agreements with consumers, other natural persons or SMEs. The credit servicer and the credit purchaser should comply with applicable Union and national law, and the national authorities in individual Member States should be given the necessary powers to effectively supervise their activity.

• (44) When a credit purchaser, or its representative designated in accordance with this Directive, is required to appoint a credit servicer, or a credit institution, or a non-credit institution supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU, and opts to manage and enforce itself the rights and obligations related to a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or the non-performing credit agreement itself, the credit purchaser, or its representative designated in accordance with this Directive, is considered to be a credit servicer, and should therefore be authorised under this Directive.

• (45) Credit purchasers that use the services of credit servicers, or of credit institutions, or of non-credit institutions supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU, should inform the competent authorities of their home Member State thereof so as to allow relevant competent authorities to exercise their supervisory powers as regards the conduct of the credit servicer, or of the credit institution, or of the non-credit institution supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU, vis-à-vis the borrower. Credit purchasers should also inform in a timely manner the competent authorities in charge of their supervision if they engage a different credit servicer, credit institution, or non-credit institution supervised by a competent authority of a Member State in accordance with Directive 2008/48/EC or with Directive 2014/17/EU.

• (46) Credit purchasers that enforce the purchased credit agreement directly should do so in compliance with the law applicable to the credit agreement, including consumer protection rules applicable to the borrower. National rules concerning in particular the enforcement of contracts, consumer protection and criminal law continue to apply and competent authorities should ensure compliance of those credit purchasers with such rules on Member States’ territory.

• (47) In order to facilitate the enforcement of the obligations set out in this Directive, where a credit purchaser is not domiciled in the Union, or does not have its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office in the Union, national law transposing this Directive should provide that, where a transfer of a credit agreement is concluded, a third-country credit purchaser designates a representative that is domiciled in the Union, or that does have its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office in the Union, mandated to be addressed by the competent authorities in addition to or instead of the credit purchaser. That representative is responsible for the obligations imposed on credit purchasers by this Directive without prejudice to obligations imposed on credit servicers. Credit purchasers transferring non-performing credit agreements should inform the competent authority of the home Member State, on a biannual basis and on an aggregated level, of at least the aggregate outstanding balance of the transferred credit portfolios, as well as the number and size of the credits included, and whether the transfer includes credit agreements concluded with consumers. For each portfolio transferred in a single transaction, the information provided should include the legal entity identifier (LEI) of the credit purchaser, or where applicable of its representative in the Union, or, where not available, the identity and address of the credit purchaser and, where applicable, of its representative in the Union. Competent authorities should be able to require that the information be provided on a quarterly basis instead, whenever they consider it necessary, including due to the high number of transactions during a crisis period.

• (48) At present, different authorities are entrusted with the authorisation and supervision of credit servicers and credit purchasers in Member States, and therefore it is essential that Member States clarify the role of such authorities and allocate adequate powers, especially as they might need to supervise entities engaged in providing services in other Member States. In order to ensure efficient and proportionate supervision across the Union, Member States should grant the necessary powers for competent authorities to carry out their duties under this Directive, including the power to obtain necessary information, to investigate possible infringements of this Directive, to handle borrowers’ complaints and to impose administrative penalties and remedial measures, including the withdrawal of authorisations. Where such administrative penalties and remedial measures are applied, Member States should ensure that competent authorities apply them in a proportionate manner and give reasons for their decisions and that, in addition, those decisions should be subject to judicial review including in cases where competent authorities do not act within the timeframes provided.

• (49) The provisions concerning infringements of this Directive are without prejudice to a Member State’s right to intervene in cases of infringements of national law relating to, for example, consumer protection, to borrowers’ rights, or to criminal activities. In such cases, the competent authorities of the host Member State and of the Member State where the credit was granted are the ones competent to decide whether there has been an infringement of national law and thus their powers are not limited by this Directive.

• (50) Since the performance of secondary markets for credit will depend to a large extent on the good reputation of the entities involved, credit servicers should establish an efficient mechanism by which to treat complaints from borrowers. Member States should ensure that the authorities competent for the supervision of credit purchasers and credit servicers have effective and accessible procedures to deal with borrowers’ complaints.

• (51) Both Regulations (EU) 2016/67916 and (EU) 2018/172517 of the European Parliament and of the Council apply to the processing of personal data for the purposes of this Directive. In particular, where personal data is processed for the purposes of this Directive, the precise purpose should be specified, the relevant legal basis referred to, the relevant security requirements laid down in Regulation (EU) 2016/679 complied with, and the principles of necessity, proportionality, purpose limitation, and transparent and proportionate data retention period respected. For those purposes, an industry-wide code of conduct, in accordance with Article 40 of Regulation (EU) 2016/679, is preferred. Also, personal data protection by design and data protection by default should be embedded in all data processing systems developed and used within the framework of this Directive. Equally, administrative cooperation and mutual assistance between the competent authorities of the Member States should be compatible with the rules on the protection of personal data laid down in Regulation (EU) 2016/679, and in accordance with national data protection rules implementing Union law.

• (52) In order to ensure a high level of consumer protection, Union and national law provide for a number of rights and safeguards related to credit agreements granted to a consumer. Those rights and safeguards apply in particular to the negotiation and conclusion of the credit agreement, to the use of unfair business-to-consumer commercial practices as laid down in Directive 2005/29/EC and to the performance or default of the credit agreement. That is notably the case in relation to long-term consumer credit agreements falling within the scope of Directive 2014/17/EU, in respect of the right of the consumer to discharge fully or partially the consumer’s obligations under a credit agreement prior to the expiry of that credit agreement or to be informed by means of the European Standardised Information Sheet, where applicable, on the possible transfer of the credit agreement to a credit purchaser. Borrower rights should also not be altered if the transfer of the credit agreement between a credit institution and a credit purchaser takes the form of contract novation. As a general principle, it should be ensured that borrowers are not worse off following the transfer of their credit agreement from a credit institution to a credit purchaser. This Directive should not prevent Member States from applying stricter provisions in order to protect borrowers.

• (53) Without prejudice to other obligations under Directives 2008/48/EC and 2014/17/EU, and in order to ensure a high level of consumer protection, those Directives should be amended, to ensure that the consumer is presented, in due time and prior to any modifications to the terms and conditions of the credit agreement, with a clear and comprehensive list of any such changes, the timescale for their implementation and the necessary details as well as the name and address of the national authority to which the consumer is able to lodge a complaint.

• (54) The information regarding the modification of the terms and conditions of a credit agreement under Directives 2008/48/EC and 2014/17/EU, as introduced by the amendments set out in this Directive, should not affect any consumer rights laid down in Directives 2008/48/EC and 2014/17/EU, including information rights.

• (55) The importance placed by the Union legislator on the protection provided for consumers in Council Directive 93/13/EEC18 and in Directives 2008/48/EC and 2014/17/EU, means that the assignment of a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, to a credit purchaser should not affect the level of protection granted by Union law to consumers in any way. Credit purchasers and credit servicers should therefore comply with applicable Union and national law as applicable to the initial credit agreement and the borrower should retain the same level of protection as provided under applicable Union and national law or as determined by Union or national conflict of law rules. Member States should ensure that no costs related to the transfer of the credit agreement, other than those already included in that credit agreement, are charged to the borrower. As regards charges on consumers in the event of default, amendments should be introduced to Directive 2008/48/EC requiring Member States to follow the same rules as in Directive 2014/17/EU on the placing of caps on fees and penalties.

• (56) In respect of consumers, Directives 2008/48/EC and 2014/17/EU should be amended by this Directive to establish that Member States should require creditors to have adequate policies and procedures so that they make efforts to exercise, where appropriate, reasonable forbearance before foreclosure proceedings are initiated. Account should be taken of the EBA Guidelines on arrears and foreclosure of 19 August 2015, of the EBA Guidelines on management of non-performing and forborne exposures of 31 October 2018 and of the ECB Guidance to banks on non-performing loans of March 2017. When deciding which forbearance measures to take, creditors should take into account the individual circumstances of the consumer, the consumer’s interests and rights and the consumer’s ability to repay the credit, including in particular if the credit agreement is secured by residential immovable property that is the consumer’s primary residence. Forbearance measures should be able to consist of certain concessions to the consumer, such as a total or partial refinancing of a credit agreement, or a modification of its existing terms and conditions including, among others, an extension of its term, a change of the type of credit agreement, a deferral of payment of all or part of the instalment repayment for a period, a change of interest rate, an offer of a payment holiday, partial repayments, currency conversions, partial forgiveness and debt consolidation. Member States should have appropriate forbearance measures in place at national level. The list of forbearance measures provided in this Directive, as amendments to Directives 2008/48/EC and 2014/17/EU, is not exhaustive, and therefore Member States remain free to provide for additional measures. Likewise, it is open to Member States not to provide for a specific measure if so foreseen at national level, as long as a reasonable number of measures remains available. Where after foreclosure proceedings outstanding debt remains, Member States should ensure the protection of minimum living conditions and put in place measures to facilitate debt repayment while avoiding long-term over-indebtedness. At least where the price obtained for the residential immovable property affects the amount owed by the consumer, Member States should encourage creditors to take reasonable steps to obtain the best efforts price for the foreclosed residential immovable property in the context of market conditions. Member States should not prevent the parties to a credit agreement from expressly agreeing that the transfer of the security to the creditor is sufficient in order to repay the credit, in particular when the credit is secured by the consumer’s primary residence.

• (57) In order to ensure that the level of protection of the consumer is not affected in the event of an assignment to a third party of the creditor’s rights under a mortgage credit agreement or of the credit agreement itself, an amendment to Directive 2014/17/EU should be introduced to establish that, in cases of a transfer of credit covered by that Directive, the consumer is entitled to plead against the credit purchaser any defence which was available to the consumer as against the original creditor and to be informed of the assignment.

• (58) In accordance with the Joint Political Declaration of 28 September 2011 of Member States and the Commission on explanatory documents19, Member States have undertaken to accompany, in justified cases, the notification of their transposition measures with one or more documents explaining the relationship between the components of a directive and the corresponding parts of national transposition instruments. With regard to this Directive, the Union legislator considers the transmission of such documents to be justified.

• (59) The European Data Protection Supervisor was consulted in accordance with Article 42(1) of Regulation (EU) 2018/1725 and delivered an opinion on 24 January 2019.

• (60) The efficient functioning of this Directive should be reviewed by the Commission, as the establishment of an internal secondary market for non-performing credit agreements with a high level of consumer protection progresses. The Commission is well placed to analyse specific cross-border issues that cannot be identified or properly addressed by individual Member States, such as the risk of money laundering and terrorist financing that could arise in relation to credit servicing and credit purchasers’ activities and the cooperation between competent authorities from different Member States. It is therefore appropriate that in its review of this Directive the Commission should also include a thorough assessment of the money laundering and terrorist financing risks associated with the activities performed by credit servicers and credit purchasers and the administrative cooperation between competent authorities.

• (61) Since the objectives of this Directive, namely, to enhance the development of secondary markets for NPLs in the Union while ensuring further strengthened protection of borrowers, in particular of consumers, cannot be sufficiently achieved by the Member States but can rather, by reason of its scale and effects, be better achieved at Union level, the Union may adopt measures, in accordance with the principle of subsidiarity as set out in Article 5 of the Treaty on European Union. In accordance with the principle of proportionality as set out in that Article, this Directive does not go beyond what is necessary in order to achieve those objectives,

HAVE ADOPTED THIS DIRECTIVE:

Title I

Subject matter, scope and definitions

Article 1

Subject matter

This Directive lays down a common framework and requirements for:

• (a) credit servicers of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, issued by a credit institution established in the Union, who act on behalf of a credit purchaser;

• (b) credit purchasers of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, issued by a credit institution established in the Union.

Article 2

Scope

• 1. This Directive shall apply to:

  • (a) credit servicers acting on behalf of a credit purchaser in respect of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, issued by a credit institution established in the Union in accordance with applicable Union and national law;

  • (b) credit purchasers of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, issued by a credit institution established in the Union in accordance with applicable Union and national law.

• 2. With regard to credit agreements falling within its scope, this Directive shall not affect contract law principles nor civil law principles under national law with regard to the transfer of a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, nor the protection granted to consumers or borrowers pursuant in particular to Regulations (EC) No 593/2008 and (EU) No 1215/2012, and Directives 93/13/EEC, 2008/48/EC, 2014/17/EU and the national provisions transposing those Directives or other relevant provisions of Union and national law relating to consumer protection and borrowers’ rights.

• 3. This Directive shall not affect the restrictions imposed in Member States’ national laws regarding the transfer of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, that is not past due, or is less than 90 days past due, or is not terminated in accordance with national civil law.

• 4. This Directive shall not affect requirements in Member States’ national laws regarding the servicing of a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, when the credit purchaser is a securitisation special purpose entity as defined in Article 2, point (2), of Regulation (EU) 2017/2402 of the European Parliament and of the Council20 as long as such national laws:

  • (a) do not affect the level of consumer protection provided by this Directive;

  • (b) ensure that competent authorities receive the necessary information from credit servicers.

• 5. This Directive shall not apply to the following:

  • (a) the servicing of a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, carried out by:

    • (i) a credit institution established in the Union;

    • (ii) an alternative investment fund manager (AIFM) authorised or registered in accordance with Directive 2011/61/EU, or a management company, or an investment company authorised in accordance with Directive 2009/65/EC provided that the investment company has not designated a management company under that Directive, on behalf of the fund it manages;

    • (iii) a non-credit institution subject to supervision by a competent authority of a Member State in accordance with Article 20 of Directive 2008/48/EC or Article 35 of Directive 2014/17/EU when performing activities in that Member State;

  • (b) the servicing of a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, that was not issued by a credit institution established in the Union except where the creditor’s rights under the credit agreement, or the credit agreement itself, is replaced by a credit agreement issued by such credit institution;

  • (c) the purchase of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, by a credit institution established in the Union;

  • (d) the transfer of a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, transferred before the date referred to in Article 32(2), first subparagraph.

• 6. Member States may exempt from the application of this Directive the servicing of a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, carried out by public notaries and bailiffs as defined by national law or lawyers as defined in Article 1(2), point (a), of Directive 98/5/EC of the European Parliament and of the Council21 when conducting credit servicing activities as part of their profession.

Article 3

Definitions

For the purposes of this Directive, the following definitions apply:

• (1) ‘credit institution’ means a credit institution as defined in Article 4(1), point (1), of Regulation (EU) No 575/2013;

• (2) ‘creditor’ means a credit institution that has issued a credit, or a credit purchaser;

• (3) ‘borrower’ means a legal or natural person who has concluded a credit agreement with a credit institution, including its legal successor or assignee;

• (4) ‘credit agreement’ means an agreement as originally issued, modified or replaced, whereby a credit institution grants a credit in the form of a deferred payment, a loan or other similar financial accommodation;

• (5) ‘credit servicing agreement’ means a written contract concluded between a credit purchaser and a credit servicer concerning the services to be provided by the credit servicer on behalf of the credit purchaser;

• (6) ‘credit purchaser’ means any natural or legal person, other than a credit institution, that purchases a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or the non-performing credit agreement itself, in the course of its trade, business or profession, in accordance with applicable Union and national law;

• (7) ‘credit service provider’ means a third party used by a credit servicer to perform any of the credit servicing activities;

• (8) ‘credit servicer’ means a legal person that, in the course of its business, manages and enforces the rights and obligations related to a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or to the non-performing credit agreement itself, on behalf of a credit purchaser, and carries out at least one or more credit servicing activities;

• (9) ‘credit servicing activities’ means one or more of the following activities:

  • (a) collecting or recovering from the borrower, in accordance with national law, any payments due related to a creditor’s rights under a credit agreement or to the credit agreement itself;

  • (b) renegotiating with the borrower, in accordance with national law, any terms and conditions related to a creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, in line with the instructions given by the credit purchaser, where the credit servicer is not a credit intermediary as defined in Article 3, point (f), of Directive 2008/48/EC or in Article 4, point (5), of Directive 2014/17/EU;

  • (c) administering any complaints relating to a creditor’s rights under a credit agreement or to the credit agreement itself;

  • (d) informing the borrower of any changes in interest rates or charges or of any payments due related to a creditor’s rights under a credit agreement or to the credit agreement itself;

• (10) ‘home Member State’ means, with respect to a credit servicer, the Member State in which its registered office is situated or, if under its national law it has no registered office, the Member State in which its head office is situated or, with respect to a credit purchaser, the Member State in which the credit purchaser or its representative is domiciled, or its registered office is situated or, if under its national law it has no registered office, the Member State in which its head office is situated;

• (11) ‘host Member State’ means the Member State, other than the home Member State, in which a credit servicer has established a branch or where it provides credit servicing activities, and in any event where the borrower is domiciled, or its registered office is situated or, if under its national law it has no registered office, the Member State in which its head office is situated;

• (12) ‘consumer’ means a natural person who, in credit agreements covered by this Directive, is acting for purposes which are outside his trade, business or profession;

• (13) ‘non-performing credit agreement’ means a credit agreement that is classified as a non-performing exposure in accordance with Article 47a of Regulation (EU) No 575/2013.

Title II

Credit servicers

Chapter I

Authorisation of credit servicers

Article 4

General requirements

• 1. Member States shall require a credit servicer to obtain an authorisation in a home Member State before commencing its activities within its territory in accordance with the requirements set out in the national provisions transposing this Directive.

• 2. Member States shall confer the power to grant an authorisation referred to in paragraph 1 of this Article upon the competent authorities designated pursuant to Article 21(3).

Article 5

Requirements for granting an authorisation

• 1. Without prejudice to Article 6, Member States shall lay down the following requirements for the granting of an authorisation referred to in Article 4(1):

  • (a) the applicant is a legal person as referred to in Article 54 of the Treaty on the Functioning of the European Union and its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office, is in the Member State in which the applicant is seeking authorisation;

  • (b) the members of the applicant’s management or administrative organ are of sufficiently good repute, which is demonstrated by proving that:

    • (i) they have a clean police record or other national equivalent in relation to relevant criminal offences, in particular those relating to property, financial services and activities, money laundering, usury, fraud, tax crimes, violation of professional secrecy or to physical integrity, and also in relation to any other offences under laws relating to companies, bankruptcy, insolvency or consumer protection;

    • (ii) the cumulative effects of minor incidents do not impinge on their good repute;

    • (iii) they have always been transparent, open and cooperative in their past business dealings with supervisory and regulatory authorities;

    • (iv) they are not subject to any ongoing insolvency procedure nor have previously been declared bankrupt unless reinstated in accordance with national law;

  • (c) the applicant’s management or administrative organ, as a whole, has adequate knowledge and experience to conduct the business in a competent and responsible manner;

  • (d) the persons who hold qualifying holdings in the applicant within the meaning of Article 4(1), point (36), of Regulation (EU) No 575/2013 are of sufficiently good repute, which is demonstrated by fulfilling the requirements set out in points (b)(i) and (iv) of this paragraph;

  • (e) the applicant has in place robust governance arrangements and adequate internal control mechanisms, including risk management and accounting procedures, which ensure respect for borrower rights and compliance with the laws governing a creditor’s rights under a credit agreement, or the credit agreement itself, and with Regulation (EU) 2016/679;

  • (f) the applicant applies an appropriate policy ensuring compliance with rules for the protection, and the fair and diligent treatment, of borrowers, including by taking into account their financial situation and, where available, the need for such borrowers to be referred to debt advice or social services;

  • (g) the applicant has in place adequate and specific internal procedures that ensure the recording and handling of complaints from borrowers;

  • (h) the applicant has in place adequate anti-money laundering and counter terrorist financing procedures where national provisions transposing Directive (EU) 2015/849 designate credit servicers as obliged entities for the purpose of preventing and combating money laundering and terrorist financing;

  • (i) the applicant is subject by virtue of applicable national law to reporting and public disclosure requirements.

• 2. The EBA shall, after consulting all relevant stakeholders and reflecting all interests involved, issue guidelines in accordance with Article 16 of Regulation (EU) No 1093/2010 for the requirements set out in paragraph 1, point (c), of this Article.

• 3. The competent authorities of the home Member State shall refuse an authorisation referred to in Article 4(1) where the applicant does not comply with the requirements set out in paragraph 1 of this Article and, where relevant, in Article 6(2), point (a).

Article 6

Ability to hold funds

• 1. Member States shall determine whether credit servicers, when performing credit servicing activities in their territory, are either:

  • (a) allowed to receive and hold funds from borrowers in order to transfer those funds to credit purchasers; or

  • (b) prohibited from receiving and holding funds from borrowers.

• 2. In cases where credit servicers are allowed to receive and hold funds from borrowers under paragraph 1, point (a), Member States shall:

  • (a) lay down, in addition to the requirements for the granting of an authorisation set out in Article 5(1), a requirement that the applicant has a separate account in a credit institution into which all funds received from borrowers are to be credited and kept until their channelling to the respective credit purchaser, under the conditions agreed with the credit purchaser;

  • (b) ensure that those funds are protected in accordance with national law in the interest of the credit purchasers against the claims of the other creditors of the credit servicers, in particular in the event of insolvency;

  • (c) determine that, when a borrower makes a payment to a credit servicer in order to, partially or totally, reimburse the amounts due related to a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or to the non-performing credit agreement itself, that payment is treated as having been paid to the credit purchaser;

  • (d) require a credit servicer to deliver a receipt or a letter of discharge to the borrower, on paper or another durable medium, whenever the credit servicer receives funds from the borrower, acknowledging the amounts received.

• 3. Where a credit servicer does not intend to receive and hold funds from borrowers as part of its business model, the credit servicer shall convey that intention in its application for the authorisation referred to in Article 4(1). In such cases, the requirements laid down in accordance with paragraph 2, point (a), of this Article shall not apply.

Article 7

Procedure for authorisation of credit servicers

• 1. Member States shall establish a procedure for the authorisation of credit servicers that enables an applicant to submit an application and provide all the information necessary for the competent authority of the home Member State to verify that the applicant has satisfied all the conditions laid down in the national provisions transposing Article 5(1), and, where relevant, in Article 6(2), point (a).

• 2. The application for authorisation of credit servicers referred to in paragraph 1 shall be accompanied by the following:

  • (a) evidence of the applicant’s legal status and a copy of its act of incorporation and of the company by-laws;

  • (b) the address of the applicant’s head office or its registered office;

  • (c) the identity of the members of the applicant’s management or administrative organ and the persons who hold qualifying holdings within the meaning of Article 4(1), point (36), of Regulation (EU) No 575/2013;

  • (d) evidence that the applicant fulfils the conditions laid down in Article 5(1), points (b) and (c);

  • (e) evidence that the persons who hold qualifying holdings within the meaning of Article 4(1), point (36), of Regulation (EU) No 575/2013 fulfil the conditions laid down in Article 5(1), point (d), of this Directive;

  • (f) evidence of the governance arrangements and internal control mechanisms referred to in Article 5(1), point (e);

  • (g) evidence of the policy referred to in Article 5(1), point (f);

  • (h) evidence of the internal procedures referred to in Article 5(1), point (g);

  • (i) evidence of the procedures referred to in Article 5(1), point (h);

  • (j) where relevant, evidence of the existence of a separate account in a credit institution as provided for in Article 6(2), point (a);

  • (k) any outsourcing agreement as referred to in Article 12(1).

• 3. Member States shall ensure that the competent authorities of a home Member State assess, within 45 days of receipt of the application for authorisation, whether that application is complete.

• 4. Member States shall ensure that, within 90 days of receipt of a complete application or, if the application is considered incomplete, of receipt of the required information, the competent authorities of the home Member State notify the applicant whether the authorisation is granted or refused and provide reasons for refusal.

• 5. Member States shall ensure that an applicant has the right of appeal before a tribunal in cases where the competent authorities of the home Member State decide to refuse an application for authorisation pursuant to Article 5(3) and also in cases where, within the time limit provided for in paragraph 4 of this Article, no decision is taken by the competent authorities in respect of the application.

Article 8

Withdrawal of authorisation

• 1. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State have the necessary supervisory and investigatory powers, and sanctioning powers, in accordance with Article 22 in order to withdraw the authorisation granted to a credit servicer, where any of the following applies to such a credit servicer:

  • (a) does not make use of the authorisation within 12 months of its grant;

  • (b) expressly renounces the authorisation;

  • (c) has ceased to engage in the activities of a credit servicer for more than 12 months;

  • (d) has acquired an authorisation through false statements or other irregular means;

  • (e) no longer fulfils the requirements for the granting of an authorisation as a credit servicer set out in Article 5(1) and, where relevant, in Article 6(2) point (a);

  • (f) commits a serious infringement of the applicable rules, including the national provisions transposing this Directive, or of other consumer protection rules, including applicable rules of the host Member State and of the Member State where the credit was granted.

• 2. Where an authorisation is withdrawn in accordance with paragraph 1 of this Article, Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State immediately inform the competent authorities of the host Member State in cases where the credit servicer provides services under Article 13, and also the competent authorities of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States.

Article 9

List or register of authorised credit servicers

• 1. Member States shall ensure that the competent authorities establish and maintain at least a list or, where considered more appropriate, a national register, of all credit servicers authorised to provide services within their territory, including credit servicers providing services under Article 13 of this Directive.

  The EBA shall develop guidelines in accordance with Article 16 of Regulation (EU) No 1093/2010 for establishing and maintaining such lists or registers and specifying the types of information included in them in order to guarantee a level playing field across the Union and transparency for credit purchasers and for borrowers.

• 2. The list or register referred to in paragraph 1 shall be made publicly accessible online on the website of the competent authorities and shall be updated on a regular basis.

• 3. Where an authorisation has been withdrawn pursuant to Article 8, the competent authorities shall update the list or register referred to in paragraph 1 of this Article without delay.

Article 10

Relationship with the borrower, communication of the transfer and subsequent communications

• 1. Member States shall require that credit purchasers and credit servicers, in their relationships with borrowers:

  • (a) act in good faith, fairly and professionally;

  • (b) provide information to borrowers that is not misleading, unclear or false;

  • (c) respect and protect the personal information and privacy of borrowers;

  • (d) communicate with borrowers in a way that does not constitute harassment, coercion or undue influence.

• 2. Member States shall ensure that, after any transfer of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, to a credit purchaser, and always in advance of the first debt collection, but also whenever requested by the borrower, the credit purchaser or, when appointed to perform credit servicing activities, the entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or the credit servicer, sends to the borrower a communication, on paper or on another durable medium, that includes at least the following:

  • (a) information on the transfer that took place, including the date of transfer;

  • (b) the identification and contact details of the credit purchaser;

  • (c) when appointed, the identification and contact details of the credit servicer or of the entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii);

  • (d) when appointed, evidence regarding the authorisation of a credit servicer granted pursuant to Article 7;

  • (e) where relevant, the identification and contact details of the credit service provider;

  • (f) presented in a prominent way, a contact reference point at the credit purchaser or, when appointed to perform credit servicing activities, at the entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or at the credit servicer and, where relevant, at the credit service provider, from which to receive information when needed;

  • (g) information on the amounts due by the borrower at the time of the communication, detailing what is due as capital, interests, fees and other permitted charges;

  • (h) a statement to the effect that all relevant Union and national law concerning in particular the enforcement of contracts, consumer protection, borrower’s rights and criminal law continues to apply;

  • (i) the name, address and contact details of the competent authorities of the Member State in which the borrower is domiciled, or its registered office is situated or, if under its national law it has no registered office, the Member State in which its head office is situated and to which the borrower can submit a complaint.

  The communication provided for in the first subparagraph shall be written in language which is clear and understandable for the general public.

• 3. Member States shall ensure that, in all subsequent communications with the borrower, the credit purchaser or, when appointed to perform credit servicing activities, the entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or the credit servicer, includes the information set out in paragraph 2, point (f) of this Article, except where it is the first communication after the appointment of a new credit servicer, in which case the information set out in paragraph 2, points (c) and (d) of this Article, shall also be included.

• 4. Paragraphs 2 and 3 shall be without prejudice to any additional requirements regarding communications provided for in other applicable Union or national law.

Article 11

Contractual relationship between a credit servicer and a credit purchaser

• 1. When a credit purchaser does not itself perform credit servicing activities, Member States shall ensure that the appointed credit servicer provides its services in respect of the management and enforcement of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, on the basis of a credit servicing agreement with the credit purchaser.

• 2. The credit servicing agreement referred to in paragraph 1 shall provide for the following:

  • (a) a detailed description of credit servicing activities to be carried out by the credit servicer;

  • (b) the level of remuneration of the credit servicer or how the remuneration is to be calculated;

  • (c) the extent to which the credit servicer can represent the credit purchaser in relation to the borrower;

  • (d) an undertaking by the parties to comply with the Union and national law applicable to a creditor’s rights under a credit agreement, or to the credit agreement itself, including in respect of consumer and data protection;

  • (e) a clause requiring the fair and diligent treatment of the borrowers.

• 3. Member States shall ensure that the credit servicing agreement referred to in paragraph 1 contains a requirement pursuant to which the credit servicer notifies the credit purchaser prior to outsourcing any of its credit servicing activities.

• 4. Member States shall ensure that the credit servicer keeps and maintains the following records for at least 5 years from the date on which the credit servicing agreement referred to in paragraph 1 is terminated, or for the duration of the statutory limitation period applicable in the home Member State, but in either case for a period of no longer than 10 years:

  • (a) relevant correspondence with both the credit purchaser and the borrower, under the conditions provided for under applicable national law;

  • (b) relevant instructions received from the credit purchaser in respect of a creditor’s rights under each non-performing credit agreement, or the non-performing credit agreement itself, that it manages and enforces on behalf of that credit purchaser, under the conditions provided for under applicable national law;

  • (c) the credit servicing agreement.

• 5. Member States shall ensure that the credit servicer makes the records referred to in paragraph 4 available to competent authorities upon request.

Article 12

Outsourcing by a credit servicer

• 1. Member States shall ensure that where a credit servicer uses a credit service provider to perform any of the credit servicing activities, the credit servicer remains fully responsible for complying with all obligations under national provisions transposing this Directive. The outsourcing of those credit servicing activities shall be subject to the following conditions:

  • (a) the conclusion of a written outsourcing agreement between the credit servicer and the credit service provider under which the credit service provider is required to comply with the applicable legal provisions, including national provisions transposing this Directive, and the relevant Union or national law applicable to a creditor’s rights under a credit agreement, or to the credit agreement itself;

  • (b) the outsourcing to a credit service provider of all credit servicing activities at the same time is forbidden;

  • (c) the contractual relationship between the credit servicer and the credit purchaser and the obligations of the credit servicer towards the credit purchaser or towards borrowers is not altered by the outsourcing agreement with the credit service provider;

  • (d) the compliance of a credit servicer with the requirements of its authorisation as set out in Article 5(1) is not affected by the outsourcing of some of its credit servicing activities;

  • (e) the outsourcing to the credit service provider does not prevent the supervision by competent authorities of a credit servicer in accordance with Articles 14 and 21;

  • (f) the credit servicer has direct access to all relevant information concerning the credit servicing activities outsourced to the credit service provider;

  • (g) after the outsourcing agreement is terminated, the credit servicer has the expertise and resources to be able to provide the outsourced credit servicing activities.

  The outsourcing of credit servicing activities shall not be undertaken in such a way as to impair the quality of the credit servicer’s internal control, or the soundness or continuity of its credit servicing activities.

• 2. Member States shall ensure that the credit servicer informs the competent authorities of the home Member State and, where applicable, of the host Member State, prior to outsourcing its credit servicing activities in accordance with paragraph 1.

• 3. Member States shall ensure that the credit servicer keeps and maintains records of relevant instructions provided to the credit service provider, in accordance with the conditions provided for under applicable national law, and of the outsourcing agreement referred to in paragraph 1 for a period of at least 5 years from the date on which the outsourcing agreement is terminated, or for the duration of the statutory limitation period applicable in the Member State, but in either case up to a maximum period of 10 years.

• 4. Member States shall ensure that the credit servicer and the credit service provider make the information referred to in paragraph 3 available to competent authorities upon request.

• 5. Member States shall ensure that credit service providers are not permitted to receive and hold funds from borrowers.

Chapter II

Cross-border credit servicing activities

Article 13

Freedom to provide credit servicing activities in a host Member State

• 1. Member States shall ensure that a credit servicer having obtained an authorisation in accordance with Article 4(1) in a home Member State has the right to provide in the Union those services that are covered by that authorisation, without prejudice to any restrictions or requirements established in the national law of the host Member State in accordance with this Directive, including, where applicable, a prohibition on receiving and holding funds from borrowers, that are not related to other authorisation requirements of credit servicers, or to those established for the renegotiation of the terms and conditions related to a creditor’s rights under a credit agreement or of the credit agreement itself.

• 2. Member States shall ensure that where a credit servicer having obtained an authorisation in accordance with Article 4(1) in a home Member State intends to provide services in a host Member State, the credit servicer submits to the competent authority of the home Member State the following information:

  • (a) the host Member State in which the credit servicer intends to provide services and, where that information is already known to the credit servicer, the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States;

  • (b) where applicable, the address of the credit servicer’s branch established in the host Member State;

  • (c) where applicable, the identity and address of the credit service provider in the host Member State;

  • (d) the identity of the persons responsible for managing the provision of credit servicing activities in the host Member State;

  • (e) where applicable, details of the measures taken to adapt the internal procedures, governance arrangements and internal control mechanisms of the credit servicer in order to ensure compliance with the laws applicable to a creditor’s rights under a credit agreement or to the credit agreement itself;

  • (f) a description of the procedure established in order to comply with the anti-money laundering and counter terrorist financing rules, whereby the national law of the host Member State transposing Directive (EU) 2015/849 designates credit servicers as obliged entities for the purpose of preventing and combating money laundering and terrorist financing;

  • (g) that the credit servicer has appropriate means to communicate in the language of the host Member State or in the language of the credit agreement;

  • (h) whether or not the credit servicer is authorised in its home Member State to receive and hold funds from borrowers.

• 3. The competent authorities of the home Member State shall, within 45 days of receipt of all information referred to in paragraph 2, communicate that information to the competent authorities of the host Member State, which shall acknowledge receipt thereof without delay. The competent authorities of the home Member State shall thereafter inform the credit servicer of the date on which the information was communicated to the competent authorities of the host Member State and the date on which those competent authorities acknowledge receipt of the information. The competent authorities of the home Member State shall also communicate all information referred to in paragraph 2 to the competent authorities of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States.

• 4. Member States shall ensure that a credit servicer has the right of appeal before a tribunal where the competent authorities of the home Member State fail to communicate the information referred to in paragraph 2.

• 5. Member States shall ensure that the credit servicer is able to start providing services in the host Member State from the earlier of the following:

  • (a) receipt of the communication from the competent authorities of the host Member State acknowledging receipt of the communication referred to in paragraph 3;

  • (b) in the absence of any receipt of the communication referred to in point (a) of this paragraph, after the expiry of 2 months from the date of submission of all information referred to in paragraph 2 to the competent authorities of the host Member State.

• 6. Member States shall ensure that a credit servicer informs the competent authorities of the home Member State of any subsequent change to the information that is required to be communicated in accordance with paragraph 2. In such cases, Member States shall ensure compliance with the procedure set out in paragraphs 3, 4 and 5.

• 7. Member States shall ensure that the competent authorities of the host Member State record in the list or register referred to in Article 9 the credit servicers which are authorised to provide credit servicing activities in their territory and the details of the home Member State.

Article 14

Supervision of credit servicers which provide cross-border services

• 1. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State review and evaluate the ongoing compliance, by a credit servicer which performs credit servicing activities in a host Member State, with the requirements of this Directive.

• 2. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State are empowered to supervise, investigate and impose administrative penalties and remedial measures on credit servicers in respect of the requirements of this Directive when performing their credit servicing activities in a host Member State.

• 3. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State communicate the measures taken in respect of the credit servicer to the competent authorities of the host Member State and, where appropriate, of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States.

• 4. Member States shall ensure that where a credit servicer performs credit servicing activities in a host Member State, the competent authorities of the home Member State and the competent authorities of the host Member State and, where appropriate, of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States, shall cooperate closely in the performance of their functions and duties, in particular when carrying out checks, investigations and on-site inspections.

• 5. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State, in the exercise of their functions and duties provided for in this Directive, ask the competent authorities of the host Member State for their assistance in carrying out an on-site inspection of a branch set up, or of a credit service provider appointed, in a host Member State. The on-site inspection of a branch or of a credit service provider shall be conducted in accordance with the law of the Member State where the inspection is carried out.

• 6. Member States shall further ensure that the competent authorities of the host Member State are entitled to decide on the most appropriate measures to be taken in each individual case in order to meet the request of assistance by the competent authorities of the home Member State.

• 7. Where the competent authorities of the host Member State decide to conduct on-site inspections on behalf of the competent authorities of the home Member State, they shall inform the competent authorities of the home Member State of the results thereof without delay.

• 8. On their own initiative, the competent authorities of the host Member State may conduct checks, inspections and investigations in respect of credit servicing activities provided within their territory by a credit servicer authorised in a home Member State. The competent authorities of the host Member State shall provide the results of those checks, inspections and investigations to the competent authorities of the home Member State without delay.

• 9. Member States shall ensure that where the competent authorities of the host Member State have evidence that a credit servicer performing credit servicing activities within its territory, as provided for in Article 13, infringes the applicable rules, including obligations arising from the national provisions transposing this Directive, they transmit that evidence to the competent authorities of the home Member State and request that they take appropriate measures, without prejudice to the supervisory, investigatory and sanctioning powers of the competent authorities of the host Member State regarding the credit servicer under national law, namely those applicable to the credit or the credit agreement.

• 10. Member States shall ensure that where the competent authorities of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States, have evidence that a credit servicer infringes the obligations provided for in this Directive, or in the national rules applicable to the credit or the credit agreement, they transmit that evidence to the competent authorities of the home Member State and request that they take appropriate measures, without prejudice to the supervisory, investigatory and sanctioning powers of the competent authorities of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States.

• 11. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State communicate details of any administrative or other procedure initiated in respect of the evidence provided by the host Member State, or of any administrative penalties and remedial measures taken against the credit servicer, or of a reasoned decision why no measures were taken, to the competent authorities of the host Member State that referred the evidence no later than 2 months from the date of the request referred to in paragraph 9. Where a procedure has been initiated, the competent authorities of the home Member State shall regularly inform the competent authorities of the host Member State about its status.

• 12. Where a credit servicer continues to infringe the applicable rules, including its obligations under this Directive, and after the competent authorities of the host Member State have informed the home Member State thereof, Member States shall ensure that the competent authorities of the host Member State are entitled to impose appropriate administrative penalties and remedial measures in order to ensure compliance with this Directive when either of the following apply:

  • (a) no adequate and effective steps were taken by the credit servicer to rectify the infringement in a reasonable time; or

  • (b) in an urgent case, where immediate action is necessary in order to address a serious threat to the collective interests of the borrowers.

  The competent authorities of the host Member State may impose the administrative penalties and remedial measures referred to in the first subparagraph notwithstanding any administrative penalties and remedial measures already imposed by the competent authorities of the home Member State.

  In addition, the competent authorities of the host Member State may prohibit further activities of a credit servicer that infringes the applicable rules, including its obligations under this Directive, until such time as an adequate decision is taken by the competent authority of the home Member State or the credit servicer takes steps to remedy the infringement.

Title III

Credit purchasers

Article 15

Right to information regarding a creditor’s rights under a non-performing credit agreement or the non-performing credit agreement itself

• 1. Member States shall ensure that a credit institution provides a prospective credit purchaser with necessary information regarding a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or the non-performing credit agreement itself, and, if applicable, the collateral, so as to enable the prospective credit purchaser to conduct its own assessment of the value of the creditor’s rights under the non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, and the likelihood of recovery of the value of that agreement prior to entering into a contract for the transfer of that creditor’s rights under the non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, while ensuring the protection of information made available by the credit institution and of the confidentiality of business data.

• 2. On a biannual basis, Member States shall require credit institutions that transfer to a credit purchaser a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or the non-performing credit agreement itself, to inform the competent authorities of the host Member State designated in accordance with Article 21(3) of this Directive, and the competent authorities referred to in Article 4(5) of Directive 2013/36/EU of the European Parliament and of the Council22, of at least the following:

  • (a) the legal entity identifier (LEI) of the credit purchaser or, where applicable, of its representative designated in accordance with Article 19, or where such identifier does not exist, of:

    • (i) the identity of the credit purchaser or of the members of the credit purchaser’s management or administrative organ and the persons who hold qualifying holdings in the credit purchaser within the meaning of Article 4(1), point (36), of Regulation (EU) No 575/2013; and

    • (ii) the address of the credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19;

  • (b) the aggregate outstanding balance of the creditor’s rights under the non-performing credit agreements or of the non-performing credit agreements transferred;

  • (c) the number and size of the creditor’s rights under the non-performing credit agreements or of the non-performing credit agreements transferred;

  • (d) whether the transfer includes the creditor’s rights under the non-performing credit agreements, or the non-performing credit agreements themselves, concluded with consumers and the types of assets securing the non-performing credit agreements, when applicable.

• 3. The competent authorities referred to in paragraph 2 may require credit institutions to provide the information referred to in that paragraph on a quarterly basis whenever they deem necessary, including in order to better monitor a high number of transfers that might occur during a crisis period.

• 4. Member States shall ensure that the competent authorities of the host Member State communicate without delay the information referred to in paragraphs 2 and 3, and any other information that they might consider to be necessary for carrying out their functions and duties in accordance with this Directive, to the competent authorities of the home Member State of the credit purchaser.

• 5. Paragraphs 1 to 4 shall be applied in accordance with Regulations (EU) 2016/679 and (EU) 2018/1725.

Article 16

Implementing technical standards for data templates

• 1. The EBA shall develop draft implementing technical standards to specify the templates to be used by credit institutions for the provision of information referred to in Article 15(1), in order to provide detailed information on their credit exposures in the banking book to credit purchasers for the analysis, financial due diligence and valuation of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself.

• 2. The EBA shall specify in the draft implementing technical standards referred to in paragraph 1 of this Article the data fields, including which data fields are mandatory, and the data treatment for confidential information as set out in Article 15(1).

• 3. The draft implementing technical standards shall be proportionate to the nature and size of credits and credit portfolios.

• 4. When preparing the draft implementing technical standards referred to in paragraph 1, the EBA shall take into consideration all of the following:

  • (a) existing market practices in data sharing between buyers and sellers;

  • (b) the feedback received from users of their experience of using existing EBA non-performing loans transaction templates;

  • (c) existing similar requirements at Member State level;

  • (d) the importance of minimising processing costs for credit institutions and credit purchasers.

• 5. The EBA shall submit the draft implementing technical standards referred to in paragraph 1 to the Commission by 29 September 2022.

• 6. Power is conferred on the Commission to adopt the implementing technical standards referred to in paragraph 1, in accordance with Article 15 of Regulation (EU) No 1093/2010.

• 7. The data templates shall be used for transactions relating to credits issued on or after 1 July 2018 that become non-performing after 28 December 2021. For credits that originate between 1 July 2018 and the date of entry into force of the implementing technical standards referred to in paragraph 1, credit institutions shall complete the data template with the information already available to them.

• 8. Member States shall ensure that credit institutions also apply the implementing technical standards referred to in paragraph 6 to the transfer of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, to other credit institutions. The data templates shall be used by credit institutions for the provision of information between credit institutions in cases where there is only a transfer of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself.

Article 17

Obligations of credit purchasers

• 1. Member States shall ensure that:

  • (a) a credit purchaser domiciled in the Union, or that has its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office in the Union appoints an entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or a credit servicer, to perform credit servicing activities in respect of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, concluded with consumers;

  • (b) where a credit purchaser is not domiciled in the Union, or does not have its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office in the Union, its representative designated in accordance with Article 19(1) appoints an entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or a credit servicer, except in cases where the representative is itself an entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or a credit servicer, to perform credit servicing activities in respect of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, concluded with:

    • (i) natural persons, including consumers and independent workers;

    • (ii) micro, small and medium-sized enterprises (SMEs), as defined in Article 2 of the Annex to Commission Recommendation 2003/361/EC.23

  Host Member States may extend the requirement provided for in the first subparagraph to other credit agreements.

• 2. Member States shall ensure that a credit purchaser is not subject to any additional requirements for the purchase of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, other than as provided for by the national provisions transposing this Directive, or by provisions of applicable consumer protection law, contract law, civil law or criminal law. Member States shall ensure that relevant Union and national law concerning in particular the enforcement of contracts, consumer protection, borrowers’ rights, credit origination, bank secrecy rules and criminal law continues to apply to the credit purchaser upon the transfer of the creditor’s rights under the credit agreement, or of the credit agreement itself, to the credit purchaser. The level of protection provided under Union and national law to consumers and other borrowers, as well as insolvency rules, shall not be affected by the transfer of the creditor’s rights under the credit agreement, or of the credit agreement itself, to the credit purchaser, without prejudice to national and international rules on promissory notes and bills of exchange.

• 3. This Directive is without prejudice to national powers regarding credit registers, including the power to require information from credit purchasers regarding a creditor’s rights under a credit agreement, or the credit agreement itself, and its performance.

• 4. Member States may allow credit purchasers to engage natural persons to service the credit agreements that they have acquired. Those natural persons shall be subject to a national regulation and supervision regime and shall not benefit from the freedom provided for in this Directive to perform credit servicing activities in another Member State.

• 5. Member States shall ensure that the appointed credit servicer, or entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), complies, on behalf of the credit purchaser, with the obligations imposed on the credit purchaser pursuant to paragraph 2 of this Article and Articles 18 and 20. In cases where no credit servicer or entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), is appointed, the credit purchaser or its representative shall remain subject to those obligations.

  Member States may require that the appointed credit servicer, or entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), complies, on behalf of the credit purchaser, with the obligations imposed on the credit purchaser in accordance with national law including in relation to paragraph 3 of this Article.

Article 18

Use of credit servicers or other entities

• 1. Where the credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19 appoints an entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or a credit servicer, to perform credit servicing activities in relation to the transferred creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or the non-performing credit agreement itself, Member States shall require that credit purchaser or its representative to inform the competent authorities of its home Member State of the identity and address of the entity referred to in Article 2(5), point (a)(i) or (iii), or of the credit servicer, at the latest on the date on which the credit servicing activities start.

• 2. Where the credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19 appoints an entity other than the one notified under paragraph 1 of this Article, it shall notify the competent authorities of its home Member State thereof at the latest on the date of that change and shall indicate the identity and address of the new entity that it has appointed to perform credit servicing activities in relation to the transferred creditor’s rights under a non-performing credit agreement or the non-performing credit agreement itself.

• 3. Member States shall require the competent authorities of the home Member State of the credit purchaser to transmit without undue delay to the competent authorities of the host Member State, to the competent authorities of the Member State in which the credit was granted, and to the competent authorities of the home Member State of the new credit servicer, the information received in accordance with paragraphs 1 and 2.

Article 19

Representative of a third-country credit purchaser

• 1. Member States shall provide that where a transfer of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, is concluded, a credit purchaser that is not domiciled in the Union, or that does not have its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office in the Union designates in writing a representative that is domiciled in the Union or that does have its registered office or, if under its national law it has no registered office, its head office in the Union.

• 2. The representative referred to in paragraph 1 shall be addressed in addition to, or instead of, the credit purchaser by competent authorities on all issues related to the ongoing compliance with this Directive and be fully responsible for compliance with the obligations imposed on the credit purchaser under the national provisions transposing this Directive.

Article 20

Transfer of a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself, by a credit purchaser and communication to the competent authorities

• 1. Member States shall require a credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19, that transfers a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or the non-performing credit agreement itself, to inform the competent authorities of its home Member State on a biannual basis of the legal entity identifier (LEI) of the new credit purchaser and, where applicable, of its representative designated in accordance with Article 19 or, where such identifier does not exist, of:

  • (a) the identity of the new credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19, or of the members of the new credit purchaser’s or its representative’s management or administrative organ and the persons who hold qualifying holdings in the new credit purchaser or its representative within the meaning of Article 4(1), point (36), of Regulation (EU) No 575/2013; and

  • (b) the address of the new credit purchaser or, where applicable, of its representative designated in accordance with Article 19.

  Additionally, the credit purchaser or its representative shall inform the competent authorities of its home Member State of at least the following:

  • (a) the aggregate outstanding balance of the creditor’s rights under the non-performing credit agreements, or of the non-performing credit agreements transferred;

  • (b) the number and size of the creditor’s rights under the non-performing credit agreements or of the non-performing credit agreements transferred;

  • (c) whether the transfer includes a creditor’s rights under a non-performing credit agreement, or a non-performing credit agreement itself, concluded with consumers and the types of assets securing the non-performing credit agreement, when applicable.

• 2. The competent authorities referred to in paragraph 1 may require credit purchasers or, where applicable, their representatives designated in accordance with Article 19, to provide the information referred to in that paragraph on a quarterly basis whenever those competent authorities deem necessary, including in order to better monitor a high number of transfers that might occur during a crisis period.

• 3. Member States shall ensure that the competent authorities referred to in paragraphs 1 and 2 transmit without undue delay the information received in accordance with those paragraphs to the competent authorities of the host Member State and to the competent authorities of the home Member State of the new credit purchaser.

Title IV

Supervision

Article 21

Supervision by competent authorities

• 1. Member States shall ensure that credit servicers and, where applicable, credit service providers to whom credit servicing activities have been outsourced in accordance with Article 12, comply with the national provisions transposing this Directive on an ongoing basis and shall ensure that those activities are subject to adequate supervision by the competent authorities of the home Member State in order to assess such compliance.

• 2. The home Member State of a credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19, shall ensure that the competent authorities referred to in paragraph 1 of this Article are responsible for the supervision of the obligations set out in Article 10 and in Articles 17 to 20 in respect of the credit purchaser or, where applicable its representative designated in accordance to Article 19.

• 3. Member States shall designate the competent authorities responsible for carrying out the functions and duties under the national provisions transposing this Directive.

• 4. Where Member States designate more than one competent authority pursuant to paragraph 3, they shall determine their respective tasks and designate one of them to be a single point of entry for all necessary exchanges and interactions with competent authorities of home or host Member States.

• 5. Member States shall ensure that appropriate measures are in place to enable the competent authorities designated pursuant to paragraph 3 of this Article to obtain from credit purchasers or their representatives designated in accordance with Article 19, credit servicers, credit service providers to whom a credit servicer outsources credit servicing activities under Article 12, borrowers and any other persons or public authority, the information necessary to carry out the following:

  • (a) assess ongoing compliance with the requirements laid down in the national provisions transposing this Directive;

  • (b) investigate possible infringements of those requirements;

  • (c) impose administrative penalties and remedial measures in accordance with the national provisions transposing Article 23.

• 6. Member States shall ensure that the competent authorities designated pursuant to paragraph 3 have the expertise, resources, operational capacity and powers necessary for the exercise of their functions and duties laid down in this Directive.

Article 22

Supervisory role and powers of competent authorities

• 1. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State designated pursuant to Article 21(3) are given all supervisory, investigatory and sanctioning powers, necessary for the exercise of their functions and duties laid down in this Directive, including at least the following:

  • (a) the power to grant or refuse an authorisation pursuant to Articles 5 and 6;

  • (b) the power to withdraw an authorisation pursuant to Article 8;

  • (c) the power to prohibit any of the credit servicing activities;

  • (d) the power to conduct on-site and off-site inspections;

  • (e) the power to impose administrative penalties and remedial measures in accordance with the national provisions transposing Article 23;

  • (f) the power to review outsourcing agreements concluded between credit servicers and credit service providers in accordance with Article 12(1);

  • (g) the power to require credit servicers to remove members of their management or administrative organ when they fail to comply with the requirements set out in Article 5(1), point (b);

  • (h) the power to require credit servicers to modify or update their internal governance arrangements and internal control mechanisms in order to effectively ensure respect for borrowers’ rights in accordance with the laws governing the credit agreement;

  • (i) the power to require credit servicers to modify or update their policies adopted to ensure the fair and diligent treatment of borrowers, and the recording and handling of complaints from borrowers;

  • (j) the power to request further information pertaining to the transfer of a creditor’s rights under the non-performing credit agreement, or of the non-performing credit agreement itself.

• 2. Member States shall ensure that the competent authorities of the host Member State designated pursuant to Article 21(3) and of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States, are given all necessary powers for the exercise of their functions and duties laid down in this Directive.

• 3. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State evaluate, by applying a risk-based approach, the implementation by a credit servicer of the requirements set out in Article 5(1), points (e) to (h).

• 4. Member States shall determine the extent of the evaluation referred to in paragraph 3, having regard to the size, nature, scale and complexity of the activities of the credit servicer concerned.

• 5. The competent authorities of the home Member State shall inform the competent authorities of the host Member State, or of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States, of the results of the evaluation referred to in paragraph 3 upon request of one of those competent authorities, or where the competent authorities of the home Member State consider it appropriate. The details of any administrative penalties or remedial measures imposed shall be transmitted by the competent authorities of the home Member State to the competent authorities of the host Member State and, where appropriate, of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States.

• 6. Member States shall ensure that when carrying out the evaluation referred to in paragraph 3, the competent authorities of the home and of the host Member States, and of the Member State where the credit was granted, when different from the host and the home Member States, exchange all information necessary to enable them to carry out their respective functions and duties laid down in this Directive.

• 7. Member States shall ensure that the competent authorities of the home Member State are able to require a credit servicer, credit service provider or credit purchaser or its representative designated in accordance with Article 19 that does not meet the requirements of the national provisions transposing this Directive to take, at an early stage, all necessary actions or steps in order to comply with those provisions.

Article 23

Administrative penalties and remedial measures

• 1. Without prejudice to the right of Member States to lay down criminal penalties, Member States shall lay down rules establishing appropriate administrative penalties and remedial measures applicable in at least the following situations:

  • (a) a credit servicer fails to comply with the requirement set out in the national provisions transposing Article 11 or enters into an outsourcing agreement infringing the national provisions transposing Article 12 or the credit service provider to whom the credit servicing activities were outsourced commits a serious infringement of the applicable legal provisions, including the national provisions transposing this Directive;

  • (b) a credit servicer’s governance arrangements and internal control mechanisms as set out in Article 5(1), point (e), fail to ensure respect for borrower rights and compliance with personal data protection rules;

  • (c) a credit servicer’s policy is inadequate for the proper treatment of borrowers as set out in Article 5(1), point (f);

  • (d) a credit servicer’s internal procedures as set out in Article 5(1), point (g), fail to provide for the recording and handling of complaints from borrowers according to the obligations set out in the national provisions transposing this Directive;

  • (e) a credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19 fails to communicate the information provided for by national provisions transposing Articles 18 and 20;

  • (f) a credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19 fails to comply with the requirement of the national provisions transposing Article 17;

  • (g) a credit purchaser fails to comply with the requirement of the national provisions transposing Article 19;

  • (h) a credit institution fails to communicate the information set out in the national provisions transposing Article 15;

  • (i) a credit servicer allows one or more persons not complying with the requirements set out in Article 5(1), point (b), to become or remain a member of its management or administrative organ;

  • (j) a credit servicer fails to comply with the requirements set out in the national provisions transposing Article 24;

  • (k) a credit purchaser or, where applicable, credit servicers or any entity mentioned under Article 2(5), point (a)(i) or (iii), fails to comply with national provisions transposing Article 10;

  • (l) a credit servicer receives and holds funds from borrowers when this is not permitted in a Member State in accordance with Article 6(1), point (b);

  • (m) a credit servicer fails to comply with the requirements set out in the national provisions transposing Article 6(2).

• 2. The administrative penalties and remedial measures referred to in paragraph 1 shall be effective, proportionate and dissuasive and shall include at least the following:

  • (a) a withdrawal of an authorisation to carry out activities as a credit servicer;

  • (b) an order requiring the credit servicer or credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19 to remedy the infringement, and to cease the conduct and to desist from a repetition of that conduct;

  • (c) administrative pecuniary penalties.

• 3. Member States shall ensure that administrative penalties and remedial measures are effectively implemented.

• 4. Member States shall ensure that, when determining the type of administrative penalties or remedial measures and the amount of the administrative pecuniary penalties, the competent authorities take into account relevant circumstances, including the following:

  • (a) the gravity and the duration of the infringement;

  • (b) the degree of responsibility of the credit servicer or credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19, responsible for the infringement;

  • (c) the financial strength of the credit servicer or credit purchaser responsible for the infringement, including by reference to the total turnover of a legal person or the annual income of a natural person;

  • (d) the importance of profits gained or losses avoided because of the infringement by the credit servicer or credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19, responsible for the infringement, insofar as those profits or losses can be determined;

  • (e) the losses caused to third parties by the infringement, insofar as those losses can be determined;

  • (f) the level of cooperation by the credit servicer or credit purchaser responsible for the infringement with the competent authorities;

  • (g) previous infringements by the credit servicer or credit purchaser or, where applicable, its representative designated in accordance with Article 19, responsible for the infringement;

  • (h) any actual or potential systemic consequences of the infringement.

• 5. Member States shall ensure that the competent authorities can apply the administrative penalties and remedial measures set out in paragraph 2 to members of the management or administrative organ, and to other individuals who under national law are responsible for the infringement.

• 6. Member States shall ensure that before taking any decision imposing the administrative penalties or remedial measures set out in paragraph 2 of this Article, the competent authorities give the concerned credit servicer, credit purchaser or where applicable, its representative designated in accordance with Article 19, the opportunity to be heard.

• 7. Member States shall ensure that any decision imposing the administrative penalties or remedial measures set out in paragraph 2 is properly reasoned and is subject to the right of appeal.

• 8. Member States may decide not to lay down rules for administrative penalties for infringements that are subject to criminal penalties under their national law. In that case, Member States shall communicate to the Commission the relevant criminal law provisions.

Title V

Safeguards and duty to cooperate

Article 24

Complaints

• 1. Member States shall ensure that credit servicers establish and maintain effective and transparent procedures for the handling of complaints from borrowers.

• 2. Member States shall ensure that the treatment by credit servicers of complaints from borrowers is free of charge and that credit servicers record the complaints and the measures taken to address them.

• 3. Member States shall ensure that the competent authorities establish and publish a procedure for the handling of complaints from borrowers concerning credit purchasers, credit servicers and credit service providers, and shall ensure that they are treated promptly when received.

Article 25

Personal data protection

The processing of personal data for the purposes of this Directive shall be carried out in accordance with Regulations (EU) 2016/679 and (EU) 2018/1725.

Article 26

Cooperation between competent authorities

• 1. Member States shall ensure that the competent authorities referred to in Articles 8, 13, 14, 15, 18, 20 and 22 cooperate with each other whenever necessary for the purpose of carrying out their functions and duties or of exercising their powers under the national provisions transposing this Directive. Those competent authorities shall also coordinate their actions in order to avoid possible duplication and overlap when applying supervisory powers and administrative penalties and remedial measures to cross-border cases.

• 2. Member States shall ensure that competent authorities, on request and without undue delay, provide each other with the information required for the purpose of carrying out their functions and duties under the national provisions transposing this Directive.

• 3. Member States shall ensure that competent authorities receiving confidential information in the exercise of their functions and duties under this Directive use that information only in the course of their functions and duties under the national provisions transposing this Directive. The exchange of information between competent authorities shall be subject to the obligation of professional secrecy referred to in Article 76 of Directive 2014/65/EU of the European Parliament and of the Council24.

• 4. Member States shall provide that all persons working, or who have worked, for the competent authorities and auditors or experts acting on behalf of the competent authorities are bound by the obligation of professional secrecy.

• 5. Member States shall take the necessary administrative and organisational measures to facilitate the cooperation provided for in this Article.

• 6. The EBA shall facilitate the exchange of information between competent authorities in the Member States and promote their cooperation.

Title VI

Amendments

Article 27

Amendments to Directive 2008/48/EC

Directive 2008/48/EC is amended as follows:

• (1) the following article is inserted:

  ‘Article 11a

  Information regarding the modification of the terms and conditions of a credit agreement

  Without prejudice to other obligations provided for in this Directive, Member States shall ensure that prior to modifying the terms and conditions of the credit agreement, the creditor communicates the following information to the consumer:

  • (a) a clear description of the proposed changes and, where applicable, of the need for consumer consent or of the changes introduced by operation of law;

  • (b) the timescale for the implementation of the changes referred to in point (a);

  • (c) the means for complaint available to the consumer regarding the changes referred to in point (a);

  • (d) the time period available for lodging any such complaint;

  • (e) the name and address of the competent authority to which the consumer can submit that complaint.’;

• (2) the following article is inserted:

  ‘Article 16a

  Arrears and enforcement

  • 1. Member States shall require creditors to have adequate policies and procedures so that they make efforts to exercise, where appropriate, reasonable forbearance before enforcement proceedings are initiated. Such forbearance measures shall take into account, among other elements, the consumer’s circumstances and may consist of, among other possibilities:

    • (a) a total or partial refinancing of a credit agreement;

    • (b) a modification of the existing terms and conditions of a credit agreement, which may include among others:

      • (i) extending the term of the credit agreement;

      • (ii) changing the type of credit agreement;

      • (iii) deferring payment of all or part of the instalment repayment for a period;

      • (iv) changing the interest rate;

      • (v) offering a payment holiday;

      • (vi) partial repayments;

      • (vii) currency conversions;

      • (viii) partial forgiveness and debt consolidation.

  • 2. The list of potential forbearance measures set out in point (b) of paragraph 1 is without prejudice to rules set out in national law and does not require Member States to provide for all of those measures in their national law.

  • 3. Member States may require that, where the creditor is permitted to define and impose charges on the consumer arising from the default, those charges are no greater than is necessary to compensate the creditor for costs it has incurred as a result of the default.

  • 4. Member States may allow creditors to impose additional charges on the consumer in the event of default. In that case, Member States shall place a cap on those charges.’;

• (3) Article 22(1) is replaced by the following:

  • ‘1. Insofar as this Directive contains harmonised provisions, Member States may not maintain or introduce in their national law provisions diverging from those laid down in this Directive. However, Article 16a(3) and (4) shall not preclude Member States from maintaining or introducing more stringent provisions in order to protect consumers.’.

Article 28

Amendments to Directive 2014/17/EU

Directive 2014/17/EU is amended as follows:

• (1) the following article is inserted:

  ‘Article 27a

  Information regarding the modification of the terms and conditions of a credit agreement

  Without prejudice to other obligations provided for in this Directive, Member States shall ensure that, prior to modifying the terms and conditions of the credit agreement, the creditor communicates the following information to the consumer:

  • (a) a clear description of the proposed changes and, where applicable, of the need for consumer consent or of the changes introduced by operation of law;

  • (b) the timescale for the implementation of the changes referred to in point (a);

  • (c) the means for complaint available to the consumer regarding the changes referred to in point (a);

  • (d) the time period available for lodging any such complaint;

  • (e) the name and address of the competent authority to which the consumer can submit that complaint.’;

• (2) Article 28 is amended as follows:

  • (a) paragraph 1 is replaced by the following:

    • ‘1. Member States shall require creditors to have adequate policies and procedures so that they make efforts to exercise, where appropriate, reasonable forbearance before foreclosure proceedings are initiated. Such forbearance measures shall take into account, among other elements, the consumer’s circumstances and may consist of, among other possibilities:

      • (a) a total or partial refinancing of a credit agreement;

      • (b) a modification of the existing terms and conditions of a credit agreement, which may include among others:

        • (i) extending the term of the credit agreement;

        • (ii) changing the type of credit agreement;

        • (iii) deferring payment of all or part of the instalment repayment for a period;

        • (iv) changing the interest rate;

        • (v) offering a payment holiday;

        • (vi) partial repayments;

        • (vii) currency conversions;

        • (viii) partial forgiveness and debt consolidation.’;

  • (b) the following paragraph is inserted:

    • ‘1a. The list of potential forbearance measures set out in point (b) of paragraph 1 is without prejudice to rules set out in national law and does not require Member States to provide for all of those measures in their national law.’;

• (3) the following article is inserted:

  ‘Article 28a

  Assignment of the creditor’s rights or of the credit agreement itself

  • 1. In the event of an assignment to a third party of the creditor’s rights under a credit agreement, or of the credit agreement itself, the consumer shall be entitled to plead against the assignee any defence which was available to the consumer as against the original creditor, including set-off where the latter is permitted in the Member State concerned.

  • 2. The consumer shall be informed of an assignment referred to in paragraph 1, except where the original creditor, by agreement with the assignee, continues to service the credit vis-à-vis the consumer.’.

Title VII

Final provisions

Article 29

Committee

• 1. The Commission shall be assisted by a committee. That committee shall be a committee within the meaning of Regulation (EU) No 182/2011 of the European Parliament and of the Council25.

• 2. Where reference is made to this paragraph, Article 4 of Regulation (EU) No 182/2011 shall apply.

Article 30

Evaluation

• 1. By 29 December 2026, the Commission shall carry out an evaluation of this Directive and present a report on the main findings to the European Parliament, the Council and the European Economic and Social Committee. The evaluation shall consist of at least the following:

  • (a) the number of authorised credit servicers in the Union and the number of credit servicers providing their services in a host Member State;

  • (b) the number of creditors’ rights under non-performing credit agreements or of non-performing credit agreements purchased from credit institutions by credit purchasers domiciled or having their registered office or, if under their national law they have no registered office, their head office, in the same Member State as the credit institution, or in a different Member State than the credit institution, or outside of the Union;

  • (c) an assessment of the existing money laundering and terrorist financing risk associated with the activities performed by credit servicers and credit purchasers;

  • (d) an assessment of the cooperation between competent authorities under Article 26.

• 2. Where the evaluation identifies significant problems with the functioning of this Directive, the report shall outline how the Commission intends to address the identified problems, including steps and timings of the potential revision.

Article 31

Review clause

Without prejudice to the legislative prerogatives of the European Parliament and the Council, by 29 December 2023, the Commission shall submit to the European Parliament and to the Council a report on:

• (a) the adequacy of the regulatory framework regarding a potential introduction of caps on charges arising from the event of default applicable to credit agreements concluded with:

  • (i) natural persons for purposes related to the trade, business or profession of those natural persons;

  • (ii) SMEs, as defined in Article 2 of the Annex to Recommendation 2003/361/EC;

  • (iii) any borrower, provided that the credit is guaranteed by a natural person or is secured by assets or property belonging to that natural person;

• (b) relevant aspects, including potential forbearance measures, of credit agreements concluded with:

  • (i) natural persons for purposes related to the trade, business or profession of those natural persons;

  • (ii) SMEs, as defined in Article 2 of the Annex to Recommendation 2003/361/EC;

  • (iii) any borrower, provided that the credit is guaranteed by a natural person or is secured by assets or property belonging to that natural person;

• (c) the need for, and feasibility of, developing implementing or regulatory technical standards or other appropriate means to introduce common reporting formats for communications to borrowers under Article 10(2) and on forbearance measures.

Where appropriate, the report referred to in the first paragraph shall be accompanied by a legislative proposal.

Article 32

Transposition

• 1. Member States shall adopt and publish, by 29 December 2023, the laws, regulations and administrative provisions necessary to comply with this Directive. They shall immediately communicate the text of those measures to the Commission.

• 2. They shall apply the measures referred to in paragraph 1 from 30 December 2023.

  By way of derogation from the first subparagraph, entities already carrying out in accordance with national law credit servicing activities on 30 December 2023 shall be allowed to continue carrying out those credit servicing activities in their home Member State until 29 June 2024 or until the date on which they obtain an authorisation in accordance with this Directive, whichever is the earlier.

  Member States that already have in place regimes that are equivalent to, or stricter than, those established in this Directive for credit servicing activities may allow entities already carrying out credit servicing activities under those regimes on 30 December 2023 to be automatically recognised as authorised credit servicers by the national provisions transposing this Directive.

• 3. When Member States adopt the measures referred to in paragraph 1, they shall contain a reference to this Directive or be accompanied by such a reference on the occasion of their official publication. Member States shall determine how such reference is to be made.

• 4. Member States shall communicate to the Commission the text of the main provisions of national law which they adopt in the field covered by this Directive.

Article 33

Entry into force

This Directive shall enter into force on the twentieth day following that of its publication in the Official Journal of the European Union.

Article 34

Addressees

This Directive is addressed to the Member States.

Done at Strasbourg, 24 November 2021.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2021/2167 af 24. november 2021 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU (EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53 og 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank26,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg27,

efter den almindelige lovgivningsprocedure28,

og ud fra følgende betragtninger:

• (1) En af Unionens prioriteter er at udarbejde en samlet strategi for håndtering af misligholdte lån. Selv om det primære ansvar for at håndtere misligholdte lån ligger hos kreditinstitutterne og medlemsstaterne, er der også en klar EU-dimension i at mindske de aktuelle beholdninger af misligholdte lån samt forhindre enhver overdreven ophobning af misligholdte lån i fremtiden. I betragtning af den indbyrdes afhængighed mellem bank- og finanssystemerne i hele Unionen, hvor kreditinstitutter opererer i flere jurisdiktioner og medlemsstater, er der betydelige potentielle afsmittende virkninger mellem medlemsstaterne og Unionen som helhed med konsekvenser for både den økonomiske vækst og den finansielle stabilitet.

• (2) Et integreret finansielt system vil øge modstandsdygtigheden i Den Økonomiske og Monetære Union over for negative chok ved at fremme privat risikodeling på tværs af grænserne og samtidig mindske behovet for offentlig risikodeling. For at nå disse mål bør Unionen fuldføre bankunionen og yderligere udvikle en kapitalmarkedsunion. Håndtering af de store beholdninger af misligholdte lån og en eventuel fremtidig akkumulering heraf er afgørende for at kunne styrke bankunionen, da dette er nødvendigt for at kunne sikre konkurrence i banksektoren, bevare den finansielle stabilitet og fremme långivningen for dermed at skabe beskæftigelse og vækst i Unionen.

• (3) Rådets konklusioner af 11. juli 2017 om »Handlingsplan for behandling af misligholdte lån i Europa« (»handlingsplanen«) opfordrede forskellige organer til at træffe passende foranstaltninger til yderligere at håndtere det store antal misligholdte lån i Unionen og forhindre en eventuel akkumulering af dem i fremtiden. I handlingsplanen skitseres en samlet tilgang, der fokuserer på en kombination af komplementære politiske tiltag på fire områder: i) banktilsyn og -regulering, ii) reform af rammerne for omstrukturering, insolvens og gældsinddrivelse, iii) udvikling af sekundære markeder for nødlidende aktiver og iv) fremme af omstrukturering af banksystemet. Tiltag på disse områder skal træffes på nationalt plan og på EU-plan, hvis det er relevant. Kommissionen tilkendegav en tilsvarende hensigt i sin meddelelse af 11. oktober 2017 om fuldførelse af bankunionen, hvori den opfordrede til udarbejdelse af en samlet pakke vedrørende håndtering af misligholdte lån i Unionen.

• (4) Dette direktiv vil sammen med de andre foranstaltninger, som Kommissionen fremsætter forslag om, samt de foranstaltninger, der er truffet af Den Europæiske Centralbank (ECB) i forbindelse med banktilsyn under den fælles tilsynsmekanisme og af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201029, skabe passende rammer for kreditinstitutterne til at håndtere misligholdte lån på deres balancer og mindske risikoen for fremtidig akkumulering af misligholdte lån.

• (5) Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/201030, skal i forbindelse med udvikling af makroprudentielle tilgange til forebyggelse af fremkomsten af systemiske risici for så vidt angår misligholdte lån udstede makroprudentielle advarsler og henstillinger i relation til det sekundære marked for misligholdte lån.

• (6) Europa Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/63031 indførte nye regler i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 575/201332, efter hvilke kreditinstitutterne er forpligtet til at afsætte tilstrækkelige midler, når nye lån misligholdes, hvilket burde skabe tilstrækkelige incitamenter til at løse problemet vedrørende misligholdte lån på et tidligt stadium og forhindre overdreven akkumulering heraf. Hvis lån misligholdes, ville mere effektive fyldestgørelsesmekanismer for sikrede lån give kreditinstitutterne mulighed for at gennemføre en holistisk strategi for at fyldestgøre misligholdte lån, med forbehold af stærke og effektive beskyttelsesforanstaltninger for låntagerne. Hvis beholdningerne af misligholdte lån alligevel bliver for store, bør kreditinstitutterne være i stand til at sælge dem på effektive, konkurrencedygtige og gennemsigtige sekundære markeder til andre aktører. Kreditinstitutternes kompetente myndigheder vil vejlede dem i denne henseende på grundlag af deres bankspecifikke, såkaldte søjle 2-beføjelser i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013. Hvis misligholdte lån bliver et alvorligt og generelt problem, kan medlemsstaterne oprette nationale porteføljeadministrationsselskaber eller træffe andre alternative foranstaltninger inden for rammerne af de gældende regler om statsstøtte og bankafvikling.

• (7) Dette direktiv bør gøre det lettere for kreditinstitutter at håndtere lån, der misligholdes, ved at forbedre mulighederne for salg af kreditten til tredjemand. Når kreditinstitutter står over for en stor ophobning af misligholdte lån og mangler personale eller ekspertise til at servicere lånene på en passende måde, bør de enten kunne outsource serviceringen af sådanne lån til en specialiseret kreditservicevirksomhed eller overføre kreditaftalen til en kreditkøber, der har den fornødne risikovillighed og ekspertise til at forvalte den.

• (8) I den offentlige debat i visse medlemsstater henvises der ganske vist ofte til udtryk som »lån« og »banker«, men i det følgende anvendes udtrykkene »kredit« eller »kreditaftaler« og »kreditinstitut«. Direktivet omfatter desuden både en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale og selve den misligholdte kreditaftale.

• (9) Dette direktiv bør fremme udviklingen af sekundære markeder for misligholdte lån i EU ved at fjerne hindringer og fastsætte beskyttelsesforanstaltninger for overførsel af misligholdte lån fra kreditinstitutter til kreditkøbere og samtidig beskytte låntagerens rettigheder. Enhver vedtaget foranstaltning bør harmonisere kravene om meddelelse af tilladelse til kreditservicevirksomheder. Ved dette direktiv bør der derfor etableres en EU-ramme for både købere af og kreditservicevirksomheder for misligholdte kreditaftaler, der udstedes af kreditinstitutter, hvor kreditservicevirksomhederne bør indhente tilladelse fra og underlægges tilsyn af medlemsstaternes kompetente myndigheder.

• (10) I øjeblikket kan kreditkøbere og kreditservicevirksomheder ikke udnytte fordelene ved det indre marked på grund af barrierer, der er opstået som følge af divergerende nationale ordninger i mangel af en særlig, sammenhængende regulerings- og tilsynsmæssig ordning. Der findes i øjeblikket ingen fælles EU-standarder for reguleringen af kreditservicevirksomheder. Navnlig er der ikke fastsat fælles standarder for reguleringen af gældsinddrivelse. Medlemsstaterne har meget forskellige regler for, hvordan kreditkøbere kan erhverve kreditaftaler fra kreditinstitutter. Kreditkøbere, som køber kredit udstedt af kreditinstitutter, er i visse medlemsstater ikke omfattet af regulering, mens de i andre er underlagt forskellige krav, undertiden endda et krav om at skulle indhente tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut. Disse forskelle mellem reguleringsmæssige krav har skabt betydelige hindringer for lovligt køb af kredit på tværs af grænserne i Unionen hovedsageligt ved at øge de efterlevelsesomkostninger, kreditkøbere konfronteres med, når de søger at købe kreditporteføljer. Som følge heraf opererer kreditkøbere kun i et begrænset antal medlemsstater, hvilket har medført svag konkurrence på det indre marked, da antallet af interesserede kreditkøbere fortsat er lavt. Dette har omvendt ført til et ineffektivt sekundært marked for misligholdte lån. Desuden har de hovedsageligt nationale markeder for misligholdte lån tendens til at være af begrænset omfang.

• (11) Kreditkøberes begrænsede deltagelse har resulteret i en lav efterspørgsel, svag konkurrence og lave købspriser for porteføljer af kreditaftaler på de sekundære markeder, hvilket er en hæmsko for kreditinstitutter, når det drejer sig om at sælge misligholdte kreditaftaler. Der er derfor en klar EU-dimension i det at udvikle markeder for kreditter ydet af kreditinstitutter og solgt til kreditkøbere. På den ene side bør det være muligt for kreditinstitutter at sælge misligholdte kreditaftaler på EU-plan på effektive, konkurrencedygtige og gennemsigtige sekundære markeder. På den anden side gør fuldførelsen af bankunionen og af kapitalmarkedsunionen det nødvendigt at handle for at forhindre akkumulering af misligholdte kreditaftaler på kreditinstitutternes balancer, således at de fortsat kan varetage deres opgave med at finansiere økonomien. Dette direktiv omfatter derfor kun kreditkøbere, der handler som led i deres erhvervsmæssige virksomhed, når de erhverver en kreditaftale, hvis den pågældende kreditaftale er en misligholdt kreditaftale.

• (12) Misligholdt kredit, der oprindelig blev ydet af et kreditinstitut, kan i forbindelse med servicering af kreditten blive til ikke-misligholdt kredit. I så fald bør kreditservicevirksomheder kunne fortsætte med at udføre deres aktiviteter på grundlag af deres tilladelse til at udøve virksomhed som kreditservicevirksomheder i overensstemmelse med dette direktiv.

• (13) Visse medlemsstater regulerer kreditserviceringsaktiviteter, men i forskelligt omfang. For det første regulerer kun nogle af medlemsstaterne disse aktiviteter, og de definerer de omfattede aktiviteter meget forskelligt. De øgede omkostninger ved overholdelse af reglerne udgør en hindring for at udvikle strategier for udvidelse ved hjælp af sekundær etablering eller grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. For det andet stiller et betydeligt antal medlemsstater krav om tilladelser til nogle af de aktiviteter, som disse kreditservicevirksomheder udfolder. Disse tilladelser pålægger forskellige krav og giver ikke mulighed for grænseoverskridende opskalering. Dette virker igen som en hindring for levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne. Endelig er lokal etablering i visse tilfælde lovpligtig, hvilket hindrer udøvelse af friheden til at levere tjenesteydelser på tværs af grænser.

• (14) Kreditservicevirksomheder kan levere tjenesteydelser til kreditinstitutter og til kreditkøbere, som ikke er kreditinstitutter, men et konkurrencedygtigt og integreret marked for kreditservicevirksomheder forudsætter, at der skabes et konkurrencedygtigt og integreret marked for kreditkøbere. Kreditkøbere beslutter ofte at outsource kreditserviceringsaktiviteter til andre enheder, da de ikke selv har kapacitet til at servicere kredit, og de kan derfor være tilbageholdende med at købe kredit fra kreditinstitutter, hvis de ikke kan outsource bestemte ydelser.

• (15) Manglende konkurrence på markedet for køb af kredit og for kreditserviceringsaktiviteter medfører, at kreditkøbere skal betale kreditservicevirksomheder høje gebyrer for deres tjenesteydelser, og fører til lave priser på sekundære markeder for kredit. Dette mindsker incitamenterne for kreditinstitutterne til at afhænde deres beholdninger af misligholdte lån.

• (16) Derfor er det nødvendigt med en indsats på EU-plan for at tage højde for kreditkøberes og kreditservicevirksomheders situation i forhold til misligholdt kredit, der oprindeligt er ydet af kreditinstitutter. Dette direktiv berører dog ikke reglerne i henhold til EU-retten og national ret om kreditoptagelse, herunder i tilfælde, hvor kreditservicevirksomheder kan anses for at deltage i kreditformidling. Direktivet berører heller ikke de nationale bestemmelser om yderligere krav til en kreditkøber eller en kreditservicevirksomhed for så vidt angår genforhandling af vilkårene og betingelserne i henhold til en kreditaftale.

• (17) Det er op til medlemsstaterne at regulere kreditserviceringsaktiviteter, der ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, såsom tjenester, der tilbydes for kreditaftaler, der er udstedt af ikke-kreditinstitutter, eller kreditserviceringsaktiviteter, der udføres af fysiske personer, herunder ved at indføre krav, der svarer til kravene i dette direktiv. Sådanne enheder og fysiske personer vil imidlertid ikke kunne gøre brug af en eventuel pasordning for sådanne tjenesteydelser i andre medlemsstater.

• (18) Dette direktiv bør ikke berøre restriktioner under national ret vedrørende overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller en overførsel af selve denne misligholdte kreditaftale, som ikke er blevet opsagt i overensstemmelse med national civilret med den virkning, at alle tilgodehavender i henhold til kreditaftalen øjeblikkeligt forfalder, hvor dette kræves med henblik på overførsel til en enhed uden for banksystemet. I overensstemmelse hermed vil der være medlemsstater, hvor ikke-regulerede kreditgiveres erhvervelse af misligholdte kreditaftaler, hvor betalingsfristen ikke er overskredet eller er overskredet med færre end 90 dage, eller som ikke er blevet opsagt i overensstemmelse med national civilret, vil være begrænset under hensyntagen til de nationale regler. Det er op til medlemsstaterne at regulere overførslen af ikke-misligholdte kreditaftaler, herunder ved at stille krav, der svarer til kravene i dette direktiv.

• (19) Dette direktiv bør ikke berøre EU-retten vedrørende retsligt samarbejde i civilsager, navnlig bestemmelserne om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser og om retternes kompetence, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/200833 og (EU) nr. 1215/201234, herunder anvendelsen af disse retsakter og bestemmelser i det enkelte tilfælde. Alle kreditgivere og personer, som repræsenterer dem, er forpligtet til at overholde EU-retten, når de er i kontakt med forbrugeren og de nationale myndigheder, for at sikre, at forbrugernes rettigheder beskyttes.

• (20) Kreditservicevirksomheder og kreditkøbere bør altid handle i god tro, behandle låntagere redeligt og respektere deres privatliv. De bør ikke chikanere eller give vildledende oplysninger til låntagere. Forud for den første gældsinddrivelse og når låntagerne anmoder herom, bør de oplyse låntagerne om bl.a. den overførsel, der fandt sted, identifikation af og kontaktoplysninger for kreditkøberen og kreditservicevirksomheden, hvis en sådan er udpeget, samt om de beløb, som låntageren skylder, sammen med en meddelelse om, at al relevant EU-ret og national ret fortsat finder anvendelse.

• (21) Endvidere indskrænker dette direktiv ikke anvendelsesområdet for EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse, og kreditkøbere bør i det omfang, de anses for at være kreditgivere i henhold til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF35 og direktiv 2014/17/EU36, være omfattet af de særlige forpligtelser, der er omhandlet i henholdsvis artikel 20 direktiv 2008/48/EF og artikel 35 direktiv 2014/17/EU. Direktivet berører endvidere ikke den beskyttelse, forbrugerne er garanteret i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF37, der forbyder urimelig handelspraksis, herunder i forbindelse med fyldestgørelse af en kontrakt, hvor forbrugeren er blevet vildledt med hensyn til sine rettigheder og forpligtelser, eller hvor der er anvendt chikane, tvang eller utilbørlig påvirkning, herunder med hensyn til tidspunktet for en fyldestgørelsesforanstaltning, stedet hvor den har fundet sted, dens art eller vedholdenheden, hvormed den fandt sted, anvendelse af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd eller trusler om at træffe foranstaltninger, som ifølge loven ikke kan træffes.

• (22) Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrer retten til en retfærdig og offentlig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol og muligheden for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret af en advokat. Dette kan være af særlig relevans for en fuldstændig forståelse af alle de spørgsmål og retlige argumenter, der behandles i sagen, og for at sikre, at sagen forelægges retten på en fyldestgørende måde. Låntagere, der ikke har tilstrækkelige midler, bør kunne få retshjælp, hvis det er nødvendigt for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse og på de betingelser, der er fastsat i gældende national ret.

• (23) Kreditinstitutter i Unionen udfører kreditserviceringsaktiviteter som en del af deres normale forretningsaktiviteter. De har de samme forpligtelser med hensyn til kreditaftaler, som de selv har udstedt, og dem, som de har købt af et andet kreditinstitut. Da de allerede er genstand for regulering og tilsyn, ville anvendelse af dette direktiv på deres kreditservicerings- eller købsaktiviteter føre til unødvendig overlapning af tilladelser og fordobling af efterlevelsesomkostninger, og derfor er de ikke omfattet af dette direktiv. Kreditinstitutters outsourcing af kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med såvel ikke-misligholdte som misligholdte kreditaftaler til kreditservicevirksomheder eller til andre tredjeparter ligger også uden for dette direktivs anvendelsesområde, da kreditinstitutter allerede er forpligtet til at overholde de gældende regler for outsourcing. Endvidere er kreditgivere, der ikke er kreditinstitutter, men som ikke desto mindre er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller med direktiv 2014/17/EU og udfører kreditserviceringsaktiviteter for kreditter ydet til forbrugere som led i deres normale virksomhed, ikke omfattet af dette direktiv, når de udfører kreditserviceringsaktiviteter i den pågældende medlemsstat. Derudover bør forvaltere af alternative investeringsfonde, administrationsselskaber og investeringsselskaber (forudsat at investeringsselskabet ikke har udpeget et administrationsselskab), der er godkendt eller registreret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF38 eller Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU39, heller ikke være omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde. Endelig er der også visse erhverv, der udøver accessoriske aktiviteter i lighed med kreditserviceringsaktiviteter som led i deres erhverv, nemlig offentlige notarer, advokater og fogeder, som udfører deres erhvervsmæssige virksomhed i henhold til national ret og gennemfører håndhævelse af bindende foranstaltninger, hvorfor medlemsstaterne bør kunne undtage disse erhverv fra dette direktivs anvendelsesområde.

• (24) For at gøre det muligt for eksisterende kreditkøbere og kreditservicevirksomheder at tilpasse sig kravene i de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv, og navnlig for at gøre det muligt for kreditservicevirksomheder at opnå tilladelse, giver dette direktiv enheder, der for indeværende udfører kreditserviceringsaktiviteter i henhold til national ret, mulighed for at fortsætte hermed i deres hjemland i en periode på seks måneder efter fristen for gennemførelse af dette direktiv. Efter udløbet af denne periode på seks måneder bør kun kreditservicevirksomheder, som er godkendt i henhold til den nationale ret til gennemførelse af dette direktiv, få tilladelse til at operere på markedet.

• (25) Medlemsstater, der allerede har indført regler, der svarer til eller er strengere end reglerne i dette direktiv for kreditserviceringsaktiviteter, bør i deres nationale ret til gennemførelse af dette direktiv kunne anerkende muligheden for, at eksisterende enheder, der udfører kreditserviceringsaktiviteter, automatisk anerkendes som godkendte kreditservicevirksomheder.

• (26) En kreditservicevirksomheds tilladelse til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i hele Unionen bør være genstand for et sæt ensartede og harmoniserede betingelser, som de kompetente myndigheder bør anvende på en forholdsmæssig måde.

• (27) For at undgå at begrænse låntagers beskyttelse og for at fremme tilliden bør betingelserne for at få meddelt og bevare tilladelse som kreditservicevirksomhed sikre, at kreditservicevirksomheder, personer, som besidder en kvalificeret andel i kreditservicevirksomheden, og medlemmer af dens ledelse eller administrerende organ, har en ren straffeattest med hensyn til relevante strafbare handlinger på det formueretlige område, inden for finansielle aktiviteter, vedrørende hvidvask af penge, svig eller vedrørende den fysiske integritet og ikke er omfattet af insolvensbehandling eller tidligere har været erklæret konkurs, medmindre de har genvundet deres fulde ret til erhvervsudøvelse i overensstemmelse med national ret. Overholdelse af kravet om, at medlemmer af ledelsen eller af det administrerende organ i en kreditservicevirksomhed skal have været gennemsigtige, åbne og samarbejdsvillige i deres tidligere forretningsforbindelser med tilsyns- og reguleringsmyndigheder, bør vurderes på grundlag af de oplysninger, der er til rådighed for den kompetente myndighed, eller som den kompetente myndighed er bekendt med på det tidspunkt, hvor tilladelsen gives. Hvis der ikke foreligger oplysninger, eller hvis der ikke foreligger noget kendskab til oplysninger, eller hvis der på det pågældende tidspunkt ikke tidligere har været kontakt med tilsyns- og reguleringsmyndigheder, anses kravet for at være opfyldt.

• (28) Medlemsstaterne bør sikre, at ledelsen i en kreditservicevirksomhed som helhed har den fornødne viden og erfaring til at drive virksomheden på en kompetent og ansvarlig måde i forhold til den aktivitet, der skal udføres. Det er op til hver enkelt medlemsstat at fastlægge kravene til et godt omdømme, tilstrækkelig viden og erfaring, men disse bør ikke være til hinder for den frie bevægelighed for kreditservicevirksomheder, der er godkendt inden for Unionen. Med henblik herpå bør EBA udarbejde retningslinjer for at mindske risikoen for divergerende fortolkninger af kravene om fornøden viden og erfaring. For endvidere at sikre, at reglerne om debitorbeskyttelse samt reglerne om beskyttelse af personoplysninger overholdes, bør der indføres passende forvaltningsordninger og interne kontrolmekanismer samt passende procedurer for registrering og behandling af klager, som bør underlægges tilsyn. Desuden bør kreditservicevirksomheder have indført tilstrækkelige procedurer til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, hvis nationale bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/84940, udpeger kreditservicevirksomheder som forpligtede enheder med henblik på at forebygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Kreditservicevirksomheder bør endvidere være forpligtet til at handle redeligt og under behørig hensyntagen til låntagers finansielle situation. Hvis der findes gældsrådgivningstjenester, som kan lette tilbagebetaling af gæld, på nationalt plan, bør kreditservicevirksomheder overveje at henvise låntagere til sådanne tjenester.

• (29) Medlemsstaterne bør i deres nationale ret til gennemførelse af dette direktiv afgøre, om det er tilladt for kreditservicevirksomheder på deres område at modtage og opbevare midler fra låntagere, samtidig med at de udfører kreditserviceringsaktiviteter. I tilfælde, hvor modtagelse og opbevaring af midler fra låntagere er tilladt i en medlemsstat, og hvor kreditservicevirksomheder har til hensigt at gøre dette som led i deres forretningsmodel, bør der gælde yderligere krav for disse kreditservicevirksomheder med henblik på at håndtere de risici, der kan opstå i tilfælde af insolvens, dvs. adskillelse af konti og midler, samt i tilfælde af afskrivning af låntagerens gæld. Når en kreditservicevirksomheds hjemland forbyder kreditservicevirksomheder at modtage og opbevarer midler fra låntagere, kan en kreditservicevirksomhed ikke gøre dette, hverken i hjemlandet eller i noget værtsland, selv hvis et værtsland tillader modtagelse og opbevaring af midler, netop fordi kreditservicevirksomheden ikke har fået tilladelse hertil af sit hjemland. Hvis et hjemland derimod tillader kreditservicevirksomheder at modtage og opbevare midler fra låntagere og inkluderer de relevante krav i sin nationale ret, bør en kreditservicevirksomhed kunne modtage og opbevare midler fra låntagere i sit hjemland samt i ethvert værtsland, der også tillader modtagelse og opbevaring af midler fra låntagere.

• (30) For at undgå langvarige procedurer og usikkerhed er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om de oplysninger, som ansøgere skal indgive, samt om rimelige frister for meddelelse af tilladelse og betingelserne for inddragelse. Hvis myndighederne inddrager en tilladelse til en kreditservicevirksomhed, som udfører kreditserviceringsaktiviteter i andre medlemsstater, bør de kompetente myndigheder i værtslandet og også i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, underrettes herom, hvis denne ikke er værtslandet og hjemlandet. På samme måde bør der oprettes et ajourført offentligt register eller en liste i hjemlandet og i værtslandet, som gøres offentligt tilgængelige på de kompetente myndigheders websted, for at sikre gennemsigtighed om antallet og identiteten af de kreditservicevirksomheder, der er meddelt tilladelse.

• (31) Kontraktforholdet mellem kreditservicevirksomheden og kreditkøberen og kreditservicevirksomhedens forpligtelser over for kreditkøberen bør ikke ændres ved outsourcing af kreditserviceringsaktiviteter til kreditserviceleverandører. Kreditservicevirksomheder bør være ansvarlige for at sikre, at outsourcing af deres kreditserviceringsaktiviteter til kreditserviceleverandører ikke medfører unødige operationelle risici eller manglende overholdelse fra kreditserviceleverandørens side af kravene i EU-retten eller i national ret og ej heller begrænser en tilsynsmyndigheds mulighed for at varetage sin opgave og beskytte låntagers rettigheder.

• (32) Når en kreditkøber overdrager forvaltningen og fyldestgørelsen af en kreditaftale til en kreditservicevirksomhed, overdrager kreditkøberen sine rettigheder og forpligtelser og også sin direkte kontakt med låntageren til kreditservicevirksomheden, men er fortsat i sidste ende ansvarlig. Forholdet mellem kreditkøber og kreditservicevirksomheden bør i overensstemmelse hermed præciseres i en skriftlig kreditserviceaftale, og det bør være muligt for de kompetente myndigheder at kontrollere, hvordan et sådant forhold er fastlagt. Kreditservicevirksomheder bør endvidere handle redeligt og under behørig hensyntagen til låntagernes finansielle situation. I det omfang en kreditkøber ikke selv foretager serviceringen af de kreditaftaler, der erhverves, bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at kreditservicevirksomheden og kreditkøberen i kreditserviceaftalen er forpligtede til at nå til enighed om, at kreditservicevirksomheden underretter kreditkøberen forud for outsourcingen af kreditserviceringsaktiviteter.

• (33) For at sikre en kreditservicevirksomhed ret til at indgå i aktiviteter på tværs af grænser og for at tilvejebringe tilsyn hermed fastlægges der ved dette direktiv en procedure for godkendte kreditservicevirksomheders udøvelse af retten til at indgå i aktiviteter på tværs af grænser. Kommunikation mellem hjemlandets og værtslandets kompetente myndigheder samt med en kreditservicevirksomhed bør finde sted inden for rimelige frister. De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, bør også modtage oplysninger om grænseoverskridende aktiviteter fra hjemlandets kompetente myndigheder.

• (34) En kreditservicevirksomhed, der udøver virksomhed i et værtsland, bør være underlagt de restriktioner og krav, der er fastsat i dette værtslands nationale ret i overensstemmelse med dette direktiv, herunder, hvor det er relevant, forbuddet mod at modtage og opbevare midler fra låntagere, som ikke er knyttet til andre krav om meddelelse af tilladelse til kreditservicevirksomheder. Hvis der i henhold til de nationale bestemmelser i et værtsland, der gennemfører dette direktiv, indføres yderligere krav for meddelelse af tilladelse som kreditservicevirksomhed, bør sådanne yderligere krav ikke finde anvendelse på kreditservicevirksomheder, der udfører grænseoverskridende kreditserviceringsaktiviteter i det pågældende værtsland.

• (35) For at sikre et effektivt tilsyn med grænseoverskridende kreditservicevirksomheder bør der oprettes en særlig ramme for samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i hjem- og værtslandet og, hvor det er relevant, de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet. Denne ramme bør give mulighed for udveksling af oplysninger under iagttagelse af fortrolighed, tavshedspligt, beskyttelse af individuelle rettigheder og forretningsrettigheder, stedlige og ikke-stedlige inspektioner, ydelse af bistand og underretning om resultaterne af kontrol og inspektioner og eventuelle foranstaltninger.

• (36) En vigtig forudsætning for at kunne varetage rollen som kreditkøber og kreditservicevirksomhed bør være, at de pågældende har mulighed for at få adgang til alle relevante oplysninger, og medlemsstaterne bør muliggøre dette, samtidig med at EU-bestemmelser og nationale bestemmelser om databeskyttelse overholdes. I den forbindelse er det vigtigt, at kreditinstitutter giver potentielle kreditkøbere detaljerede oplysninger, således at de kan foretage deres egen vurdering af værdien af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale. Kreditinstitutter bør kun give disse oplysninger én gang i løbet af processen, enten i løbet af den indledende fase eller i de efterfølgende faser, men under alle omstændigheder inden indgåelsen af aftalen om overførsel. Denne oplysningspligt er nødvendig og berettiget, for at potentielle kreditkøbere kan træffe informerede valg, inden de indgår en transaktion, og det er derfor lovligt for kreditinstitutter at dele låntagernes personoplysninger med potentielle kreditkøbere. Sådanne oplysninger bør være strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at sætte potentielle kreditkøbere i stand til at vurdere værdien af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale og sandsynligheden for at realisere værdien af denne aftale. Medlemsstaterne bør sikre, at oplysningerne til potentielle kreditkøbere og den efterfølgende anvendelse heraf er i overensstemmelse med den relevante EU-databeskyttelsesramme.

• (37) Når et kreditinstitut overfører misligholdte kreditaftaler, bør det to gange årligt være forpligtet til at underrette dets egen kompetente tilsynsmyndighed og de kompetente myndigheder i værtslandet om det samlede udestående beløb for de overførte kreditporteføljer og om antallet og størrelsen af de omfattede kreditter, samt om transaktionen omfatter kreditaftaler indgået med forbrugere. For hver kreditportefølje, der overføres i en enkelt transaktion, bør de givne oplysninger omfatte identifikatoren for juridiske enheder (LEI) for kreditkøberen eller, hvor det er relevant, for dennes repræsentant, eller, hvor dette ikke er muligt, kreditkøberens identitet og adresse samt, hvis det er relevant, oplysninger om dennes repræsentant i Unionen. De kompetente myndigheder bør, når som helst de finder det nødvendigt, kunne kræve, at oplysningerne i stedet gives kvartalsvis, herunder som følge af det høje antal transaktioner i en kriseperiode. De kompetente myndigheder i værtslandet bør være forpligtet til at videregive disse oplysninger til de myndigheder, der har kompetence til at føre tilsyn med kreditkøberen. Sådanne gennemsigtighedskrav giver mulighed for en harmoniseret og effektiv overvågning af overførsel af kreditaftaler i Unionen. For at overholde proportionalitetsprincippet bør de kompetente myndigheder for at undgå overlapning tage hensyn til oplysninger, som de allerede har til rådighed på anden vis, navnlig med hensyn til kreditinstitutter. Medlemsstaterne bør sikre, at kravene om at underrette de kompetente myndigheder om en kreditportefølje, så snart en sådan portefølje er blevet overført til en kreditkøber, forbliver kreditservicevirksomhedens ansvar.

• (38) I handlingsplanen anerkendes det, at ensartede og standardiserede data om misligholdte kreditaftaler vil styrke kreditinstitutternes datainfrastruktur. EBA har udviklet formularer til data om krediteksponeringer i anlægsbeholdningen, som giver potentielle købere mulighed for at værdiansætte kreditaftalerne og udvise due diligence. På den ene side gælder det, at hvis sådanne formularer anvendes i forbindelse med kreditaftaler, ville de reducere informationsasymmetrien mellem potentielle købere og sælgere af kreditaftaler og dermed bidrage til at udvikle et velfungerende sekundært marked i Unionen. På den anden side kan sådanne dataformularer, hvis de er for detaljerede, medføre en uforholdsmæssig stor byrde for kreditinstitutterne uden nogen nævneværdig informationsmæssig gevinst. EBA bør derfor foretage en gennemgang af dataformularerne med henblik på yderligere at videreudvikle dem til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for kreditinstitutter. Kreditinstitutter bør pålægges at anvende dataformularerne til overførsler af misligholdte kreditaftaler, herunder overførsler til andre kreditinstitutter. Denne forpligtelse bør kun finde anvendelse på overførsler af misligholdte kreditaftaler og omfatter ikke komplekse transaktioner, hvor misligholdte kreditaftaler indgår som en del af en sådan transaktion, herunder salg af filialer, salg af forretningsområder eller salg af kunders porteføljer, der ikke er begrænset til misligholdte kreditaftaler og overførsler som led i en igangværende omstrukturering af det sælgende kreditinstitut, der er omfattet af insolvensbehandling, afviklings- eller likvidationsprocedurer. Med henblik på at overholde proportionalitetsprincippet bør de pågældende oplysningskrav finde anvendelse på kreditinstitutter på en forholdsmæssig måde under hensyntagen til arten og størrelsen af kreditterne. Samtidig bør omfanget af kreditinstitutternes forpligtelse til at rette sig efter dataformularerne tage hensyn til datoen for indgåelsen af de misligholdte kreditaftaler. Andre sælgere af kreditaftaler bør kunne anvende disse standarder til at lette værdiansættelsen af kreditaftaler, der udbydes til salg. I sager vedrørende securitisationstransaktioner, hvor der findes obligatoriske gennemsigtighedsskabeloner, bør dobbeltrapportering som følge af dette direktiv endvidere undgås.

• (39) Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er udarbejdet af EBA, med henblik på at specificere de formularer, som kreditinstitutterne skal anvende til at give de oplysninger, der kræves i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved hjælp af gennemførelsesretsakter, jf. artikel 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

• (40) Eftersom kreditkøbere ikke skaber ny kredit, men i stedet i overensstemmelse med dette direktiv udelukkende køber eksisterende misligholdte kreditaftaler for egen risiko, giver de ikke anledning til tilsynsmæssige betænkeligheder, og deres potentielle bidrag til systemisk risiko er ubetydeligt. Det er derfor ikke berettiget at kræve, at kreditkøbere skal ansøge om tilladelse, men det er imidlertid vigtigt, at Unionens og de nationale forbrugerbeskyttelsesregler fortsat finder anvendelse, og at låntagernes rettigheder fortsat er de rettigheder, som følger af den oprindelige kreditaftale.

• (41) Tredjelandskreditkøbere kan gøre det vanskeligere for EU-låntagere at påberåbe sig deres rettigheder i henhold til EU-retten og for de nationale myndigheder at føre tilsyn med fyldestgørelsen af misligholdte kreditaftaler. Kreditinstitutter kan også vige tilbage fra at overføre sådanne misligholdte kreditaftaler til tredjelandskreditkøbere på grund af de omdømmemæssige risici i den forbindelse. I det omfang repræsentanten for en tredjelandskøber af kreditter ydet til fysiske personer, herunder forbrugere og selvstændige arbejdstagere, eller af kreditter ydet til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV’er), ikke er et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, eller en kreditservicevirksomhed, der er meddelt tilladelse i Unionen, bør denne repræsentant udpege en sådan enhed for at sikre, at de samme standarder for låntagerrettigheder opretholdes efter overførslen af den misligholdte kreditaftale.

• (42) For bedre at sikre, at de samme standarder for forbrugerrettigheder opretholdes efter overførslen af en misligholdt kreditaftale, bør en kreditkøber, der er hjemmehørende i Unionen, eller der har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, desuden pålægges at udpege et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, eller en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med misligholdte kreditaftaler indgået med forbrugere.

• (43) Værtslande bør kunne udvide forpligtelsen til at udpege en kreditservicevirksomhed i forbindelse med andre kreditaftaler. I tilfælde, hvor overførslen af en kreditportefølje både omfatter kreditaftaler indgået med forbrugere, andre fysiske personer eller SMV’er, for hvilke der kræves udpegelse af et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, eller af en kreditservicevirksomhed, og samtidig også omfatter andre kreditaftaler, for hvilke en sådan udpegelse ikke er påkrævet, bør kreditkøberen eller dennes repræsentantopfylde udpegelsesforpligtelsen i forbindelse med kreditaftaler indgået med forbrugere, andre fysiske personer eller SMV’er. Kreditservicevirksomheden og kreditkøberen bør overholde gældende EU-ret og national ret, og de nationale myndigheder i de enkelte medlemsstater bør have de nødvendige beføjelser til at føre effektivt tilsyn med deres aktiviteter.

• (44) Når en kreditkøber eller dennes repræsentant, der er udpeget i overensstemmelse med dette direktiv, skal udpege en kreditservicevirksomhed eller et kreditinstitut eller et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, og vælger selv at forvalte og fyldestgøre rettigheder og forpligtelser i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, anses kreditkøberen, eller dennes repræsentant, der er udpeget i overensstemmelse med dette direktiv, for at være en kreditservicevirksomhed og bør derfor godkendes i henhold til dette direktiv.

• (45) Kreditkøbere, som benytter sig af tjenesteydelser fra kreditservicevirksomheder, fra kreditinstitutter eller fra ikke-kreditinstitutter, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, bør underrette de kompetente myndigheder i deres hjemland herom, således at de relevante kompetente myndigheder kan udøve deres tilsynsbeføjelser med hensyn til den adfærd, som kreditservicevirksomheden, kreditinstituttet eller ikke-kreditinstituttet, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU, udviser over for låntageren. Kreditkøbere bør også rettidigt underrette de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med dem, hvis de anvender en anden kreditservicevirksomhed, et andet kreditinstitut eller et andet ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2008/48/EF eller direktiv 2014/17/EU.

• (46) Kreditkøbere, som fyldestgør den erhvervede kreditaftale direkte, bør gøre dette i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen, herunder de regler om forbrugerbeskyttelse, der gælder for låntager. Nationale regler, navnlig om håndhævelse af kontrakter, forbrugerbeskyttelse og strafferet finder fortsat anvendelse, og de kompetente myndigheder bør sikre, at disse kreditkøbere overholder sådanne bestemmelser på medlemsstaternes område.

• (47) For at lette håndhævelsen af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, hvis en kreditkøber ikke er hjemmehørende i Unionen eller ikke har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, bør det ved national ret til gennemførelse af dette direktiv fastsættes, at tredjelandskreditkøber ved overførsel af en kreditaftale udpeger en repræsentant, der er hjemmehørende i Unionen, eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til sin nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, som de kompetente myndigheder kan rette henvendelse til ud over eller i stedet for kreditkøber. Den pågældende repræsentant er ansvarlig for at opfylde de forpligtelser, der pålægges kreditkøbere i henhold til dette direktiv, uden at det berører forpligtelser, som er pålagt kreditservicevirksomheder. Kreditkøbere, der overfører misligholdte kreditaftaler, bør underrette den kompetente myndighed i hjemlandet to gange årligt og i aggregeret form om som minimum det samlede udestående beløb for de overførte kreditporteføljer samt om antallet og størrelsen af de kreditter, de omfatter, og om dette omfatter overførsel af kreditaftaler indgået med forbrugere. For hver portefølje, der overføres i én enkelt transaktion, bør de givne oplysninger omfatte identifikatoren for juridiske enheder (LEI) for kreditkøberen eller, hvor det er relevant, for dennes repræsentant i Unionen, eller, hvor dette ikke er muligt, kreditkøberens identitet og adresse samt, hvis det er relevant, oplysninger om dennes repræsentant i Unionen. De kompetente myndigheder bør, når som helst de finder det nødvendigt, kunne kræve, at oplysningerne i stedet gives kvartalsvis, herunder som følge af det høje antal transaktioner i en kriseperiode.

• (48) På nuværende tidspunkt er forskellige myndigheder ansvarlige for at meddele tilladelse til og føre tilsyn med kreditservicevirksomheder og kreditkøbere i medlemsstaterne, og det er derfor vigtigt, at medlemsstaterne præciserer sådanne myndigheders rolle og tillægger dem tilstrækkelige beføjelser, navnlig fordi de muligvis får behov for at føre tilsyn med enheder, der leverer tjenesteydelser i andre medlemsstater. For at sikre et effektivt og forholdsmæssigt tilsyn i hele Unionen bør medlemsstaterne tillægge de kompetente myndigheder de beføjelser, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver i henhold til dette direktiv, herunder beføjelse til at indhente de nødvendige oplysninger, til at efterforske mulige overtrædelser af dette direktiv, til at behandle låntageres klager og til at pålægge administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, herunder inddragelse af tilladelser. Hvis der pålægges sådanne administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, bør medlemsstaterne sikre, at de kompetente myndigheder anvender dem på en forholdsmæssig måde og begrunder deres afgørelser, og at sådanne afgørelser derudover er underlagt domstolskontrol, herunder i tilfælde, hvor de kompetente myndigheder ikke handler inden for de fastsatte frister.

• (49) Bestemmelserne om overtrædelse af dette direktiv berører ikke en medlemsstats ret til at gribe ind i tilfælde af overtrædelser af national ret i relation til f.eks. forbrugerbeskyttelse, låntagerrettigheder eller kriminelle aktiviteter. I sådanne tilfælde er det de kompetente myndigheder i værtslandet og i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, der har kompetence til at afgøre, om der er sket en overtrædelse af national ret, og deres beføjelser er således ikke begrænsede af dette direktiv.

• (50) Kreditservicevirksomhederne bør etablere en effektiv mekanisme til behandling af klager fra låntagere, da resultaterne på sekundære markeder for kredit i vid udstrækning vil afhænge af, om de involverede enheder har et godt omdømme. Medlemsstaterne bør sikre, at de myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med kreditkøbere og kreditservicevirksomheder, råder over effektive og lettilgængelige procedurer til behandling af klager fra låntagere.

• (51) Både Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67941 og (EU) 2018/172542 finder anvendelse, når personoplysninger behandles med henblik på dette direktiv. Når personoplysninger behandles med henblik på dette direktiv, bør der navnlig træffes foranstaltninger med henblik på at angive det præcise formål, henvise til det relevante retsgrundlag, opfylde de relevante sikkerhedskrav i forordning (EU) 2016/679 og respektere principperne om nødvendighed, proportionalitet, formålsbegrænsning og en gennemsigtig og rimelig dataopbevaringsperiode. Med henblik herpå foretrækkes en branchedækkende adfærdskodeks, som er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 40 i forordning (EU) 2016/679. Endvidere bør beskyttelse af personoplysninger gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger indgå i alle databehandlingssystemer, der udvikles og anvendes inden for rammerne af dette direktiv. Det administrative samarbejde og den gensidige bistand mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne bør ligeledes være i overensstemmelse med de regler om beskyttelse af personoplysninger, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679, og i overensstemmelse med nationale databeskyttelsesregler til gennemførelse af EU-retten.

• (52) For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse indeholder EU-retten og national ret en række rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med kreditaftaler, som en forbruger indrømmes. Disse rettigheder og beskyttelsesforanstaltninger gælder navnlig i forbindelse med forhandling og indgåelse af kreditaftalen, virksomheders anvendelse af urimelig handelspraksis over for forbrugerne som fastsat i direktiv 2005/29/EF og kreditaftalens opfyldelse eller misligholdelse. Dette er navnlig tilfældet i forbindelse med langsigtede forbrugerkreditaftaler, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/17/EU, i forhold til forbrugerens ret til at frigøre sig helt eller delvist fra sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale, før denne kreditaftale udløber, eller til at blive underrettet, via det europæiske standardiserede informationsblad, hvis det er relevant, om den eventuelle overførsel af kreditaftalen til en kreditkøber. Låntagers rettigheder bør heller ikke ændres, hvis overførslen af kreditaftalen mellem et kreditinstitut og en kreditkøber sker i form af kontraktfornyelse. Som et generelt princip bør det sikres, at låntagere ikke er dårligere stillet efter overførsel af deres kreditaftale fra et kreditinstitut til en kreditkøber. Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at anvende strengere bestemmelser for at beskytte låntagerne.

• (53) Uden at det berører andre forpligtelser i henhold til direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU og for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør disse direktiver ændres med henblik på at sikre, at forbrugeren i god tid forud for eventuelle ændringer af vilkårene og betingelserne i en kreditaftale modtager en klar og udtømmende liste over sådanne ændringer, en tidsplan for deres gennemførelse og de nødvendige oplysninger om samt navn og adresse på den nationale myndighed, hvor forbrugeren kan indgive klager.

• (54) Oplysningerne vedrørende ændring af en kreditaftales vilkår og betingelser i henhold til direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, som indført ved de ændringer, der er fastsat i nærværende direktiv, bør ikke berøre nogen af de forbrugerrettigheder, der er fastsat i direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, herunder retten til information.

• (55) Den vægt, som EU-lovgiver lægger på forbrugerbeskyttelse i Rådets direktiv 93/13/EØF43 og i direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, er ensbetydende med, at overdragelse af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen til en kreditkøber ikke på nogen måde bør indvirke på omfanget af den beskyttelse, der sikres forbrugerne i EU-retten. Kreditkøbere og kreditservicevirksomheder bør derfor overholde gældende EU-ret og national ret, som finder anvendelse på den oprindelige kreditaftale, og låntageren bør bevare det samme niveau af beskyttelse som fastsat i gældende EU-ret og national ret eller ved EU-lovvalgsregler eller nationale lovvalgsregler. Medlemsstaterne bør sikre, at låntageren ikke pålægges andre omkostninger i forbindelse med overførslen af kreditaftalen end dem, der allerede er omfattet af denne kreditaftale. For så vidt angår omkostninger, der pålægges forbrugere i tilfælde af misligholdelse, bør der foretages ændringer af direktiv 2008/48/EF, som pålægger medlemsstaterne at følge de samme bestemmelser som i direktiv 2014/17/EU om fastsættelse af lofter for gebyrer og sanktioner.

• (56) For så vidt angår forbrugere bør direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU ændres ved nærværende direktiv for at fastsætte, at medlemsstaterne bør kræve, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en tvangsauktion. Der bør tages hensyn til EBA’s retningslinjer om restancer og tvangsauktion af 19. august 2015, EBA’s retningslinjer for styring af misligholdte eksponeringer og eksponeringer med kreditlempelse fra den 31. oktober 2018 og til EBA’s retningslinjer om misligholdte lån fra marts 2017. Når kreditgivere beslutter, hvilke kreditlempelser der skal træffes, bør de tage hensyn til forbrugerens individuelle forhold, forbrugerens interesser og rettigheder og forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, herunder navnlig hvis kreditaftalen er sikret ved pant i fast ejendom til beboelse, som er forbrugerens primære bopæl. Kreditlempelser bør kunne bestå af visse indrømmelser til låntageren, såsom hel eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller en ændring af dens eksisterende vilkår og betingelser, herunder bl.a. en forlængelse af dens løbetid, en ændring af typen af kreditaftale, en udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, en ændring i rentesatsen, et tilbud om betalingsfrihed i en periode, delvis tilbagebetaling, valutaomregninger, delvis eftergivelse og gældskonsolidering. Medlemsstaterne bør have indført passende kreditlempelsesforanstaltninger på nationalt plan. Listen over kreditlempelsesforanstaltninger i dette direktiv, som ændringer af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, er ikke udtømmende, og medlemsstaterne kan derfor frit fastsætte yderligere foranstaltninger. Det står ligeledes medlemsstaterne frit for ikke at indføre en specifik foranstaltning, hvis dette er fastsat på nationalt plan, så længe der stadig er et rimeligt antal foranstaltninger til rådighed. Hvis der efter tvangsauktionsprocedurerne stadig består udestående gæld, bør medlemsstaterne sikre beskyttelsen af et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling af gæld og samtidig undgå overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for den faste ejendom til beboelse, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimelige foranstaltninger til at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom til beboelse afhængigt af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i udtrykkeligt at aftale, at overførslen af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten, navnlig når kreditten er sikret ved forbrugerens primære bopæl.

• (57) For at sikre, at forbrugerbeskyttelsesniveauet ikke påvirkes, hvis en kreditgivers rettigheder i henhold til en realkreditaftale eller selve kreditaftalen overdrages til tredjemand, bør der indføres en ændring af direktiv 2014/17/EU for at fastslå, at forbrugeren i tilfælde af overdragelse af kredit, der er omfattet af nævnte direktiv, har ret til at gøre enhver indsigelse gældende over for kreditkøber, som han kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver, og til at blive underrettet om overførslen.

• (58) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter44 har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder EU-lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

• (59) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den 24. januar 2019.

• (60) Kommissionen bør evaluerer, om dette direktiv anvendes effektivt, i takt med at etableringen af et indre sekundært marked for misligholdte kreditaftaler med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau udvikler sig. Kommissionen har gode forudsætninger for at analysere specifikke grænseoverskridende spørgsmål, som ikke kan identificeres eller håndteres ordentligt af de enkelte medlemsstater, såsom risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der kan opstå i forbindelse med kreditserviceringsaktiviteter og kreditkøberes aktiviteter og samarbejdet mellem kompetente myndigheder fra forskellige medlemsstater. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen i sin gennemgang af dette direktiv også bør medtage en grundig vurdering af de risici for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er forbundet med de aktiviteter, der udføres af kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og det administrative samarbejde mellem de kompetente myndigheder.

• (61) Målene for dette direktiv, nemlig at forbedre udviklingen af sekundære markeder for misligholdte lån i Unionen, samtidig med at der sikres en yderligere styrket beskyttelse af låntagere, navnlig forbrugere, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Afsnit I

Genstand, anvendelsesområde og definitioner

Artikel 1

Genstand

Ved dette direktiv fastlægges der fælles rammer og krav vedrørende:

• a) kreditservicevirksomheder for en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, der er udstedt af et kreditinstitut etableret i Unionen, og som handler på vegne af en kreditkøber

• b) kreditkøbere af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, der er udstedt af et kreditinstitut etableret i Unionen.

Artikel 2

Anvendelsesområde

• 1. Dette direktiv finder anvendelse på:

  • a) kreditservicevirksomheder, der handler på vegne af en kreditkøber i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller af selve den misligholdte kreditaftale, der er udstedt af et kreditinstitut etableret i Unionen i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret

  • b) kreditkøbere af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller af selve den misligholdte kreditaftale, der er udstedt af et kreditinstitut etableret i Unionen i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret.

• 2. Hvad angår kreditaftaler, der henhører under dette direktivs anvendelsesområde, berører dette direktiv hverken de aftaleretlige eller de civilretlige principper i henhold til national ret med hensyn til overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen, eller beskyttelsen af forbrugerne eller låntagerne, jf. navnlig forordning (EF) nr. 593/2008, forordning (EU) nr. 1215/2012, direktiv 93/13/EØF, 2008/48/EF, direktiv 2014/17/EU og bestemmelserne i national ret til gennemførelse heraf eller andre relevante bestemmelser i EU-retten og national ret vedrørende forbrugerbeskyttelse og låntageres rettigheder.

• 3. Dette direktiv berører ikke de restriktioner i medlemsstaternes nationale lovgivning, som vedrører overførslen af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, som ikke er forfalden eller er forfalden med færre end 90 dage, eller som ikke er blevet opsagt i overensstemmelse med national civilret.

• 4. Dette direktiv berører ikke kravene i medlemsstaternes nationale ret vedrørende serviceringen af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen, når kreditkøberen er en securitisationsenhed med særligt formål som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/240245, så længe denne nationale ret:

  • a) ikke påvirker forbrugerbeskyttelsesniveauet i dette direktiv

  • b) sikrer, at de kompetente myndigheder modtager de nødvendige oplysninger fra kreditservicevirksomheder.

• 5. Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende:

  • a) servicering af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen, der udføres af:

    • i) et kreditinstitut etableret i Unionen

    • ii) en forvalter af en alternativ investeringsfond (FAIF), der har opnået tilladelse eller er blevet registreret i overensstemmelse med direktiv 2011/61/EU, eller et administrationsselskab eller et investeringsselskab, der er godkendt i henhold til direktiv 2009/65/EF, forudsat at investeringsselskabet ikke har udpeget et administrationsselskab i henhold til nævnte direktiv på vegne af den fond, den forvalter

    • iii) et ikke-kreditinstitut, der er underlagt tilsyn af en kompetent myndighed i en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 20 i direktiv 2008/48/EF eller artikel 35 i direktiv 2014/17/EU, når de udfører aktiviteter i den pågældende medlemsstat

  • b) servicering af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen, som ikke er udstedt af et kreditinstitut etableret i Unionen, medmindre kreditgiverens rettigheder i henhold til kreditaftalen eller selve kreditaftalen erstattes af en kreditaftale udstedt af et sådant kreditinstitut

  • c) køb af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller af selve den misligholdte kreditaftale, der foretages af et kreditinstitut etableret i Unionen

  • d) overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen, der foretages inden den i artikel 32, stk. 2, første afsnit, omhandlede dato.

• 6. Medlemsstaterne kan undtage servicering af en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen, der udføres af offentlige notarer og fogeder som defineret i national ret eller advokater som defineret i artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF46, fra anvendelsen af dette direktiv, når de udfører kreditserviceringsaktiviteter som led i deres erhverv.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

• 1) »kreditinstitut«: et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013

• 2) »kreditgiver«: et kreditinstitut, som har udstedt en kredit, eller en kreditkøber

• 3) »låntager«: en juridisk eller fysisk person, som har indgået en kreditaftale med et kreditinstitut, herunder dettes juridiske efterfølger eller rettighedserhverver

• 4) »kreditaftale«: en aftale, det være sig i sin oprindeligt udstedte, i ændret eller i erstattet form, hvorved et kreditinstitut yder en kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet

• 5) »kreditserviceaftale«: en skriftlig aftale, der er indgået mellem en kreditkøber og en kreditservicevirksomhed, om de tjenesteydelser, som kreditservicevirksomheden skal levere på kreditkøberens vegne

• 6) »kreditkøber«: enhver anden fysisk eller juridisk person end et kreditinstitut, som køber en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret

• 7) »kreditserviceleverandør«: tredjemand, som anvendes af en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteterne

• 8) »kreditservicevirksomhed«: en juridisk person, der som led i sin erhvervsmæssige virksomhed forvalter og fyldestgør rettigheder og forpligtelser i tilknytning til en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale på vegne af en kreditkøber, og som udfører mindst én eller flere kreditserviceringsaktiviteter

• 9) »kreditserviceringsaktiviteter«: en eller flere af følgende aktiviteter:

  • a) opkrævning eller inddrivelse af ethvert skyldigt beløb fra låntageren i tilknytning til en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller til selve kreditaftalen i overensstemmelse med national ret

  • b) genforhandling med låntageren i overensstemmelse med kravene i den nationale ret af de vilkår og betingelser, der er knyttet til en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller selve kreditaftalen, i overensstemmelse med de instrukser, som kreditkøberen har givet, hvis kreditservicevirksomheden ikke er en »kreditformidler« som defineret i artikel 3, litra f), i direktiv 2008/48/EF eller i artikel 4, nr. 5), i direktiv 2014/17/EU

  • c) behandling af eventuelle klager i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller til selve kreditaftalen

  • d) oplysning til låntageren om enhver ændring i rentesatser, omkostninger eller forfaldne betalinger i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller til selve kreditaftalen

• 10) »hjemland«: for kreditservicevirksomhedens vedkommende, den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til den nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende, eller for en kreditkøbers vedkommende, den medlemsstat, hvor kreditkøberen eller dennes repræsentant er hjemmehørende eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til den nationale ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende

• 11) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor en kreditservicevirksomhed har etableret en filial eller hvor den udfører kreditserviceringsaktiviteter, og under alle omstændigheder hvor låntageren er hjemmehørende eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende

• 12) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med kreditaftaler, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed

• 13) »misligholdt kreditaftale«: en kreditaftale, der er klassificeret som en misligholdt eksponering i overensstemmelse med artikel 47a i forordning (EU) nr. 575/2013.

Afsnit II

Kreditservicevirksomheder

Kapitel I

Tilladelse til kreditservicevirksomheder

Artikel 4

Generelle krav

• 1. Medlemsstaterne kræver, at en kreditservicevirksomhed opnår tilladelse i hjemlandet, før den påbegynder sine aktiviteter på deres område i overensstemmelse med kravene i de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv.

• 2. Medlemsstaterne tillægger de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 21, stk. 3, beføjelse til at give en tilladelse som omhandlet i nærværende artikels stk. 1.

Artikel 5

Betingelser for godkendelsen

• 1. Uden at det berører artikel 6 fastlægger medlemsstaterne følgende krav for meddelelse af tilladelse, jf. artikel 4, stk. 1:

  • a) ansøgeren er en juridisk person som omhandlet i artikel 54 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og dens vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis ansøgeren i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, dens hovedkontor ligger i den medlemsstat, hvor ansøgeren søger om tilladelse

  • b) medlemmerne af ansøgerens ledelses- eller administrationsorgan har et tilstrækkeligt godt omdømme, hvilket dokumenteres ved at:

    • i) de har en ren straffeattest eller en anden tilsvarende national attest med hensyn til relevante strafbare handlinger, navnlig de der vedrører formue, finansielle tjenesteydelser og aktiviteter, hvidvask af penge, åger, svig, skattekriminalitet, overtrædelse af tavshedspligten eller den fysiske integritet og også vedrørende enhver anden lovovertrædelse i henhold til lovgivningen om virksomheder, konkurs, insolvens eller forbrugerbeskyttelse

    • ii) de kumulative virkninger af mindre hændelser ikke indvirker på deres gode omdømme

    • iii) de altid har været gennemsigtige, åbne og samarbejdsvillige i deres tidligere forretningsforbindelser med tilsyns- og reguleringsmyndigheder

    • iv) de ikke er omfattet af en igangværende insolvensbehandling eller tidligere har været erklæret konkurs, medmindre de har genvundet deres fulde ret til erhvervsudøvelse i overensstemmelse med national ret

  • c) ansøgerens ledelses- eller administrationsorgan som helhed har den fornødne viden og erfaring til at udøve virksomhed på en kompetent og ansvarlig måde

  • d) de personer, som besidder kvalificerede andele i ansøgeren i den i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 anvendte betydning, har et tilstrækkeligt godt omdømme, hvilket dokumenteres ved opfyldelse af de i dette stykkes litra b), nr. i) og iv), fastsatte krav

  • e) ansøgeren har robuste governanceordninger og passende interne kontrolmekanismer, herunder procedurer for risikostyring og regnskabsmæssig praksis, til sikring af, at låntagerrettigheder og lovgivningen om kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller selve kreditaftalen samt forordning (EU) 2016/679 overholdes

  • f) ansøgeren anvender en passende politik til sikring af, at regler om beskyttelse overholdes, og af, at låntagerne behandles på en fair og omhyggelig måde, herunder under hensyntagen til deres finansielle situation og behovet for henvisning til gældsrådgivning eller sociale tjenesteydere, hvis der er adgang til sådanne

  • g) ansøgeren har indført passende og særlige interne procedurer til sikring af, at klager fra låntagere registreres og behandles

  • h) ansøgeren har indført tilstrækkelige procedurer til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, hvis nationale bestemmelser, der gennemfører direktiv (EU) 2015/849, udpeger kreditservicevirksomheder som forpligtede enheder med henblik på at forebygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme

  • i) ansøgeren i medfør af den gældende nationale ret er underlagt rapporterings- og offentliggørelseskrav.

• 2. EBA udsteder efter høring af alle relevante interessenter og under hensyntagen til alle involverede interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for de krav, der er fastsat i stk. 1, litra c), i denne artikel.

• 3. De kompetente myndigheder i hjemlandet nægter at give den i artikel 4, stk. 1, omhandlede tilladelse, hvis ansøgeren ikke overholder kravene i stk. 1 i nærværende artikel og, hvis det er relevant i artikel 6, stk. 2, litra a).

Artikel 6

Retten til at opbevare midler

• 1. Medlemsstaterne afgør, om kreditservicevirksomheder, når de udfører kreditserviceringsaktiviteter på deres område, enten har

  • a) tilladelse til at modtage og opbevare midler fra låntagere med henblik på at overføre disse midler til kreditkøbere, eller

  • b) forbud mod at modtage midler og opbevare midler fra låntagere.

• 2. I tilfælde, hvor kreditservicevirksomheder har tilladelse til at modtage og opbevare midler fra låntagere i henhold til stk. 1, litra a), skal medlemsstaterne:

  • a) i tillæg til de krav til meddelelse af tilladelse, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, fastsætte et krav om, at ansøgeren har en særskilt konto i et kreditinstitut, hvor alle midler, der modtages fra låntagere, skal krediteres og opbevares, indtil de kanaliseres videre til den pågældende kreditkøber på de betingelser, der er aftalt med kreditkøberen

  • b) sikre, at disse midler i overensstemmelse med national ret i kreditkøbernes interesse er beskyttet mod krav fra kreditservicevirksomheders øvrige kreditgivere, navnlig i tilfælde af insolvens

  • c) fastslå, at når en låntager foretager en betaling til en kreditservicevirksomhed for helt eller delvist at tilbagebetale de skyldige beløb i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, anses denne betaling for at være blevet betalt til kreditkøberen

  • d) kræve, at en kreditservicevirksomhed som en bekræftelse på at have modtaget midler afleverer en kvittering eller et frigørelsesbrev på papir eller på et andet varigt medium, når kreditservicevirksomheden modtager midler fra låntageren.

• 3. Hvis en kreditservicevirksomhed ikke har til hensigt at modtage og opbevare midler fra låntagere som led i sin forretningsmodel, anfører kreditservicevirksomheden dette i sin ansøgning om den i artikel 4, stk. 1, omhandlede tilladelse. I sådanne tilfælde finder kravene fastsat i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, litra a), ikke anvendelse.

Artikel 7

Procedure for meddelelse af tilladelse til kreditservicevirksomheder

• 1. Medlemsstaterne etablerer en procedure for meddelelse af tilladelse til kreditservicevirksomheder, således at en ansøger kan indgive en ansøgning og fremlægge alle de oplysninger, der er nødvendige, for at den kompetente myndighed i hjemlandet kan kontrollere, om ansøgeren opfylder alle betingelserne i de bestemmelser i national ret, der gennemfører artikel 5, stk. 1, og, hvor det er relevant, i artikel 6, stk. 2, litra a).

• 2. Den i stk. 1 omhandlede ansøgning om tilladelse fra kreditservicevirksomheder skal ledsages af følgende:

  • a) dokumentation for ansøgerens retlige status og en kopi af dennes stiftelsesdokument og virksomhedens vedtægter

  • b) adresse på ansøgerens hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted

  • c) identiteten på de af medlemmerne af ansøgerens ledelses- eller administrationsorgan og de personer, som besidder kvalificerede andele i den i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 anvendte betydning

  • d) dokumentation for, at ansøgeren opfylder betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra b) og c)

  • e) dokumentation for, at de personer, som besidder kvalificerede andele i den i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 anvendte betydning opfylder betingelserne i nærværende direktivs artikel 5, stk. 1, litra d)

  • f) dokumentation for governanceordningerne og de interne kontrolmekanismer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra e)

  • g) dokumentation for den politik, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra f)

  • h) dokumentation for de interne procedurer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra g)

  • i) dokumentation for de procedurer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra h)

  • j) hvis det er relevant, dokumentation for, at der findes en særskilt konto i et kreditinstitut, jf. artikel 6, stk. 2, litra a)

  • k) eventuelle outsourcingaftaler som omhandlet i artikel 12, stk. 1.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet inden for 45 arbejdsdage fra modtagelsen af ansøgningen om tilladelse vurderer, om den pågældende ansøgning er fuldstændig.

• 4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet inden for 90 dage fra modtagelsen af en fuldstændig ansøgning eller, hvis ansøgningen om tilladelse anses for at være ufuldstændig, af de krævede oplysninger, oplyser ansøgeren om, hvorvidt tilladelsen er meddelt eller nægtet, og giver en begrundelse for afslaget.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at en ansøger har ret til domstolsprøvelse, i tilfælde hvor de kompetente myndigheder i hjemlandet enten beslutter at nægte tilladelse i henhold til artikel 5, stk. 3, samt også i tilfælde, hvor de inden for den i stk. 4 i nærværende artikel omhandlede tidsfrist undlader at træffe en afgørelse i forbindelse med ansøgningen.

Artikel 8

Inddragelse af tilladelse

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet har de nødvendige tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser i overensstemmelse med artikel 22, således at de kan inddrage den meddelte tilladelse til en kreditservicevirksomhed, hvis en sådan kreditservicevirksomhed gør ét af følgende:

  • a) ikke udnytter tilladelsen i 12 måneder efter meddelelsen heraf

  • b) udtrykkeligt giver afkald på tilladelsen

  • c) ophører med kreditserviceaktiviteter i mere end 12 måneder

  • d) har erhvervet en tilladelse på grundlag af falske erklæringer eller andre uretmæssige midler

  • e) ikke længere opfylder de i artikel 5, stk. 1, og, hvor det er relevant, i artikel 6, stk. 2, litra a), fastsatte krav for meddelelse af tilladelse som kreditservicevirksomhed

  • f) begår en alvorlig overtrædelse af de gældende regler, herunder de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, eller af andre forbrugerbeskyttelsesregler, herunder gældende regler i værtslandet og i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet.

• 2. Hvis en tilladelse inddrages i henhold til nærværende artikels stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder i hjemlandet straks underretter de kompetente myndigheder i værtslandet, hvis kreditservicevirksomheden leverer tjenesteydelser i henhold til artikel 13, og også de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne ikke er værtslandet og hjemlandet.

Artikel 9

Liste eller register over kreditservicevirksomheder med tilladelse

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder etablerer og ajourfører som minimum en liste eller, hvor dette anses for mere hensigtsmæssigt, et nationalt register over alle kreditservicevirksomheder med tilladelse til at levere tjenesteydelser inden for deres område, herunder kreditservicevirksomheder, der leverer tjenesteydelser i henhold til nærværende direktivs artikel 13.

  EBA udarbejder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 retningslinjer for bedste praksis i forbindelse med udarbejdelse og ajourføring af sådanne lister eller registre, som præciserer, hvilke typer oplysninger de omfatter, med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår i hele Unionen og gennemsigtighed for kreditkøbere og låntagere.

• 2. Listen eller registret, der er omhandlet i stk. 1, gøres offentligt tilgængelig online på de kompetente myndigheders websted og opdateres regelmæssigt.

• 3. Hvis en tilladelse inddrages i henhold til artikel 8, opdaterer de kompetente myndigheder hurtigst muligt listen eller registret, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1.

Artikel 10

Forhold til låntagere, meddelelse om overførsel og efterfølgende meddelelser

• 1. Medlemsstaterne stiller krav om, at kreditkøbere og kreditservicevirksomheder i deres forhold til låntagere:

  • a) handler i god tro, redeligt og professionelt

  • b) giver oplysninger til låntagere, som ikke er vildledende, uklare eller falske

  • c) respekterer og beskytter låntageres personoplysninger og privatliv

  • d) kommunikerer med låntagere på en måde, der ikke udgør chikane, tvang eller utilbørlig påvirkning.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditkøberen eller den enhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), eller kreditservicevirksomheden, når en af disse er udpeget til at udføre kreditserviceringsaktiviteter, efter enhver overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller af selve den misligholdte kreditaftale til en kreditkøber og altid forud for den første inddrivelse af gæld, men også når låntageren anmoder herom, sender låntageren en meddelelse på papir eller på et andet varigt medium, der som minimum omfatter følgende:

  • a) oplysninger om overførslen, der fandt sted, herunder datoen for overførslen

  • b) identifikation af og kontaktoplysninger for kreditkøberen

  • c) identifikation af og kontaktoplysninger for kreditservicevirksomheden eller den enhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), når en af disse er udpeget

  • d) dokumentation for meddelelse af tilladelse til en kreditservicevirksomhed i medfør af artikel 7, når en sådan er udpeget

  • e) hvor det er relevant, identiteten af og kontaktoplysninger for kreditserviceleverandøren

  • f) en tydelig angivelse af et kontaktpunkt hos kreditkøberen eller, hos den enhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), eller hos kreditservicevirksomheden, hvis der er udpeget en sådan til at udføre kreditserviceringsaktiviteter, og, hvor det er relevant, hos kreditserviceleverandøren, hvorfra der kan indhentes oplysninger, når det er nødvendigt

  • g) oplysninger om de beløb, som låntager skylder på tidspunktet for meddelelsen, med angivelse af, hvad der skal betales i kapital, renter, gebyrer og andre tilladte omkostninger

  • h) en erklæring om, at al relevant EU-ret og national ret vedrørende navnlig håndhævelsen af kontrakter, forbrugerbeskyttelse, låntagers rettigheder og strafferet fortsat finder anvendelse

  • i) navn, adresse og kontaktoplysninger på de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor låntageren er hjemmehørende eller har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende, og hvortil låntageren kan indgive en klage.

  Den meddelelse, der er fastsat i første afsnit, skal affattes på et sprog, der er klart og forståeligt for den brede offentlighed.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditkøberen eller, den enhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), eller kreditservicevirksomheden, når en af disse er udpeget til at udføre kreditserviceringsaktiviteter, i al efterfølgende kommunikation med låntageren omfatter de oplysninger, der er fastsat i nærværende artikels stk. 2, litra f), undtagen hvis det er den første meddelelse efter udpegelsen af en ny kreditservicevirksomhed, i hvilket tilfælde oplysningerne fastsat i nærværende artikels stk. 2, litra c) og d), også skal medtages.

• 4. Stk. 2 og 3 berører ikke eventuelle yderligere krav vedrørende meddelelser, der er fastsat i anden gældende EU-ret eller national ret.

Artikel 11

Aftaleforholdet mellem en kreditservicevirksomhed og en kreditkøber

• 1. Når en kreditkøber ikke selv udfører kreditserviceringsaktiviteter, sikrer medlemsstaterne, at den udpegede kreditservicevirksomhed leverer sine tjenesteydelser med hensyn til forvaltning og håndhævelse af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale på grundlag af en kreditserviceaftale med kreditkøberen.

• 2. Den i stk. 1 omhandlede kreditserviceaftale skal indeholde følgende:

  • a) en udførlig beskrivelse af de kreditserviceringsaktiviteter, som kreditservicevirksomheden skal udføre

  • b) størrelsen af kreditservicevirksomhedens vederlag, eller hvordan dette vederlag skal beregnes

  • c) en præcisering af, i hvilket omfang kreditservicevirksomheden kan repræsentere kreditkøberen i relation til låntager

  • d) et tilsagn fra parterne om, at de vil overholde de bestemmelser i EU-retten og national ret, som finder anvendelse på en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller til selve kreditaftalen, herunder med hensyn til forbruger- og databeskyttelse

  • e) en klausul, der kræver, at låntagere behandles på en fair og omhyggelig måde.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at den i stk. 1 omhandlede kreditserviceaftale indeholder et krav om, at kreditservicevirksomheden underretter kreditkøberen forud for outsourcing af en hvilken som helst af sine kreditserviceringsaktiviteter.

• 4. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheden opbevarer og fører følgende fortegnelser i mindst fem år fra den dato, hvor den i stk. 1 omhandlede kreditserviceaftale bringes til ophør, eller frem til udløbet af den lovbestemte forældelsesfrist, der gælder i hjemlandet, i begge tilfælde dog højst i 10 år:

  • a) relevant korrespondance med såvel kreditkøber som låntager på de betingelser, der er fastsat i gældende national ret

  • b) relevante anvisninger fra kreditkøber vedrørende en kreditgivers rettigheder i henhold til hver misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, som den forvalter og fuldbyrder på vegne af denne kreditkøber på de betingelser, der er fastsat i gældende national ret

  • c) kreditserviceaftalen.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheden gør de i stk. 4 omhandlede fortegnelser tilgængelige for de kompetente myndigheder efter anmodning.

Artikel 12

Kreditservicevirksomhedens outsourcing

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditservicevirksomhed, der anvender en kreditserviceleverandør til at udføre en hvilken som helst af kreditserviceringsaktiviteterne, fortsat er fuldt ud ansvarlig for opfyldelse af alle forpligtelser i henhold til bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører dette direktiv. Outsourcing af nævnte kreditserviceringsaktiviteter sker på følgende betingelser:

  • a) der indgås en skriftlig outsourcing aftale mellem kreditservicevirksomheden og kreditserviceleverandøren, i henhold til hvilken kreditserviceleverandøren er forpligtet til at overholde de gældende retlige bestemmelser, herunder de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv og den relevante EU-ret eller nationale ret, som finder anvendelse på en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller selve kreditaftalen

  • b) outsourcing til en kreditserviceleverandør af alle kreditserviceringsaktiviteter på samme tid er forbudt

  • c) aftaleforholdet mellem kreditservicevirksomheden og kreditkøberen og kreditservicevirksomhedens forpligtelser over for kreditkøberen eller over for långiveren ændres ikke ved en outsourcingaftale med kreditserviceleverandøren

  • d) en kreditservicevirksomheds forpligtelse til at opfylde kravene i dens tilladelse, jf. artikel 5, stk. 1, berøres ikke af outsourcingen af nogle af dens kreditserviceringsaktiviteter

  • e) outsourcing til kreditserviceleverandøren berører ikke de kompetente myndigheders tilsyn med en kreditservicevirksomhed i overensstemmelse med artikel 14 og 21

  • f) kreditservicevirksomheden har direkte adgang til alle relevante oplysninger vedrørende de kreditserviceringsaktiviteter, der er outsourcet til kreditserviceleverandøren

  • g) når outsourcingaftalen er ophørt, har kreditservicevirksomheden den fornødne ekspertviden og de fornødne ressourcer, således at den er i stand til at levere de outsourcede kreditserviceringsaktiviteter.

  Outsourcingen af kreditserviceringsaktiviteter må ikke foretages på en sådan måde, at kvaliteten af kreditservicevirksomhedens interne kontrol, eller soliditeten eller kontinuiteten af dens kreditserviceringsaktiviteter forringes.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheden underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet og, hvor det er relevant, værtslandet forud for outsourcing af sine kreditserviceringsaktiviteter i overensstemmelse med stk. 1.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheden opbevarer og fører fortegnelser over relevante anvisninger til kreditserviceleverandøren i overensstemmelse med betingelserne i gældende national ret og den i stk. 1 omhandlede outsourcingaftale i en periode på mindst fem år fra den dato, hvor outsourcingaftalen bringes til ophør, eller frem til udløbet af den lovbestemte forældelsesfrist, der gælder i hjemlandet, i begge tilfælde dog højst i 10 år.

• 4. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheden og kreditserviceleverandøren gør de i stk. 3 omhandlede oplysninger tilgængelige for de kompetente myndigheder efter anmodning.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at kreditserviceleverandøren ikke må modtage og besidde midler fra låntagere.

Kapitel II

Kreditserviceringsaktiviteter på tværs af grænser

Artikel 13

Fri udveksling af kreditserviceringsaktiviteter i et værtsland

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditservicevirksomhed, som har opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i et hjemland, har ret til i Unionen at levere de tjenesteydelser, der er omfattet af nævnte tilladelse, uden at dette berører eventuelle begrænsninger og krav, der er fastsat i værtslandets nationale ret i overensstemmelse med dette direktiv, herunder, hvis det er relevant, et forbud mod at modtage og opbevare midler fra låntagere, som ikke er knyttet til andre krav om meddelelse af tilladelse til kreditservicevirksomhed, eller krav, der er fastlagt for genforhandling af betingelser og vilkår i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller i selve kreditaftalen.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditservicevirksomhed, der har opnået en tilladelse i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i et hjemland og agter at levere tjenesteydelser i et værtsland, oplyser den kompetente myndighed i hjemlandet om følgende:

  • a) det værtsland, hvor kreditservicevirksomheden agter at levere tjenesteydelser, og, hvis kreditservicevirksomheden allerede har kendskab til disse oplysninger, den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne er forskellig fra værtslandet og hjemlandet

  • b) hvis det er relevant, adressen på den filial af kreditservicevirksomheden, der er etableret i værtslandet

  • c) hvis det er relevant, identiteten og adressen på kreditserviceleverandøren i værtslandet

  • d) identiteten på de personer, der er ansvarlige for styring af kreditserviceringsaktiviteterne i værtslandet

  • e) i givet fald, nærmere oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at tilpasse kreditservicevirksomhedens interne procedurer, governanceordninger og interne kontrolmekanismer med henblik på at sikre overholdelse af den lovgivning, som finder anvendelse på en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller selve kreditaftalen

  • f) en beskrivelse af den procedure, der er indført med henblik på at overholde de bestemmelser til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, med hvilke værtsmedlemsstatens nationale lovgivning, der gennemfører direktiv (EU) 2015/849, udpeger kreditservicevirksomheder som forpligtede enheder med henblik på at forebygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme

  • g) at kreditservicevirksomheden har mulighed for at kommunikere på værtslandets sprog eller på det sprog, kreditaftalen er udfærdiget på, eller ej

  • h) hvorvidt kreditservicevirksomheden er autoriseret i sit hjemland til at modtage og besidde midler fra låntagere eller ej.

• 3. De kompetente myndigheder i hjemlandet meddeler senest 45 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, disse oplysninger til de kompetente myndigheder i værtslandet, som straks bekræfter modtagelsen heraf. De kompetente myndigheder i hjemlandet oplyser derefter kreditservicevirksomheden om, på hvilken dato oplysningerne blev meddelt de kompetente myndigheder i hjemlandet, og på hvilken dato disse kompetente myndigheder bekræftede modtagelsen af oplysningerne. De kompetente myndigheder i hjemlandet meddeler også alle de i stk. 2 omhandlede oplysninger til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne er forskellig fra værtslandet og hjemlandet.

• 4. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditservicevirksomhed har ret til domstolsprøvelse, hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet undlader at meddele de i stk. 2 omhandlede oplysninger.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheden kan påbegynde leveringen af tjenesteydelser i værtslandet fra det tidligste af følgende tidspunkter:

  • a) ved modtagelsen af meddelelsen fra værtslandets kompetente myndigheder om, at den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3, er modtaget

  • b) hvis der ikke er modtaget nogen meddelelse som omhandlet i nærværende stykkes litra a), efter udløbet af to måneder fra datoen for indgivelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2 til de kompetente myndigheder i værtslandet.

• 6. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditservicevirksomhed oplyser den kompetente myndighed i hjemlandet om eventuelle efterfølgende ændringer i de oplysninger, der kræves meddelt i henhold til stk. 2. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i stk. 3, 4 og 5.

• 7. Medlemsstaterne sikrer, at værtslandets kompetente myndigheder i den liste eller det register, der er omhandlet i artikel 9, opfører kreditservicevirksomheder med tilladelse til at foretage kreditserviceringsaktiviteter på deres område samt nærmere oplysninger om hjemlandet.

Artikel 14

Tilsyn med kreditservicevirksomheder, som leverer tjenesteydelser på tværs af grænser

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet undersøger og vurderer, om en kreditserviceringsaktiviteter, som leverer tjenesteydelser i et værtsland, løbende overholder kravene i dette direktiv.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet har beføjelser til at føre tilsyn med, undersøge og pålægge kreditservicevirksomheder administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger for så vidt angår kravene i dette direktiv, når de udfører deres kreditserviceringsaktiviteter i et værtsland.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet giver de kompetente myndigheder i værtslandet meddelelse om de foranstaltninger, der er truffet i forhold til kreditservicevirksomheden og, hvor det er relevant, i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne er forskellig fra værtslandet og hjemlandet.

• 4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjem- og værtslandet i tilfælde, hvor en kreditservicevirksomhed udfører kreditserviceringsaktiviteter i et værtsland, og, hvor det er relevant, i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne er forskellig fra værtslandet og hjemlandet, samarbejder tæt om udførelsen af deres funktioner og opgaver, særlig i forbindelse med gennemførelsen af kontroller, undersøgelser og inspektioner på stedet.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet ved udførelsen af deres funktioner og opgaver i henhold til dette direktiv anmoder de kompetente myndigheder i værtslandet om assistance i forbindelse med gennemførelsen af en inspektion på stedet i en filial, som er etableret i et værtsland, eller hos en kreditserviceleverandør, som er udpeget i et værtsland. Kontrollen på stedet af en filial eller en kreditserviceleverandør udføres i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor kontrollen foretages.

• 6. Medlemsstaterne sikrer desuden, at de kompetente myndigheder i værtslandet har beføjelser til at træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger det er mest hensigtsmæssigt at træffe i hvert enkelt tilfælde for at imødekomme anmodningen om assistance fra de kompetente myndigheder i hjemlandet.

• 7. Hvis de kompetente myndigheder i værtslandet beslutter at gennemføre inspektioner på stedet på vegne af de kompetente myndigheder i hjemlandet, skal de hurtigst muligt oplyse de kompetente myndigheder i hjemlandet om resultaterne heraf.

• 8. De kompetente myndigheder i værtslandet kan på eget initiativ gennemføre kontroller, inspektioner og undersøgelser for så vidt angår kreditserviceringsaktiviteter, som en kreditservicevirksomhed med tilladelse i et hjemland foretager på deres område. De kompetente myndigheder i værtslandet skal hurtigst muligt oplyse de kompetente myndigheder i hjemlandet om resultaterne af disse kontroller, inspektioner og undersøgelser.

• 9. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i værtslandet i tilfælde, hvor de har dokumentation for, at en kreditservicevirksomhed, som udfører kreditserviceringsaktiviteter på deres område, som fastsat i artikel 13, har overtrådt de gældende regler, herunder forpligtelserne i medfør af de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, fremsender denne dokumentation til de kompetente myndigheder i hjemlandet og anmoder om, at de træffer de nødvenlige foranstaltninger, uden at dette berører værtslandets kompetente myndigheders tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser over for kreditservicevirksomheden i henhold til national ret, navnlig beføjelser, der gælder for kreditten eller kreditaftalen.

• 10. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, såfremt den er forskellig fra værtslandet og hjemlandet, i tilfælde hvor de har dokumentation for, at en kreditservicevirksomhed har overtrådt forpligtelserne i medfør af dette direktiv eller i de nationale bestemmelser, der finder anvendelse på kreditten eller kreditaftalen, fremsender denne dokumentation til de kompetente myndigheder i hjemlandet og anmoder om, at de træffer de nødvenlige foranstaltninger, uden at dette berører de tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er tillagt de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne er forskellig fra værtslandet og hjemlandet.

• 11. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet til de kompetente myndigheder i værtslandet, som videresendte dokumentationen, senest to måneder efter den i stk. 9 omhandlede anmodning meddeler nærmere oplysninger om administrative eller andre procedurer, som måtte være blevet indledt i forbindelse med den af værtslandet fremlagte dokumentation, om administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, som måtte være blevet iværksat over for kreditservicevirksomheden, eller en begrundet afgørelse for, at der ikke er iværksat foranstaltninger. Hvis der er indledt en procedure, orienterer de kompetente myndigheder i hjemlandet regelmæssigt de kompetente myndigheder i værtslandet om status herfor.

• 12. Hvis en kreditservicevirksomhed fortsat overtræder de gældende regler, herunder sine forpligtelser i medfør af dette direktiv, sikrer medlemsstaterne, efter at værtslandets kompetente myndigheder har underrettet hjemlandet herom, at de kompetente myndigheder i værtslandet har ret til at pålægge passende administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger for at sikre overholdelse af dette direktiv, når et af følgende forhold gør sig gældende:

  • a) kreditservicevirksomheden har ikke truffet passende og effektive foranstaltninger til at afhjælpe overtrædelsen inden for en rimelig frist, eller

  • b) i hastetilfælde, hvor øjeblikkelig handling er nødvendig for at imødegå en alvorlig trussel mod låntagernes kollektive interesser.

  De kompetente myndigheder i værtslandet kan pålægge de administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i første afsnit, uanset eventuelle administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, der allerede er pålagt af de kompetente myndigheder i hjemlandet.

  De kompetente myndigheder i værtslandet kan desuden forbyde yderligere aktiviteter for en kreditservicevirksomhed, der overtræder de gældende regler, herunder dennes forpligtelser i medfør af dette direktiv, indtil den kompetente myndighed i hjemlandet har truffet en passende afgørelse, eller kreditservicevirksomheden har truffet foranstaltninger til at afhjælpe overtrædelsen af reglerne.

Afsnit III

Kreditkøbere

Artikel 15

Ret til oplysninger vedrørende en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at et kreditinstitut giver en potentiel kreditkøber de oplysninger, som er nødvendige, om en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale og, hvor det er relevant, sikkerhedsstillelsen, for at den potentielle kreditkøber kan foretage sin egen vurdering af værdien af kreditgiverens rettigheder i henhold til den misligholdte kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale og sandsynligheden for at realisere værdien af denne aftale forud for indgåelsen af en kontrakt om overførsel af den pågældende kreditgivers rettigheder i henhold til den misligholdte kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, samtidig med at der sikres beskyttelse af de oplysninger, som kreditinstituttet har stillet til rådighed, samt af fortroligheden af forretningsoplysninger.

• 2. To gange årligt pålægger medlemsstaterne kreditinstitutter, som overfører en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale til en kreditkøber, at oplyse de kompetente myndigheder i værtslandet, som er udpeget i henhold til dette direktivs artikel 21, stk. 3, og de kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU47, som minimum om følgende:

  • a) identifikatoren for juridiske enheder (LEI) for kreditkøberen eller i påkommende tilfælde LEI-koden for vedkommendes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19, eller hvis en sådan identifikator ikke findes, om:

    • i) identiteten på kreditkøberen eller medlemmerne af kreditkøberens ledelses- eller administrationsorgan og de personer, som besidder kvalificerede andele i kreditkøberen som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013, og

    • ii) adressen på kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19

  • b) det samlede udestående beløb for kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller for de misligholdte kreditaftaler, der overføres

  • c) antallet og størrelsen af kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller de misligholdte kreditaftaler, der overføres

  • d) om overførslen omfatter kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller selve de misligholdte kreditaftaler, der er indgået med forbrugere, og de typer af aktiver, der tjener som sikkerhedsstillelse for de misligholdte kreditaftaler, hvor dette er relevant.

• 3. De kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 2, kan kræve, at kreditinstitutterne afgiver de i nævnte stykke omhandlede oplysninger kvartalsvis, når de skønner det nødvendigt, herunder for bedre at kunne overvåge et stort antal overførsler, der kan finde sted i en kriseperiode.

• 4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i værtslandet hurtigst muligt meddeler de i stk. 2 og 3 omhandlede oplysninger samt eventuelle andre oplysninger, som de måtte finde nødvendige for udførelsen af deres funktioner og opgaver i overensstemmelse med dette direktiv, til de kompetente myndigheder i kreditkøberens hjemland.

• 5. Stk. 1-4 anvendes i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725.

Artikel 16

Gennemførelsesmæssige tekniske standarder for dataformularer

• 1. EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som præciserer det format, som kreditinstitutter, skal anvende med henblik på at give de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15, stk. 1, således at kreditkøberne får nærmere oplysninger om deres krediteksponeringer i anlægsbeholdningen med henblik på analyse, finansiel due diligence og værdiansættelse af kreditgiverens rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale.

• 2. EBA specificerer i de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder datafelterne, herunder hvilke datafelter der er obligatoriske, og databehandlingen af fortrolige oplysninger, jf. artikel 15, stk. 1.

• 3. Udkastene til gennemførelsesmæssige tekniske standarder skal være proportionelle med arten og størrelsen af kreditter og kreditporteføljer.

• 4. Ved udarbejdelsen af de i stk. 1 omhandlede udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder skal EBA tage hensyn til følgende:

  • a) eksisterende markedspraksis for datadeling mellem købere og sælgere

  • b) feedback modtaget fra brugere om deres erfaringer med at anvende eksisterende EBA-formularer for misligholdte lån

  • c) eksisterende lignende krav på medlemsstatsniveau

  • d) vigtigheden af at minimere behandlingsomkostningerne for kreditinstitutter og kreditkøbere.

• 5. EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som omhandlet i stk. 1, for Kommissionen senest den 29. september 2022.

• 6. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 1 omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

• 7. Dataformularerne anvendes for transaktioner vedrørende kreditter udstedt den 1. juli 2018 eller senere, som bliver misligholdt efter den 28. december 2021. For kreditter med oprindelse mellem den 1. juli 2018 og datoen for ikrafttrædelsen af de i stk. 1 omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder udfylder kreditinstitutterne dataformularen med de oplysninger, de allerede har til rådighed.

• 8. Medlemsstaterne sikrer, at kreditinstitutter også anvender de i stk. 6 omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder ved overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale til andre kreditinstitutter. Kreditinstitutter anvender dataformularerne til at formidle oplysninger mellem kreditinstitutter i tilfælde, hvor der kun sker en overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale.

Artikel 17

Kreditkøberes forpligtelser

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at:

  • a) en kreditkøber, der er hjemmehørende i Unionen, eller som har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til national ret ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, udpeger en enhed som omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), eller en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteter med relation til kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, der er indgået med forbrugere

  • b) såfremt en kreditkøber ikke er hjemmehørende i Unionen, eller som ikke har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, udpeger dens repræsentant, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, en enhed som omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), eller en kreditservicevirksomhed, undtagen i tilfælde, hvor repræsentanten selv er en enhed som omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, som indgås med:

    • i) fysiske personer, herunder forbrugere og selvstændige arbejdstagere

    • ii) mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV’er) som defineret i artikel 2 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF.48

  Værtslandet kan udvide kravet fastsat i første afsnit til andre kreditaftaler.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditkøber ikke er omfattet af andre supplerende krav i forbindelse med købet af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller af selve den misligholdte kreditaftale end dem, som følger af bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører dette direktiv, eller den gældende forbrugerbeskyttelseslovgivning, aftaleret, civilret eller strafferet. Medlemsstaterne sikrer, at de relevante bestemmelser i EU-retten og national ret vedrørende navnlig håndhævelse af kontrakter, forbrugerbeskyttelse, låntagers rettigheder, kreditoprindelse, bankhemmelighedsregler og strafferet fortsat finder anvendelse på kreditkøberen efter overførslen af kreditgiverens rettigheder i henhold til kreditaftalen eller af selve kreditaftalen til kreditkøberen. Beskyttelsesniveauet i henhold til EU-retten og national ret for forbrugere og andre låntagere såvel som insolvensregler berøres ikke af overførslen af kreditgiverens rettigheder i henhold til kreditaftalen eller selve kreditaftalen til kreditkøberen, uden at det berører nationale og internationale regler om gældsbeviser og veksler.

• 3. Dette direktiv berører ikke de nationale beføjelser vedrørende kreditregistre, herunder beføjelsen til at kræve, at kreditkøbere oplyser om en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller om selve kreditaftalen og dens opfyldelse.

• 4. Medlemsstaterne kan tillade, at kreditkøbere ansætter fysiske personer til at servicere de kreditaftaler, de har erhvervet. Disse fysiske personer skal være omfattet af en national ordning for regulering og tilsyn og må ikke nyde godt af den frie ret til udveksling af kreditserviceringsaktiviteter i en anden medlemsstat i henhold til dette direktiv.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at den udpegede kreditservicevirksomhed eller enhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), på vegne af kreditkøberen, opfylder de forpligtelser, der er pålagt kreditkøberen i henhold til nærværende artikels stk. 2 og artikel 18 og 20. I tilfælde, hvor der ikke er udpeget nogen kreditservicevirksomhed eller enhed som omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), er kreditkøberen eller dennes repræsentant omfattet af disse forpligtelser.

  Medlemsstaterne kan kræve, at den udpegede kreditservicevirksomhed eller enhed, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), på vegne af kreditkøberen, opfylder de forpligtelser, der pålægges kreditkøberen i henhold til national ret, herunder i forbindelse med nærværende artikels stk. 3.

Artikel 18

Anvendelse af kreditservicevirksomheder eller andre enheder

• 1. Såfremt kreditkøberen eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19 udpeger en enhed, jf. artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), eller en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med de overførte kreditgiverrettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, kræver medlemsstaterne, at denne kreditkøber eller dennes repræsentant underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet om identiteten og adressen på den i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), omhandlede enhed eller kreditservicevirksomheden senest den dato, hvor kreditserviceringsaktiviteterne påbegyndes.

• 2. Hvis kreditkøberen eller, hvis det er relevant, den repræsentant, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 19, udpeger en anden enhed end den, der blev underrettet om i henhold til nærværende artikels stk. 1, underretter denne de kompetente myndigheder i hjemlandet herom senest på datoen for ændringen med angivelse af identiteten og adressen på den nye enhed, som den har udpeget til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i relation til de overførte kreditgiverrettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale.

• 3. Medlemsstaterne pålægger de kompetente myndigheder i kreditkøberens hjemland hurtigst muligt at fremsende de oplysninger, der er modtaget i overensstemmelse med stk. 1 og 2, til de kompetente myndigheder i værtslandet, til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet og til de kompetente myndigheder i den nye kreditservicevirksomheds hjemland.

Artikel 19

Repræsentanter for en tredjelandskreditkøber

• 1. Medlemsstaterne fastsætter, at en kreditkøber, som ikke er hjemmehørende i Unionen, eller som ikke har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen, i forbindelse med en aftale om overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale skriftligt udpeger en repræsentant, som er hjemmehørende i Unionen, eller som har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Unionen.

• 2. I alle spørgsmål vedrørende den løbende overholdelse af dette direktiv henvender de kompetente myndigheder sig foruden eller i stedet for til kreditkøber, til den i stk. 1 omhandlede repræsentant, som er fuldt ud ansvarlig for opfyldelse af alle forpligtelser, som påhviler kreditkøberen i henhold til de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv.

Artikel 20

En kreditkøbers overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale og meddelelse til de kompetente myndigheder

• 1. Medlemsstaterne pålægger en kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19, som overfører en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale, to gange årligt at oplyse de kompetente myndigheder i sit hjemland om identifikatoren for juridiske enheder (LEI) for den nye kreditkøber, eller, i påkommende tilfælde, LEI-koden for dennes repræsentant, som udpeget i overensstemmelse med artikel 19, eller hvis en sådan identifikator ikke findes, om:

  • a) identiteten på den nye kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19 eller medlemmerne af den nye kreditkøbers eller dennes repræsentants ledelses- eller administrationsorgan og de personer, som besidder kvalificerede andele i den nye kreditkøber eller dennes repræsentant i den i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 anvendte betydning og

  • b) adressen på den nye kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19.

  Endvidere skal kreditkøberen eller dennes repræsentant som minimum oplyse de kompetente myndigheder i sit hjemland om følgende:

  • a) det samlede udestående beløb for kreditgiverens rettigheder i henhold til den misligholdte kreditaftale eller de misligholdte kreditaftaler, der overføres

  • b) antallet og størrelsen af kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller de misligholdte kreditaftaler, der overføres

  • c) om overførslen omfatter en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, der er indgået med forbrugere, og de typer af aktiver, der tjener som sikkerhedsstillelse for den misligholdte kreditaftale, hvor dette er relevant.

• 2. De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder kan kræve, at kreditkøberne, og hvis det er relevant, deres repræsentanter som udpeget i overensstemmelse med artikel 19 afgiver de i nævnte stykke omhandlede oplysninger kvartalsvis, når de pågældende kompetente myndigheder skønner det nødvendigt, herunder for bedre at kunne overvåge et stort antal overførsler, der kan finde sted i en kriseperiode.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 1 og 2, hurtigst muligt fremsender de oplysninger, der er modtaget i henhold til disse stykker, til de kompetente myndigheder i værtslandet og til de kompetente myndigheder i den nye kreditkøbers hjemland.

Afsnit IV

Tilsyn

Artikel 21

De kompetente myndigheders tilsyn

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheder og, hvis det er relevant, kreditserviceleverandører, hvortil kreditserviceringsaktiviteter er outsourcet i overensstemmelse med artikel 12, løbende overholder de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører dette direktiv, og sikrer, at disse aktiviteter er omfattet af passende tilsyn ved de kompetente myndigheder i hjemlandet med henblik på at vurdere en sådan overholdelse.

• 2. Det værtsland, hvor en kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant udpeget i overensstemmelse med artikel 19, har hjemsted, sikrer, at de kompetente myndigheder, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, er ansvarlige for tilsynet med de forpligtelser, der er fastsat i artikel 10 og i artikel 17-20 med hensyn til kreditkøberen eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant udpeget i overensstemmelse med artikel 19.

• 3. Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for udførelsen af funktioner og opgaver i henhold til de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv.

• 4. Hvis medlemsstaterne udpeger mere end én kompetent myndighed i henhold til stk. 3, skal de fastsætte deres respektive opgaver og udpege en af dem som fælles kontaktpunkt for alle nødvendige udvekslinger og interaktioner med kompetente myndigheder i hjem- eller værtslandet.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at der er indført passende foranstaltninger, således at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til nærværende artikels stk. 3, fra kreditkøbere eller deres repræsentanter udpeget i overensstemmelse med artikel 19, kreditservicevirksomheder, kreditserviceleverandører, hvortil en kreditservicevirksomhed outsourcer kreditserviceringsaktiviteter i henhold til artikel 12, låntagere og andre personer eller offentlige myndigheder kan få de oplysninger, der er nødvendige for at:

  • a) vurdere den løbende overholdelse af kravene i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører dette direktiv

  • b) undersøge mulige overtrædelser af disse krav

  • c) pålægge administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der gennemfører artikel 23.

• 6. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til stk. 3, har den ekspertviden, de ressourcer, den operationelle kapacitet og de beføjelser, der er nødvendige for udførelsen af deres funktioner og opgaver som fastsat ved dette direktiv.

Artikel 22

De kompetente myndigheders tilsynsfunktion og -beføjelser

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet, der er udpeget i henhold til artikel 21, stk. 3, har alle de tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for udførelsen af deres funktioner og opgaver som fastsat ved dette direktiv, herunder som minimum følgende:

  • a) beføjelsen til at meddele eller nægte en tilladelse i medfør af artikel 5 og 6

  • b) beføjelsen til at inddrage en tilladelse i medfør af artikel 8

  • c) beføjelsen til at forbyde kreditserviceringsaktiviteter

  • d) beføjelsen til at gennemføre inspektioner på stedet eller eksterne inspektioner

  • e) beføjelsen til at pålægge administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der gennemfører artikel 23

  • f) beføjelsen til at gennemgå outsourcingaftaler indgået mellem kreditservicevirksomheder og kreditserviceleverandører, jf. artikel 12, stk. 1

  • g) beføjelsen til at kræve, at kreditservicevirksomheder fjerner medlemmer fra deres ledelses- eller administrationsorgan, når de ikke opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, litra b)

  • h) beføjelsen til at kræve, at kreditservicevirksomheder ændrer eller opdaterer deres interne governanceordninger og interne kontrolmekanismer med henblik på effektivt at sikre overholdelse af låntageres rettigheder i overensstemmelse med de love, der gælder for kreditaftalen

  • i) beføjelsen til at kræve, at kreditservicevirksomheder ændrer eller opdaterer deres politikker, der er vedtaget med henblik på at sikre, at låntagerne behandles på en fair og omhyggelig måde, og at klager fra låntagere registreres og behandles

  • j) beføjelsen til at anmode om yderligere oplysninger vedrørende overførslen af en kreditgivers rettigheder i henhold til den misligholdte kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i værtslandet, der er udpeget i medfør af artikel 21, stk. 3, og i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne ikke er værtslandet eller hjemlandet, får alle de beføjelser, der er nødvendige for udførelsen af deres funktioner og opgaver som fastsat i dette direktiv.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet ved anvendelse af en risikobaseret tilgang undersøger en kreditservicevirksomheds gennemførelse af kravene i artikel 5, stk. 1, litra e)-h).

• 4. Medlemsstaterne fastsætter omfanget af den i stk. 3 omhandlede undersøgelse under hensyntagen til størrelsen, arten, omfanget og kompleksiteten af den pågældende kreditservicevirksomheds aktiviteter.

• 5. De kompetente myndigheder i hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet eller i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne ikke er værtslandet eller hjemlandet, om resultaterne af den i stk. 3 omhandlede undersøgelse efter anmodning fra en af disse kompetente myndigheder, eller såfremt de kompetente myndigheder i hjemlandet finder det hensigtsmæssigt. De kompetente myndigheder i hjemlandet fremsender altid de nærmere oplysninger om administrative sanktioner eller afhjælpende foranstaltninger, som måtte være blevet iværksat, til de kompetente myndigheder i værtslandet og, hvor det er relevant, i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne ikke er værtslandet eller hjemlandet.

• 6. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjem- og værtslandet, og i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis denne ikke er værtslandet eller hjemlandet, ved gennemførelsen af den i stk. 3 omhandlede undersøgelse udveksler alle de oplysninger, der er nødvendige, for at de kan udføre deres respektive funktioner og opgaver som fastsat ved dette direktiv.

• 7. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet kan pålægge en kreditservicevirksomhed, en kreditserviceleverandør eller en kreditkøber eller dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19, og som ikke opfylder kravene i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører dette direktiv, på et tidligt tidspunkt at træffe de nødvendige foranstaltninger til overholdelse af nævnte bestemmelser.

Artikel 23

Administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger

• 1. Uden at det berører medlemsstaternes ret til at fastsætte strafferetlige sanktioner fastsætter medlemsstaterne regler vedrørende de nødvendige administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, der finder anvendelse som minimum i følgende situationer:

  • a) en kreditservicevirksomhed undlader at overholde kravene i de bestemmelser i national ret, der gennemfører artikel 11, eller indgår en outsourcingaftale, som overtræder de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 12, eller den kreditserviceleverandør, hvortil kreditserviceringsaktiviteterne er outsourcet, begår en alvorlig overtrædelse af gældende de lovbestemmelser, herunder de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv

  • b) en kreditservicevirksomheds governanceordninger og interne kontrolmekanismer, som fastsat i artikel 5, stk. 1, litra e), sikrer ikke overholdelsen af låntagerrettigheder og regler om beskyttelse af personoplysninger

  • c) en kreditservicevirksomheds politik er ikke hensigtsmæssig i henseende til en korrekt behandling af låntagerne, som fastsat i artikel 5, stk. 1, litra f)

  • d) en kreditservicevirksomheds interne procedurer, som fastsat i artikel 5, stk. 1, litra g), sikrer ikke, at klager fra låntagere registreres og behandles i overensstemmelse med forpligtelserne i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører dette direktiv

  • e) en kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19 undlader at meddele oplysningerne i henhold til de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 18 og 20

  • f) en kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19 overholder ikke kravet i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 17

  • g) en kreditkøber overholder ikke kravet i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 19

  • h) et kreditinstitut undlader at stille de oplysninger til rådighed, der er fastsat i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 15

  • i) en kreditservicevirksomhed lader en eller flere personer, som ikke opfylder kravene fastsat i artikel 5, stk. 1, litra b), blive eller forblive medlem af sit ledelses- eller administrationsorgan

  • j) en kreditservicevirksomhed overholder ikke kravene i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 24

  • k) en kreditkøber eller, hvor det er relevant, kreditservicevirksomheder eller enhver enhed, der er nævnt i artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i) eller iii), overholder ikke de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 10

  • l) en kreditservicevirksomhed modtager og opbevarer midler fra låntagere, hvor dette ikke er tilladt i en medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b)

  • m) en kreditservicevirksomhed overholder ikke kravene i de bestemmelser i national lovgivning, der gennemfører artikel 6, stk. 2.

• 2. De administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning og som minimum omfatte følgende:

  • a) en tilbagetrækning af tilladelsen til at udføre aktiviteter som kreditservicevirksomhed

  • b) et påbud, hvorved det pålægges kreditservicevirksomheden, kreditkøberen eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19 at afhjælpe overtrædelsen, at bringe den udviste adfærd til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan adfærd

  • c) administrative økonomiske sanktioner.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at de administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger gennemføres effektivt.

• 4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller afhjælpende foranstaltninger og fastsættelsen af størrelsen af de administrative økonomiske sanktioner tager højde for relevante omstændigheder, herunder følgende:

  • a) overtrædelsens grovhed og varighed

  • b) i hvor høj grad kreditservicevirksomheden eller kreditkøberen eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19 er ansvarlige for overtrædelsen

  • c) den for overtrædelsen ansvarlige kreditservicevirksomheds eller kreditkøbers finansielle styrke, idet der bl.a. skal henvises til den samlede omsætning for en juridisk person eller den årlige indtægt for en fysisk person

  • d) hvis de kan bestemmes, den fortjeneste, der er opnået som følge af overtrædelsen, eller det tab, der er undgået som følge af overtrædelsen, hos den for overtrædelsen ansvarlige kreditservicevirksomhed eller kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19

  • e) hvis de kan bestemmes, tabene for tredjeparter som følge af overtrædelsen

  • f) omfanget af den for overtrædelsen ansvarlige kreditservicevirksomheds eller kreditkøbers samarbejde med de kompetente myndigheder

  • g) tidligere overtrædelser begået af den for overtrædelsen ansvarlige kreditservicevirksomhed eller kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19

  • h) enhver faktisk eller potentiel systemisk følge af overtrædelsen.

• 5. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder kan anvende de administrative sanktioner og afhjælpende foranstaltninger i stk. 2 på medlemmer af ledelses- eller administrationsorganet samt andre personer, som i henhold til national ret er ansvarlige for overtrædelsen.

• 6. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder forud for en eventuel afgørelse om at pålægge de administrative sanktioner eller afhjælpende foranstaltninger som fastsat i denne artikels stk. 2 giver den pågældende kreditservicevirksomhed eller kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant som udpeget i overensstemmelse med artikel 19, mulighed for at blive hørt.

• 7. Medlemsstaterne sikrer, at enhver afgørelse om pålæggelse af de administrative sanktioner eller afhjælpende foranstaltninger som fastsat i stk. 2 er behørigt begrundet og kan påklages.

• 8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte regler om administrative sanktioner for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til deres nationale ret. I så tilfælde meddeler medlemsstaterne Kommissionen de relevante strafferetlige bestemmelser.

Afsnit V

Beskyttelse og forpligtelse til samarbejde

Artikel 24

Klager

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheder indfører og opretholder effektive og gennemsigtige procedurer for behandling af klager fra låntagere.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditservicevirksomheders behandling af klager fra låntagere sker vederlagsfrit, og at kreditservicevirksomhederne registrerer klagerne og de foranstaltninger, der træffes for at håndtere dem.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører og offentliggør en procedure for behandling af klager fra låntagere vedrørende kreditkøbere, kreditservicevirksomheder og kreditserviceleverandører og sikrer at klagerne behandles hurtigt efter modtagelsen.

Artikel 25

Beskyttelse af personoplysninger

Behandling af personoplysninger med henblik på dette direktiv skal ske i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725.

Artikel 26

Samarbejde mellem kompetente myndigheder

• 1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 8, 13, 14, 15, 18, 20 og 22, samarbejder med hinanden, når det er nødvendigt for udførelsen af deres funktioner og opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i henhold til de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv. De kompetente myndigheder skal også koordinere deres indsats for at undgå dobbeltarbejde og overlapninger, når de udøver deres tilsynsbeføjelser, pålægger administrative sanktioner og træffer afhjælpende foranstaltninger i grænseoverskridende sager.

• 2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder efter anmodning og hurtigst muligt giver hinanden de oplysninger, der er nødvendige, for at de kan udføre deres funktioner og opgaver i henhold til de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv.

• 3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der som led i udførelsen af deres funktioner og opgaver i henhold til dette direktiv modtager fortrolige oplysninger, udelukkende anvender disse oplysninger i forbindelse med deres funktioner og opgaver i henhold til de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv. Udvekslingen af oplysninger mellem kompetente myndigheder er underlagt tavshedspligt, jf. artikel 76 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU49.

• 4. Medlemsstaterne fastsætter, at alle personer, der arbejder for eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, og revisorer og eksperter, der handler på vegne af de kompetente myndigheder, er bundet af tavshedspligt.

• 5. Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og organisatoriske foranstaltninger for at lette det samarbejde, der er omhandlet i denne artikel.

• 6. EBA skal lette udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne og fremme deres samarbejde.

Afsnit VI

Ændringer

Artikel 27

Ændringer af direktiv 2008/48/EF

I direktiv 2008/48/EF foretages følgende ændringer:

• 1) Følgende artikel indsættes:

  »Artikel 11a

  Oplysninger vedrørende ændring af en kreditaftales vilkår og betingelser

  Uden at det berører andre forpligtelser fastsat i nærværende direktiv sikrer medlemsstaterne, at kreditgiveren forud for ændring af vilkår og betingelser for en kreditaftale meddeler forbrugeren følgende oplysninger:

  • a) en tydelig beskrivelse af de foreslåede ændringer og, hvor det er relevant, af behovet for samtykke fra forbrugeren eller af de ændringer, der er indført ved lov

  • b) en tidsplan for gennemførelsen af de i litra a) omhandlede ændringer

  • c) de klagemuligheder, som er til rådighed for forbrugeren vedrørende de i litra a) omhandlede ændringer

  • d) tidsfristen for indgivelse af en sådan klage

  • e) navn og adresse på den kompetente myndighed, hvortil forbrugeren kan indgive denne klage.«

• 2) Følgende artikel indsættes:

  »Artikel 16a

  Restancer og fyldestgørelse

  • 1. Medlemsstaterne bør kræve, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure. Sådanne henstandsforanstaltninger skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bl.a. bestå af:

    • a) en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale

    • b) ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, der bl.a. kan omfatte:

      • i) forlængelse af kreditaftalen

      • ii) ændring af typen af kreditaftale

      • iii) udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode

      • iv) ændring af rentesatsen

      • v) tilbud om betalingsfrihed i en periode

      • vi) delvis tilbagebetaling

      • vii) valutaomregning

      • viii) delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

  • 2. Listen over mulige henstandsforanstaltninger fastsat i stk. 1, litra b), berører ikke bestemmelser, der er fastsat i national ret, og kræver ikke, at medlemsstaterne indfører alle disse foranstaltninger i deres nationale ret.

  • 3. Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større, end hvad der er højst nødvendigt for at kompensere kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.

  • 4. Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfælde af misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.«

• 3) Artikel 22, stk. 1, affattes således:

  • »1. I det omfang dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, må medlemsstaterne ikke i national ret bibeholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv. Artikel 16a, stk. 3, og 4, er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere bestemmelser for at beskytte forbrugerne«.

Artikel 28

Ændringer af direktiv 2014/17/EU

I direktiv 2014/17/EU foretages følgende ændringer:

• 1) Følgende artikel indsættes:

  »Artikel 27a

  Oplysninger vedrørende ændring af en kreditaftales vilkår og betingelser

  Uden at det berører andre forpligtelser i henhold til nærværende direktiv sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver forud for ændring af vilkår og betingelser for en kreditaftale meddeler forbrugeren følgende oplysninger:

  • a) en tydelig beskrivelse af de foreslåede ændringer og, hvor det er relevant, af behovet for samtykke fra forbrugeren eller af de ændringer, der er indført ved lov

  • b) en tidsplan for gennemførelsen af de i litra a) omhandlede ændringer

  • c) de klagemuligheder, som er til rådighed for forbrugeren vedrørende de i litra a) omhandlede ændringer

  • d) tidsfristen for indgivelse af en sådan klage

  • e) navn og adresse på den kompetente myndighed, hvortil forbrugeren kan indgive denne klage.«

• 2) I artikel 28 foretages følgende ændringer:

  • a) Stk. 1 affattes således:

    • »1. Medlemsstaterne bør kræve, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Sådanne henstandsforanstaltninger skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bl.a. bestå af:

      • a) en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale

      • b) ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, der bl.a. kan omfatte:

        • i) forlængelse af kreditaftalen

        • ii) ændring af typen af kreditaftale

        • iii) udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode

        • iv) ændring af rentesatsen

        • v) tilbud om betalingsfrihed i en periode

        • vi) delvis tilbagebetaling

        • vii) valutaomregning

        • viii) delvis eftergivelse og gældskonsolidering.«

  • b) Følgende stykke indsættes:

    • »1a. Listen over mulige henstandsforanstaltninger i stk. 1, litra b), berører ikke bestemmelser, der er fastsat i national ret, og kræver ikke, at medlemsstaterne indfører alle disse foranstaltninger i deres nationale ret.«

• 3) Følgende artikel indsættes:

  »Artikel 28a

  Overdragelse af kreditgiverens rettigheder eller selve kreditaftalen

  • 1. Overdrages kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale eller selve kreditaftalen til tredjemand, har forbrugeren ret til at gøre enhver indsigelse gældende over for erhververen, som forbrugeren kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver, herunder også krav om modregning i det omfang modregning er tilladt i den pågældende medlemsstat.

  • 2. Forbrugeren underrettes om den i stk. 1 omhandlede overdragelse, undtagen når den oprindelige kreditgiver efter overenskomst med erhververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren.«

Afsnit VII

Afsluttende bestemmelser

Artikel 29

Udvalg

• 1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011.50

• 2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Artikel 30

Evaluering

• 1. Senest den 29. december 2026 gennemfører Kommissionen en evaluering af direktivet og forelægger en rapport om de vigtigste resultater for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Evalueringen skal som minimum indeholde følgende:

  • a) antallet af godkendte kreditservicevirksomheder i Unionen og antallet af kreditservicevirksomheder, der leverer deres tjenesteydelser i et værtsland

  • b) antallet af kreditgiverrettigheder i henhold til misligholdte kreditaftaler eller antallet af misligholdte kreditaftaler fra kreditinstitutter erhvervet af kreditkøbere, der er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis de i henhold til national ret ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, deres hovedkontor i samme medlemsstat som kreditinstituttet eller i en anden medlemsstat end kreditinstituttet eller uden for Unionen

  • c) en vurdering af den eksisterende risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er forbundet med de aktiviteter, der udføres af kreditservicevirksomheder og kreditkøbere

  • d) en vurdering af samarbejdet mellem kompetente myndigheder i henhold til artikel 26.

• 2. Hvis der i forbindelse med evalueringen konstateres væsentlige problemer med hensyn til dette direktivs virkning, skal det i rapporten beskrives, hvordan Kommissionen agter at afhjælpe de identificerede problemer, herunder faser og tidsplan for den eventuelle revision.

Artikel 31

Revisionsklausul

Uden at dette berører Europa-Parlamentets og Rådets lovgivningsmæssige beføjelser, forelægger Kommissionen senest den 29. december 2023 Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om:

• a) tilstrækkeligheden af den lovgivningsmæssige ramme for så vidt angår en eventuel indførelse af lofter over omkostninger i tilfælde af misligholdelse, der finder anvendelse på kreditaftaler indgået med:

  • i) fysiske personer som led i disse fysiske personers erhvervsmæssige virksomhed

  • ii) SMV’er som defineret i artikel 2 i bilaget til henstilling 2003/361/EF

  • iii) enhver låntager, forudsat at en fysisk person garanterer kreditten, eller at den er sikret ved aktiver eller ejendom, der tilhører den pågældende fysiske person

• b) relevante aspekter, herunder eventuelle henstandsforanstaltninger, af kreditaftaler indgået med:

  • i) fysiske personer som led i disse fysiske personers erhvervsmæssige virksomhed

  • ii) SMV’er som defineret i artikel 2 i bilaget til henstilling 2003/361/EF

  • iii) enhver låntager, forudsat at en fysisk person garanterer kreditten, eller at den er sikret ved aktiver eller ejendom, der tilhører den pågældende fysiske person

• c) behovet for og gennemførligheden af at udvikle gennemførelsesmæssige eller reguleringsmæssige tekniske standarder eller andre passende metoder til at indføre fælles indberetningsformater for kommunikation til låntagere i henhold til artikel 10, stk. 2, og om henstandsforanstaltninger.

Hvor det er hensigtsmæssigt, ledsages den i stk. 1 omhandlede rapport af et forslag til retsakt.

Artikel 32

Gennemførelse

• 1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 29. december 2023 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

• 2. De anvender de i stk. 1 omhandlede love og bestemmelser fra den 30. december 2023.

  Som en undtagelse fra første afsnit er det tilladt for enheder, der allerede den 30. december 2023 udfører kreditserviceringsaktiviteter i henhold til national ret, at fortsætte med at udøve disse kreditserviceringsaktiviteter i deres hjemland indtil den 29. juni 2024 eller indtil den dato, hvor de får en tilladelse i overensstemmelse med dette direktiv, alt efter hvilken dato der kommer først.

  Medlemsstater, der allerede har indført regler, der svarer til eller er strengere end dem, der er fastsat i dette direktiv for kreditserviceringsaktiviteter, kan i deres nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, tillade, at enheder, der allerede udfører kreditserviceringsaktiviteter i henhold til disse ordninger, den 30. december 2023, automatisk anerkendes som godkendte kreditservicevirksomheder.

• 3. De i stk. 1 omhandlede love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

• 4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 33

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 34

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 24. november 2021.